Udsalg i butikken – og en hurtig hue

Januar er udsalgstid, og således også i min lille butik. Jeg har fået fat i nogle nye garner, som jeg overvejer at tage ind i sortimentet, og lige nu sælger jeg dem til halv pris for at se, om der er interesse for dem.

Et af disse nye garner er Alaska, en chunky uld, som jeg selv er meget begejstret for. Jeg har strikket en hurtig hue i det, og tænkte at jeg vil dele opskriften, så I kan selv kan teste det. Huen kan også strikkes i nogen af de garner, jeg havde i forvejen; den kan for eksempel strikkes i én tråd Air, i to tråde Baby Merino, Alpaca, Kid Silk, eller i en kombination af disse.

Mønsteret der er på huen, har en lidt sjov historie. Da vi for nylig var i Dubai, spottede jeg en kvinde med en fantastisk strikket bluse, som havde det mest vidunderlige tekstur-mønster på bærestykket. Og hvad gør man så ? Jamen, man går da op til hende, og spørger hvordan det er lavet! Det viste sig at være vældig nemt, og jeg har lige siden været på udkig efter en mulighed for at bruge det – en mulighed der kom med denne hue! Så selv tak fordi jeg overskred alle grænser for anstændig opførsel, og til gengæld blev belønnet med et nyt mønster til samlingen 😉

Hurtig hue

Størrelse: baby – barn – kvinde – mand (jeg vil lige tilføje, at strikker man den til en mand, vil man meget ofte blive bedt om at udelade pompom’en, og den er derfor ikke regnet med i garnforbruget!)

Garnforbrug: Alaska 2 – 2 – 2 – 3 nøgler, eller Air 1 – 1 – 2 – 2 nøgler, eller Baby Merino 2 – 2 – 3 – 3 nøgler

Hovedomkreds: ca. 47 til 49 cm – 50 til 54 cm – 55 til 59 cm – 60 til 63 cm

Pinde: rundpind 3,5 og 5

Strikkefasthed: 17 masker x 22 omg i glatstrik = 10 x 10 cm. Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.

Slå 75 – 81 – 87 – 93 masker op på rundpind 3.5, og strik 4 – 4 – 5 -5 cm rib. Skift til pind 5 og mønsterstrik:

  1. omg: alle m strikkes ret
  2. omg: * 1 r. Strik 1 r, men behold masken på den venstre pind, og strik denne løkke vrang sammen med den følgende maske * Gentag fra * til * omg ud.

Disse 2 omg udgør mønsteret, og gentages gennem resten af huen.

Strik til arb måler 12 – 14 – 15 – 17 cm. Hvis du ønsker en slouchy hue, strikker du videre i mønster endnu 3-6 cm. Begynd så indtagninger til puld. Når du strikker pulden, skal du holde øje med at mønsteret stadig passer, når du tager masker ind – det gøres nemmest ved at følge de gennemgående retmasker.

1. omgang: Tag 1 m ind ved omg begyndelse. Sæt 4 maskemarkører, så de opdeler arb i fire omtrent lige store dele:

På str baby sættes de med skiftevis 18 og 19 m mellemrum.
På str barn sættes de med 20 m mellemrum.
På str kvinde sættes de med skiftevis 21 og 22 m mellemrum.
På str mand sættes de med 23 m mellemrum.

Indtagninger
Start 2 masker før en markering. Strik disse 2 masker ret sammen. Strik de næste 2 masker efter markeringen drejet ret sammen.

2. omgang (som også skal være mønsterets 2. omgang): Lav indtagninger omkring hver af markeringerne. På den måde tager du 8 masker ind på én omgang.
3. omgang: Strik alle masker ret.

Gentag omgang 2 og 3 indtil du har 42 – 48 – 54 – 52 m tilbage på omg. Herfra laver du indtagningerne på hver omgang, indtil du har 18 – 16 – 14 – 20 m tilbage. Strik de sidste masker sammen 2 og 2. Bryd garnet, tråd enden på en nål, sy igennem de tilbageværende masker, stram tråden til og hæft ende.

Hæft øvrige ender, og sy eventuelt en fin pompom i toppen.

 

Måske vil du også læse...