Adoption af hunde

Lige siden jeg flyttede hjemmefra, har jeg haft hund. Mine hunde er typisk blevet ret gamle, men ikke desto mindre har jeg nået at have fem pragtfulde venner med hale i mit liv (det skyldes til dels at jeg flere gange har haft mere end én hund ad gangen, men siger også lidt om min alder…). Kun én af de fem har jeg købt som hvalp. Resten har været ’genbrugshunde’, altså hunde som jeg har adopteret, fordi de manglede et hjem.

Rigtig ofte hører jeg folk sige, at de ikke tør overtage en brugt hund, fordi ”den jo kan have lært alle mulige unoder”. Jeg har heldigvis ikke nogen illusioner om mig selv som Hundehviskeren, og derfor er den slags slet ikke en overvejelse for mig – jeg er helt tryg ved, at ingen kan lære en hund flere unoder end jeg selv 😉

Selvfølgelig kommer en brugt hund med sine egne problemer, men jeg har endnu ikke måttet opgive nogen af dem. Alle problemer er blevet løst undervejs – og jeg er sluppet for alt det der hvalpe-hejs med gennemtyggede sko og tissesøer over hele huset. Det har jeg så til gengæld fået af yngstesønnens første hund, men man kan jo aldrig helgardere sig…

I øjeblikket har vi tre hunde i familien; en hos hver af drengene, og en hjemme hos os. De er alle tre gadehunde, som vi har adopteret i henholdsvis Brasilien og Grækenland. Mød Tyson, Charlie og Fili:

Tyson er familiens brasilianske indslag. Ældstesønnen og hans kone faldt over ham på et marked, hvor han lå tilbage som the litter of the runt – den mest skravlede af kuldet, som ingen andre ville have. Han havde et modbydeligt udslæt, og var lillebitte og underernæret. Hele kuldet var blevet fundet i en papkasse på en losseplads, tydeligvis efterladt af en mennesker, som ikke magtede at forholde sig til et kuld hvalpe.

Tyson kom med dem hjem. Han kom til dyrlægen, og han fik ordentligt foder. Han voksede, og blev en sund og stærk dejlighed, som kan smelte alle hjerter. Han er en kvik og opfindsom lille sag, som lærer utroligt hurtigt. På godt og ondt. Man kan ikke bestikke Tyson til at gøre noget, han ikke gider, for han gennemskuer lynhurtigt en skjult dagsorden, og er i øvrigt helt tryg ved, at mad er en uudtømmelig ressource.

Charlie er yngstesønnens hund, som er adopteret gennem foreningen Græske Hunde (tjek deres hjemmeside, men tag den hårde hud på først. Der er så mange hjerteskærende historier, at det føles nærmest umenneskeligt ikke at give de stakkels hunde et trygt hjem…).

Charlie og hans søskende blev fundet i en affaldscontainer. Han var den eneste, der stadig var i live – de andre var døde af tørst og udmattelse. Det er sikkert derfor, Charlie ikke er overmåde god til at blive lukket inde.

Og se, dét var en underdrivelse af enorme proportioner. Charlie KAN IKKE lukkes inde, med mindre han selv er indforstået med det. Han er umådeligt ferm til at åbne døre, og har faktisk præsteret at åbne en låst dør. Nøglen sad i, og Charlie er vedholdende – så til sidst lykkedes det ham at dreje den. Han er sprunget ud af flere førstesalsvinduer, og har presset sig igennem en kattelem. Hans svendestykke lavede han i vores sommerhus i Italien, da han

• brød ud af det meget solide hundebur med ekstra forstærkninger, som han var placeret i,
• åd dørkarmen til det badeværelse, hvor buret var placeret, så han kunne få den låste dør op, og
• balancerede baglæns på to ben ned ad en stejl stentrappe, mens han åbnede den næste dør han stødte på; den op til stuen. Forestil dig vores overraskelse, da vi kom hjem til en hund, som mageligt slængede sig i sofaen!

Charlie er nok den kærligste og mest hengivne hund, man overhovedet kan forestille sig. Han elsker meget højt (objektet mere eller mindre underordnet), og i det hele tager er hans følelser meget store.

Fili er min yndige lille pige. Hun er også adopteret gennem Græske Hunde, og hun var måske ikke udpræget køn fra starten, i hvert fald ikke for det utrænede øje. En af foreningens frivillige omtalte hende til en af vores bekendte som ”Nå ja, dén. Uha, den var så grim, at vi aldrig troede vi ville finde et hjem til den”.

Fili er Verdens Bedste Hund, og hun er S.M.U.K. Intet mindre. Hun er den nemmeste hund, jeg nogensinde har haft. Hun har et enormt gehør; fanger lynhurtigt, hvad man ønsker, og skynder sig at gøre det. Hun formår at glide ind i enhver sammenhæng, helt uden problemer, og så er hun genial til at opdrage frække hvalpe. Hun udstråler en imponerende autoritet, og indtager førerpositionen overalt. Og ja, så er der også en del gøen involveret, men helt ærligt, som min svigerdatter ville have sagt: Hvad skulle hun ellers gøre, miave som en kat??