Efterårsbøger skal være rare. Vi skal have det godt i efteråret, og vi skal læse gode, hyggelige bøger, som kan pusle og forundre og gøre vores verden større. Og det kan kan Mariana Lekys Hvad man kan se her fra – ironisk nok, fordi den faktisk handler om en meget lille verden.
I Hvad man kan se herfra, får vi lov at se, hvad Luise kan se fra dér, hvor hun er. Hun har nemlig ikke umiddelbart den store trang til at rykke sig. Luise bor i den lille sydtyske landsby Westerwald med sin venlige, men ubeskriveligt dysfunktionelle familie. Den eneste stabile voksne i familien er Luises farmor, Selma. Selma er faktisk hele landsbyens samlende kraft, og den første man henvender sig til, når man bliver bange. Mor har et forhold til indehaveren af is-cafeen, og far har en psykoanalytiker, som mener at fars indkapslede smerte bør eksternaliseres i form af en gigantisk hund. Som Selma og Luise skal passe, naturligvis. For far er næsten aldrig hjemme, fordi han mener at man først begynder at eksistere, når man er langt væk hjemmefra.
Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Olga.
Selma er en helt særlig kvinde, som hele landsbyen kender. Når Selma drømmer om en okapi, vil én i landsbyen dø indenfor 24 timer – og det er sket tit nok til, at hele landsbyen sættes i undtagelsestilstand, når okapien dukker op. Alle skal have ’ryddet op’ og komme af med deres hemmelige sandheder.
Men hvad så, når Selma drømmer om en okapi, og det er en helt forkert én, der dør?
”Er alle her endnu?” spurgte jeg. Selma og optikeren så på hinanden, og så opfandt Selma verden endnu engang.
”Nej”, sagde hun. ”Ikke alle er her mere. Men verden findes endnu. Hele verden minus en.”
I anden del af bogen er Luise blevet voksen. Hun lever stadig i Westerwald, og trives fint med hvad man kan se derfra – og en dag ser hun Frederik. Hun bliver stormende forelsket, men er ikke erfaren i kærligheden. Heldigvis er Selma stadig ved hendes side, som den urokkelige klippe af kærlighed, omsorg og snusfornuft:
Den indtrængende kærlighed, tænkte jeg, går rundt og sætter sit segl på alt, hvad man ejer, og siger: ”Det her og det her tilhører ikke længere dig.”
”Du blander noget sammen, Luise,” sagde Selma, ”det er ikke kærligheden, det er døden.”
Bogen byder på lige dele festlige absurditeter, rørende inderlighed og stille grusomhed, og er helt umulig at lægge fra sig.
Jeg har desværre ikke læst tysk de sidste 30-40 år, men er faktisk fristet til at forsøge mig igen. Hvad man kan se her fra er nemlig er den eneste af Mariana Lekys bøger som er oversat til dansk, og jeg vil bare så gerne have mere fra hendes poetiske pen. Men mon ikke der kommer flere oversættelser? Det håber jeg!
