Garnfarvning med børn – og en nem scrunchie

Forleden tilbragte barnevidunderbarnet og jeg den dejligste eftermiddag med at farve garn, som jeg senere strikkede scrunchies af. Jeg tænkte at jeg ville vise jer, hvordan vi gjorde, for det var virkelig nemt; vi brugte udelukkende ting, som kan hentes i det nærmeste supermarked – og resultatet blev noget så flot!

Hvis du skal farve garn sammen med børn, vil jeg klart anbefale at du bruger frugtfarver. De er fuldkommen ugiftige, hvilket betyder at I slet ikke behøver at være forsigtige, og at du kan bruge dine helt almindelige husholdningsredskaber.

Du har brug for:

  • Garn. Det giver lidt sig selv – men husk at resultatet bliver bedst, hvis du bruger garn af animalske fibre, altså for eksempel uld, mohair eller silke. Superwashbehandlede garner tager farve virkelig smukt, så har du noget af det, er det oplagt at bruge her!
  • En sjat hvid eddike – ca. 3 dl.
  • Frugtfarve i forskellige nuancer – husk at det allersjoveste er at blande farver selv!
  • En række små vandglas til at blande farver i (de er nemme at vaske rene bagefter).
  • En ske til at hælde/male farverne på med.
  • Noget at sprøjte farven på med. Det kan være en pipette, en engangssprøjte, en tom sulfoflaske eller lignende.
  • En mikrobølgeovn. Garnet skal varmebehandles for at få farven til at sætte sig, og det er klart nemmest og sikrest i en mikrobølgeovn. Du kan selvfølgelig også bruge en stor gryde, hvor du småkoger garnet en halv times tid, men det er knap så morsomt for børn.
  • Et varmebestandigt fad (ikke metal) som passer i størrelse til din mikrobølgeovn.

garnfarvning med børn

Start med at vinde garnet op i fed, så farven kan fordeles over det hele. Hvis du har en garnvinde, er det hurtigt gjort, og ellers må du bruge to stolerygge eller lignende. Jeg har delt et nøgle Fabel op i to, så vi kunne lave forskellige farvekombinationer. Bind 3-4 små løkker af ufarvet bomuldsgarn omkring det, så det ikke filtrer alt for meget sammen.

Læg dit garn i blød i en blanding af lunkent vand og eddike – omtrent et par dl eddike til en liter vand. Det skal ligge mindst en halv time, men gerne længere.

Og så er vi klar til det sjove! Bland forskellige farver i en række vandglas. Vi lavede glas med 1 del frugtfarve til 0,5 del vand og 1 del frugtfarve til 3 dele vand, og af disse grundblandinger blandede vi forskellige farver, så vi kunne lave en hel regnbue!

garnfarvning med børn

Tag et fed garn op af eddikevandet, og læg det i et fad. Lad det være godt vådt, men hæld ikke yderligere vand ved. Nu kan man male, sprøjte eller hælde farverne på, så man får lige det resultat man ønsker sig. Der er ingen hast undervejs. Farverne kan fint vente på, at man får bestemt sig for, hvilke kombinationer der er de allerflotteste.

Når farven er kommet på, er det en god ide lige at vende garnet om, så man kan tjekke at bagsiden er som man ønsker den – brug gerne handsker til denne del, hvis du ikke har lyst til mangefarvede fingre!

For nogen børn er det rigtig vigtigt med et flot resultat. Hvis du arbejder sammen med et meget resultatorienteret barn, kan du hjælpe processen på vej ved forsigtigt at vejlede lidt. Pas på ikke at kvæle deres skaberglæde med en masse regler, men fortæl dem gerne, at farverne bliver pænest, hvis de støder så tæt op til hinanden, at de lige præcis blandes en smule. Er de for langt fra hinanden kommer der hvide pletter (hvilket også kan være fint, hvis det er dét man går efter), og er de for tæt sammen, bliver det hele til et stort, brun-violet ælte.

garnfarvning med børn

Hæld en lille smule vand (gerne eddikevandet der blev brugt til iblødsætning) ved, og varm garnet i mikrobølgeovnen. Jeg gav det 2 minutter ved højeste effekt, lod det afkøle 2 minutter, gav det 2 minutter mere, lod det igen afkøle, og gav det så en tredje omgang.

Når garnet er varmebehandlet skal du lade det køle af, hvorefter det skal skylles grundigt igennem med lunkent vand. Husk at uld tåler høje temperaturer, så længe man ikke roder med det, gnubber, vrider eller tilsætter sæbe! Til gengæld tåler det ikke temperatursvingninger, så vær opmærksom på at garn og vand skal have nogenlunde samme temperatur.

garnfarvning med børn

Efter vask trykker du vandet ud af garnet, og hænger det til tørre. Gerne et sted hvor alle kan beundre det fine resultat!

Når det er helt tørt, kan du vinde det op – og når det ligger klar som nøgler, kan man omsider få en fornemmelse af, hvordan det vil fungere, når det bliver strikket op!

garnfarvning med børn

Jeg blev sat til at strikke scrunchies af det færdige garn, og det var heldigvis en nem og overkommelig opgave. Jeg slog 75 masker op på en lille rundpind 3, og strikkede til jeg syntes det passede (ca. 8-10 cm). Så vendte jeg vrangen ud på det lille rør, trak en almindelig hårelastik over det, og syede de åbne masker fast til opslagskanten  med maskesting – og barnevidunderbarnet kunne stolt promenere sit værk!

garnfarvning

 

 

 

Måske vil du også læse...

7 Comments

  1. Åh det er en fin lille aktivitet. Minder mig om min egen barndom, hvor vi også farvede garn på den Byggelegeplads jeg gik. Kh. Birgitte

    1. Hurra for byggelegepladser!!! Jeg husker dem som små bidder af himlen

  2. Kristin Meulengracht Ledet says:

    Tusind tak. Det lyder som en rigtig sjov ting at lave sammen:-)
    God sommer☀️

    1. Det er super sjovt – håber du får lejlighed til at prøve det!! Også god sommer til dig

  3. Inga says:

    Giver det ikke svineri i mikroovnen?

    1. Næ, det har jeg ikke oplevet

      1. Inga says:

        Tusind tak, det skal prøves

Comments are closed.