Efterårshygge under taget

I dag har Peter og jeg bryllupsdag. 31 år som ægtefolk er det blevet til – og 36 år som kærester. Det er da noget, synes jeg, og jeg er meget taknemmelig for, at han stadig gider være min. Vi har ikke planlagt den helt store fejring. Det gør vi meget sjældent, og jeg må med skam at melde også tilstå, at vi, særligt i de tidlige år, ofte glemte dagen helt. Vi fejrer hverdagen sammen, og det er jo også så meget vigtigere 😉

Vores hverdage er nemlig vældigt gode. Vi er, sådan i al beskedenhed, ret skrappe til at huske på at glædes over hinanden hver eneste dag, og det gør måske mærkedagen lidt mindre vigtig? Vi husker at sætte pris på hinanden, og vi hygger os gevaldigt i hinandens selskab.

Vi hygger os i vores hjem, og vi elsker at være der. Det gælder alle vores hjem, men især den skønne gamle gård. Gennem mange år har vi vænnet os til at have et overdådigt stort soveværelse. Det var en beslutning vi tog, da børnene flyttede hjemmefra: NU skulle det være slut med at klemme os sammen i husets mindste værelse. Vi slog hele førstesalen sammen til ét stort rum, og nøj hvor det var dejligt. Imidlertid var vi sidste år så heldige, at ældstesønnen og hans familie flyttede hjem til os igen. Bare for en kort bemærkning, som lykkeligvis kom til at vare ganske lang tid. De fik soveværelset, og vi rykkede op i templets bibliotek under taget, og det er dejligt. Om end knap så stort som vi er vant til.

Billederne her tog jeg for nylig, da jeg havde gjort rummet efterårsklart. Fordi den slags gør jeg: rykker rundt og hygger efteråret ind. Om efteråret kommer tæpper, puder og stearinlys ind, og om foråret bliver de (fleste af dem) pakket væk. Hvis I vil se resten af vores hjem, er der en reportage i ugebladet Søndag i denne uge.

Jeg er jo ikke minimalist. Som i slet ikke. Jeg elsker det finurlige, og for min skyld er det ok, at det grænser til det overlæssede. Og det kan fint gå, selvom man bor småt, bare man lige holder det hele lidt i ave. Man kan for eksempel sagtens lave små stilleben rundt omkring, men man skal være opmærksom på at samle og afgrænse dem. Fem ting tæt sammen er flot, mens fem ting som er spredt ud over det hele er rodet. Det sammen gælder for de ting, man vil have fremme for nemheds skyld: de skal samles, og nok allerhelst puttes i kasser. Smukke kasser, som er dejlige at se på!

Jeg synes også det er sjovt at lege med proportioner. Det overrasker mig altid, hvordan rummet kan ændre karakter, alt afhængigt af om jeg pynter med én stor buket (eller lanterne, eller pyntevase, eller…) eller flere små.

Noget jeg slet ikke kan undvære i min indretning, er masser af stoflighed. Der skal være puder, tæpper, skind og mange forskellige materialer. Det fornøjer mit øje, men også mine fingre – jeg elsker, når et rum byder på ‘oplevelser’ i form af mangeartede overflader.

Og så har jeg i øvrigt fået ny seng! Det første år, vi boede her i vores lille hule, sov vi på et par madrasser på gulvet. Det var jo et midlertidigt arrangement, og templet har masser af ekstra sengepladser, så det var ret oplagt. Bortset fra at jeg altså har en virkelig uduelig ryg. Jeg er tidligere blevet opereret for en diskusprolaps, og går og hygger om et par stykker mere af slagsen, og de elskede ikke det bohemede setup. Oversættelse: Jeg havde mere end almindeligt ondt ved at komme ud af sengen, og levede på smertestillende piller. Det blev ham min elskede træt af, og købte nye senge til os. Elevationssenge. Fordi så gamle er vi. De er købt på DBA for en slik, og jeg er fan. Så meget, at de allerede er planlagt til at flytte med over i mit gamle soveværelse, når jeg engang kommer derop igen. Fordi hvor meget luksus er det ikke at kunne sidde op i sengen og læse? At kunne hæve sine trætte poter efter en lang dag? Jo jo, elevationssenge er sagen. #ældresagen.