Farvede påskeæg

Nøj, hvor jeg godt kan lide påske i Italien… Her er ikke bare blændende smukt; der er også de mest imponerende påskeæg alle vegne.

Jeg vil dog sige, at selvom jeg fint kan påskønne de meterhøje, cellofanindpakkede skønheder når de står i boderne, så er det ikke lige noget, jeg overvejer at tage med hjem. Visse ting (babyer, stillethæle og kattekillinger, for eksempel) er bare dejligst at nyde på afstand.

I mit lille stenhus passer det meget bedre med lidt mere diskret pynt. For pynt skal der være, selvfølgelig skal der det, også selvom vi ikke går så forfærdelig meget op i det der med Jesusbarnet her i huset. Og derfor har jeg pustet påskeæg.

Gjorde det med rystende hænder, da jeg ikke helt kunne overskue at se en Blinkende Lygter-agtig scene udspille sig midt i alt det fine. Hvorom alting er: Det var faktisk en smule sværere end jeg huskede det. I min barndom var det da super nemt? – men det har måske noget at gøre med, at det dengang var min mor der stod for alt det svære… men jeg klarede det, og mine æg er noget så fine.

Start med at vaske alting grundigt (husk lige på, hvor æg kommer fra). Prik så hul i hver ende af ægget, og gør forsigtigt det ene hul større og større. Det skal jo ikke være kæmpestort, men dog stort nok til at indholdet kan komme ud uden alt for meget besvær (igen: vi gider ikke nogen Torkild-inspireret ballade). Brug eventuelt en kødnål eller et stykke ståltråd til at punktere blommen, det er nemlig nemmere at få ægget ud, hvis det er helt flydende.

Og så skal der egentlig bare pustes! Altid sjovt jo, især for eventuelle tilskuere.

farvede påskeæg

Til sidst skal den tomme æggeskal igen vaskes grundigt, denne gang også indvendigt, og så er den klar til kogning. Man kan i øvrigt også vælge at springe pustningen over – hvis du koger ægget et par timer, kan det fint holde påsken over, men du skal nok ikke gemme det til næste år…

Efter pustningen kan man farve æggeskallerne, og man kan bruges alt muligt fra køkkenskabene. Hvis man gerne vil have mønstre på sine æg, kan man sætte elastikker omkring dem, tegne på dem med stearin, binde blomster eller blade fast til dem, eller pakke dem ind i stanniol.

Til selve farvningen har jeg (med varierende held) brugt:

  • løg (kun skallerne)
  • eddike
  • kulør
  • kaffegrums
  • stanniol
  • stearinlys

farvede påskeæg

To af mine æg blev pakket ind i løgskaller og stanniol, og kogt i to timer.

To andre fik først et tyndt, ujævnt lag stearin lagt på dele af skallen, blev så kogt i kaffegrums, og fik til sidst en tur i løgvandet (fordi det med kaffegrums ikke rigtig virkede for mig).

De to sidste blev kogt med løgskaller, eddike og kulør (og det er desværre ikke det mærkeligste, der er sket i mit køkken. Gid det var, dog).

De er alle blevet gnedet med lidt olie efter kogningen.

Den mere indlysende måde at skabe farvevariation på, nemlig kogning med rødbeder, var uheldigvis ikke en mulighed. Havde ingen rødbeder, og kunne ikke finde dem hos købmanden hernede – og det var trist, for de bliver ellers også flotte.

God påskefornøjelse – og hvis I puster æg, må I da gerne lige dele et billede 😉

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Smukt marmorerede æg
    jeg tror der findes en æggepuste dims….

    1. Tak 🙂

      Jeg ved at der er nogen som bruger en næsesuger – sådan en gummibold med spids. Har ikke selv prøvet det, men det lyder fornuftigt.

Comments are closed.