Nu er jeg ved at være ved vejs ende med Johns hentesæt – og i god tid endda. Vi venter ham først om en måneds tid, men det er rart at være færdig med det, skulle han nu beslutte sig for at kigge frem før tid. Jeg har lavet en lille top, en trøje, bukser og hue til ham, og nu altså også sokker.
Der er mange der er lidt urolige over at give sig i kast med at strikke sokker. Indrømmet; der er mange pinde at holde styr på, men til gengæld er det et hyggeligt projekt, og noget hvor man virkelig kan se sin indsats give resultater. Og hvis det er første gang du skal strikke sokker, er babysokker nok den allerbedste ide, fordi de er så små og nuttede!
Opskrift på strikkede babysokker
Fodlængde 8 (10) 11 (12) 14 cm – svarende til ca. 0 (3) 6 (9) 12 mdr
Strikkefasthed 24 m på 10 cm i glatstrik med p 3
Garnforbrug 50 (50) 100 (100) gr Baby Alpaka Merino i farven mint
Skaft
Slå 32 (36) 40 (40) 40 m op på strømpepinde nr. 3. Strik dobbeltrib (2 r, 2 vr) til arb måler 4 (4) 5 (5) 6 cm.
Strik nu glatstrik, og tag 4 (6) 8 (6) 4 m ind på første omg, så du har 28 (30) 32 (34) 36 m tilbage.
Efter 1,5 cm strikker du hæl over de første 14 (15) 16 (17) 18 m, og lader resten af maskerne hvile.
Hæl
Strik glatstrikning over hælens 14 (15) 16 (17) 18 masker til det måler 3 (3,5) 4 (4) 4,5 cm, og fortsæt så således:
1. p (fra retsiden): Strik til der er 5 (5) 5 (6) 6 m tilbage, tag næste m løst af, strik 1 r, løft den løse m over, vend arb.
2. p (fra vrangsiden): Strik til der er 5 (5) 5 (6) 6 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 vr, løft den løse m over, vend arb.
3. p (fra retsiden): Strik til der er 4 (4) 4 (5) 5 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 r, løft den løse m over, vend arb.
4. p (fra vrangsiden): Strik til der er 4 (4) 4 (5) 5 m tilbage, tag næste m løst af p, 1 vr, løft den løse m over, vend arb.
Fortsæt indtagningerne på denne måde, ved hele tiden at strikke til der er én maske mindre tilbage før der tages ind, indtil der er 6 (7) 8 (9) 10 m tilbage på p.
Fod
Efter hælen er strikket tages der 7 (8) 9 (9) 10 m op på hver side af hælen, og de masker du tidligere lod hvile strikkes nu igen med. Således har du nu 34 (40) 42 (44) 48 m på omg. Fortsæt rundt over alle pindene i glatstrik. På hver anden omg strikkes 2 r sm der hvor du delte hælens masker fra oversidens masker. Gentag indtagningerne indtil du har 26 (30) 30 (30) 32 m tilbage.
Strik til foden måler 6,5 (8) 9 (10) (12) 12 cm. Sæt to markeringer: den ene ved starten af omg, den anden efter 13 (15) 15 (15) 16 m (begge markeringer skal sidde på siden af foden – se foto).
Tag ind til tå på begge sider af de to markeringer på hver omg (altså 4 m hver omg), indtil der er 6 (8) 8 (8) 10 m tilbage. Strik 1 omg, fold foden flad, og sy de åbne m sammen med maskesting. Hæft ender og damp arbejdet let.