Da jeg var i Rio første gang, faldt jeg ved et tilfælde over storbyens jungle; Tijuca National Park. Det lød så spændende, at jeg blev nødt til at se hvad det var – men det var virkelig svært at finde oplysninger om stedet på andet end portugisisk, så derfor har jeg lavet denne guide, som jeg håber andre kan få glæde af. Det er nemlig et helt utroligt sted. 32 km2 jungle midt i en af verdens største byer, med de mest utrolige vandfald, vandreruter, udsigtspunkter, grotter og meget mere.
For at komme dertil vil jeg foreslå at man indtaster ‘Parque Florestal da Tijuca’ i Google Maps – så bliver man ledt til en stor port, hvorfra en vej fører op til dette punkt, hvor der er et imponerende vandfald lige ved vejen. Man kan parkere bilen og gå over og se nærmere på herlighederne, og her kan man også danne sig et overblik over parken ved hjælp af de opsatte skilte.
Kør videre frem ad vejen, som hurtigt bliver ensrettet. Man bliver ledt rundt i en cirkel, og kan så stoppe hvor man vil undervejs, og vandre ind i junglen. Stierne er ok at gå på, og de fleste er fint afmærkede.
Man kan eventuelt gøre et kort stop ved Visitor’s Centre, hvor man kan få yderligere oplysninger om parken, eller man kan køre lidt længere frem, og holde ind på den lille parkeringsplads, hvorfra en sti fører til Cachoeira das Almas.
Det er et skønt lille vandfald, som man kan bade i. Der er typisk en del mennesker her, fordi turen hertil er så nem, men sjovt er det at stille sig ind og lade vandet plaske over sig.
Dette vandfald har altid været benyttet i spirituelle sammenhænge, og selv i dag kan man se ofringer som den nedenfor, fra folk som praktiserer Macumba. Macumba er et samlebegreb for forskellige oprindelige (ikke-Abrahamiske) religiøse praksisser i Brasilien, og forbindes ofte med hekseri og sort magi, så mange brasilianere bryder sig ikke meget om det.
Når man fortsætter længere frem ad vejen, kommer man forbi Feernes Sø; en lillefortryllet junglesø, hvor man føler sig hensat til en anden verden, selvom den ligger tæt ved vejen.
Kort efter søen møder man restauranten ‘a Floresta’, og hvis man overhovedet kan presse en bid ned, vil jeg anbefale et besøg. Her får man svingende portioner af rygende varme brasilianske specialiteter, serveret til akkompagnement af kolibriernes summen.
Lidt længere fremme deler vejen sig, og jeg synes man skal køre mod Bom Retiro, som er udgangspunkt for adskillige vandreture rundt i junglen. Husk at registrere dig hos rangeren inden du begiver dig afsted!
Vi valgte en kort rute på ca. 1 time hver vej, som var angivet som medium sværhedsgrad. Den førte op til Pico de Tijuca, og smukt var det – men jeg er glad for, at vi ikke kastede os over en af de ruter der var markeret som vanskelige…
Der er gode muligheder for at møde nogle af junglens dyr på turen, og vi mødte da også, straks efter starten, denne lille fyr. Jeg har ingen anelse om, hvad det er for et dyr, men kær var den! Det anbefales i øvrigt at man holder udkig efter slanger, som efter sigende stortrives i regnskoven…
Til at begynde med er stien rigtig fin, men den bliver hurtigt mere og mere udfordrende,
– indtil den slutter af med 117 stejle trin op til toppen, hvor man bliver belønnet for sine anstrengelser med en overvældende udsigt over hele Rio.
Turen op ad klippen er ikke helt nem, men turen ned… Har jeg fortalt at jeg lider af højdeskræk? Heldigvis er der hele tiden noget pænt at kigge på, og man kan jo altid sætte sig på enden, hvis det er helt galt (og det er det).
Når man er tilbage ved Bom Retiro, fortsætter man vejen rundt. Der er ikke rigtig noget at tage fejl af, for alt er fint afmærket. Undervejs støder man på nogle grotter, og senere kommer man til endnu et lille vandfald. Her kan man få et velfortjent hvil, og få vasket fødderne, inden turen går ud af parken. Også her kan man ind imellem finde små ofringer, denne har dog, i følge min svigerdatter, formentlig ikke noget med sort magi at gøre, men er snarere til minde om en afdød.
Når man kommer ud af parken, er det oplagt at køre ned til stranden i Barra de Tijuca. Her ligger strandbarerne på rad og række, og denne her er blevet min favorit.
De serverer alle mulige småretter, og selvfølgelig også acai med alle mulige slags toppings – vi er jo i Brasilien. Jeg elsker acai, og aldrig har den været mere velfortjent!
