Når jeg er herovre i den vestlige ende af USA, vil jeg rigtig gerne se noget af den imponerende natur. Når Peter er med, vil han rigtig gerne ikke køre alt for meget.
Jeg er vild med rå, utæmmet natur, især hvis den er lidt til den barske side. Læg dertil min let bizarre fascination af døden, og så kan det vel ikke overraske, at jeg foreslog, at turen fra Los Angeles til Las Vegas kom til at gå gennem Death Vally. Altså helt ærligt; navnet alene! Og så er det USAs varmeste, tørreste og lavest beliggende nationalpark – en hed gryde, der bare står og simrer. Det skorter da heller ikke på advarsler, når man begiver sig derind, men de bidrager egentlig kun til den festlige stemning.
Turen er flot under alle omstændigheder. Den går igennem Mojave ørkenen, langs enorme saltsøer, og det er så helt åndssvagt smukt, at det ville være skørt ikke lige at slå et smut omkring Death Valley (ok, lidt mærkelig argumentation, men prøv lige at følge mig…).
Mit forslag var, at vi skulle køre ind i parken fra den vestlige side, ind til Furnace Creek Visitor’s Centre, og derfra ned mod Badwater. Herfra ville jeg tage Artist Drive tilbage, fordi den fører gennem nogle helt fantastiske ørkenscenerier, hvor forskellige mineraler i jorden skaber en helt ubeskrivelig symfoni af farver midt i alt det golde og udtørrede. Endelig ville jeg vælge Highway 190 ud mod parkens østside, for hvis man kører den vej, rammer man nogle imponerende udsigtspunkter ved Zabriskie Point og Dante?s View. En dejlig tur jo – men desværre også en omvej på 4-5 timer, og det fik jeg ikke point for.
Et andet forslag var at hoppe i bilen i Las Vegas, og lige smutte ud forbi Grand Canyon. Det har vi gjort før, for en del år siden, men ham min elskede kunne desværre udmærket huske, hvordan den lille centimeter jeg udpegede på kortet, kom til at tage os hele dagen. En hel dag i bilen, inklusiv øde, solstegte ørkenveje og skriftlige advarsler fra vred politimand – og kun en time i selve Grand Canyon.
Denne interessekonflikt udgjorde en potentiel trussel mod husfreden (hotelfreden?), så vi valgte det eneste fornuftige: vi indgik et kompromis. Grand Canyon-kompromisset.
Vi tog en helikoptertur i skumringen. Vi blev fløjet ud til Grand Canyon, hvor vi landede i selve kløften, drak et glas champagne og gik lidt på opdagelse, inden vi fløj tilbage i solnedgangen. Turen er fantastisk i sig selv, fordi man flyver over udslukte vulkaner, Hoover Dam og Lake Mead, men intet kan måle sig med selve kløften. Nøj, hvor den er fin!
Jeg har virkelig prøvet at begrænse mig, og gjort mig rigtig meget umage med kun at udvælge de aller-aller-bedste billeder fra turen, men må nok advare om at der er alvorlig billed-spam forude…
Det var så afskyeligt dyrt, at jeg stadig får lille smule blodsmag i munden når jeg tænker på det – men det var hver en krone værd. Uendelig smukt, vanvittigt imponerende, og på alle måder en oplevelse for livet. Plus en udmærket løsning på en lurende konflikt 😉
Wow, siger jeg bare!!! Hold op, nogle flotte billeder. Sikke en oplevelse. Jeg kan se, jeres rejse nu er ved at være ovre, men I kommer godt nok hjem med mange dejlige minder (og en hel del shopping 🙂 ) Du kan i øvrigt sagtens tage 6 lage tøj på for at undgå overvægt, det passer fint med det danske sommervejr. God tur hjem! Kh Malin
Hahaha – jamen så er det hele jo fint 😉