Drømmen om garn

Garn… garn har altid betaget mig. Jeg har altid elsket garn – bløde, fnuggede uldgarner, fast tvundne bomuldsgarner og endda (i en periode, som heldigvis er overstået nu) skinnende akryl i hæslige farver. Jeg elsker alt det man kan med garn, men først og fremmest elsker jeg, at garn bærer så mange drømme i sig. Drømme om Den Perfekte Sweater, og drømme om lange, stille dage og aftner, tilbragt med strikketøj i skødet og te på kanden.

Jeg kunne strikke før jeg kunne læse. Min mormor var stukket af en gal strikkepind, og lærte mig tålmodigt at vende og dreje det modvillige garn om de lange pinde med deres eget liv. Jeg strikkede allerførst en rød grydelap, som fik en vidunderligt abstrakt form undervejs, men med tiden knækkede jeg koden, så jeg kunne lave tøj til mine bamser.

Senere gik en hønsestrikket bølge over det ganske land, og med ét havde jeg ikke kun en enkelt partner-in-crime. Der var strikkere alle vegne. Vi strikkede til middagsselskaber, i skolerne, i tog og busser, i lægens venteværelse – vi strikkede, når vi sad ned. Eller, i en snæver vending, når vi stod op og havde hænderne frie.

Med tiden gik det, som det gør med alle diller: strikkeriet uddøde. Eller, helt uddøde det jo ikke, men det blev til noget man gjorde derhjemme. Det sociale gik ud af strikkeriet, og folk begyndte at se helt forkerte ud i ansigterne, når de fandt ud af, at jeg strikkede. ”Det havde jeg godt nok aldrig troet…” har jeg hørt mange, mange gange. Men jeg strikkede videre.

På et tidspunkt gik min forelskelse i strikkeriets smukke verden så vidt, at jeg begyndte at forhandle garn. Jeg lavede en kær lille garnbutik (Knold & Tot, hed den) i vores gamle garage, og jeg nød det. Nød at gå rundt derude, og stille lade hånden glider henover de mange drømme på hylderne; nød at strikke modeller op, og nød at snakke med andre strikkere. De var der jo stadig, omend der blev længere og længere imellem dem. Til sidst var der så langt imellem dem, at det ikke længere gav mening med min lille biks, og jeg lukkede. Til min store glæde lukkede jeg ned med et kæmpe lager, så jeg var lykkeligt beskæftiget i flere år derefter 😉

Men nu er drømmen vakt til live igen. Eller rettere, nu kan jeg ikke længere modstå den evigt levende drøms lokken mere – og jeg bliver nødt til at kigge nærmere på, om det måske kunne lade sig gøre at forsøge igen. Bare en lille webshop, hvor jeg kunne sælge skønne garner og strikkekits med mine mest populære opskrifter til gode priser. En webshop giver mig ikke Knold & Tot tilbage, men den kunne give mig et lager af drømme. Skal/skal ikke?

På den ene side masser af hårdt arbejde og en risikabel investering, og på den anden side hyldevis af smukke garner, som jeg kunne lade hånden glide henover….

garn

Måske vil du også læse...

10 Comments

  1. Fru Moll says:

    Det lyder da som en god idé – du må kunne finde et sted på ejendommen til lagerplads og så forfølg din drøm!
    Jeg lærte at strikke som 5-årig af min mormor, og det første jeg strikkede var en lille rød firkant. Jeg har strikket lige siden alle vegne, også mens det ikke var populært, og hvor har det dog været herligt! Nu er jeg ved at lære mit 5-årlige barnebarn at strikke, men hun har ikke rigtigt kunnet knække koden endnu, men det skal nok komme.
    Jeg har også lært min svigerdatter at strikke andet end håndklæder, og hun er nu en meget dygtig strikker!

    1. Dejligt med opmuntring – de fleste tror vist, jeg er tosset 😉
      Hvor er det skønt at høre at du har gjort en rigtig strikker af svigerdatteren, og allerede er i gang med barnebarnet. Jeg tror da også jeg vil foreslå mit barnebarn at prøve for hvor kunne det være hyggeligt at have det sammen med hende!

  2. Henriette Mez says:

    Go for it!!!

    1. Jeg tager springet – al den opmuntring får mig til at tro på det. Tusind tak for skubbet!

  3. Signe Ryberg says:

    Århhh det lyder da som en MEGA god idé. Jeg er en sikker kunde 🙂

    1. Ja, jeg kan nok slet ikke lade være… det er alt for spændende!

  4. Amy says:

    Spændende. Lykke til 😀

    1. Tusind tak. Jeg er stadig lidt overvældet over at have truffet beslutningen

  5. Merete says:

    Just do it! 🙂

    1. Jaaa!! Det har jeg også besluttet mig for – for helt ærligt, hvor galt kan det gå? Jeg kan slet ikke vente på at komme rigtigt i gang nu

Comments are closed.