Jeg holder meget af de langsomme glæder, og de langsomme aktiviteter. Vandreture, bilferie, meditation, murstensromaner og strikketøj – alt sammen noget der fordrer, at man tager sig tid. Men det langsommeste af alt er vel havedyrkning (med mindre man går til yderligheder, og tager ’stenudhulning ved dryppende vand’ op som hobby…). Haven er langsom, og utroligt nydelsesfuld i sin langsommelighed. Det træ, jeg planter nu, vil jeg næppe nå at sidde i skyggen af – men det gør ikke noget. For haven er langsom, og haven er bygget af drømme.
For 23 år siden fik jeg ny have. Vi flyttede her til Højgård, og jeg var så heldig, at jeg fik muligheden for at starte helt fra bunden. ’Haverne’ bestod nemlig af hundegårde og marker, og på den måde var der jo frit valg på alle hylder.
På det tidspunkt var der ikke den store haveinteresse til stede, så jeg skrabede lidt møg væk fra stykket mellem husene, placerede et par borde og bænke, og bød velkommen til min gårdsplads. Senere kom havelysten snigende, lidt ad gangen, men jeg kan stadig ikke mønstre nær den samme entusiasme som rigtige havemennesker. Som for eksempel Frk. T, som bor herude med os. Hendes have er en yndefuld drøm af solpletter og staudebede, og jeg elsker at besøge den. Hvert forår frister hun mig med ambitiøse projekter, som skal forvandle mit vildnis til noget mere velpasset og blomstrende – men hvert år formår jeg at snige mig udenom. For jeg kender mig selv og min dovenskab godt nok til at vide, at jeg hellere skal være glad for, at jeg jo i bund og grund ret godt kan lide mit fortryllende vildnis. Det er et godt, langsomt sted at spilde de lange sommerdage. Og selvom blomsterdrømmen stadig har et solidt tag i mig, er jeg med tiden blevet klog nok til at indse, at det er en af den slags drømme, som bør forblive en drøm.
Jeg tror, der er stor værdi i at være ærlig overfor sig selv, når det kommer til haven. Hvor sjovt synes du i virkeligheden det er at nusle rundt i den? Hvor mange lykkestunder i hængekøjen vil du være glad for at bytte med lugearbejde? Hvad er ægte haveglæde for dig – og hvordan tjener du den bedst?
For selvfølgelig kan man ødelægge sin haveglæde, hvis man vil. Det gør man ved at stille en masse store krav til sig selv og til haven, om at den skal se ud på en helt bestemt måde, gro efter et planlagt mønster, og være sirligt velfriseret. Hermed ikke være sagt, at havearbejde altid er af det onde! Havearbejde er hyggeligt, når man selv har valgt det, og lykkelige er de mange stunder, jeg har tilbragt med at grave, luge, klippe og drømme i min have. For haven kalder på drømme, og når der bliver kaldt, skal man lytte.
