Om at finde drømmehuset

Tilbage i 1989 ledte ham min elskede og jeg efter hus for første gang. Vi gjorde et pragtfuldt køb – et forfaldent dødsbo, som var kun en lille smule for dyrt for os. Vi fejrede købet ved at se det alderstegne oliefyr bryde sammen få timer efter overtagelsen. Drømmehuset…

Efter nogle års hårdt arbejde stod huset snorlige, præcis som vi ville have det. Derfor gjorde vi lige den seneste ombygning helt færdig, malede de sidste lister, kørte byggeaffaldet væk, og begyndte at kigge os om efter et nyt sted at bo.

Jeg er en smule impulsiv, og har ind imellem et voldsomt overskud af energi, som kan skabe nogen festlige situationer. Vi så på tre ejendomme (3!!), før vi underskrev en slutseddel. Valget var ikke så svært; faktisk var et af stederne så grimt og forfaldent, at min mand, straks vi kørte ind på parkeringspladsen, sagde til mig: “Det kan du godt glemme alt om. Her kommer vi aldrig til at bo”.

Her er slet ikke grimt og forfaldent mere, og idag er han mere knyttet til stedet end jeg er…

Noget af det han reagerede på, var gårdspladsen. Den var ikke så velholdt, men desværre heller ikke forfalden på den romantiske måde. Forfald kan jo være bedårende, med smukke gamle bygninger som langsomt overgiver sig til tidens tand, alt imens naturen rykker ind og tager sit gamle territorium tilbage – men det kan også være rædsomt, med skrotbiler, rottelort og flere generationers skrald (ægte skrald – ikke skjulte skatte!). Vores drømmehus var mest til sidstnævnte side.

For nej, ovenviste var ikke standarden. Der var kun et enkelt hjørne der var så yndigt, resten lignede en krydsning mellem en bilkirkegård og en losseplads. Der var, med andre ord, masser af muligheder, og vi kunne uden videre gå i gang. Alt vi lavede, ville helt automatisk være en forbedring 😉

Haverne var heller ikke imponerende (jeps, det er en ged på billedet. Ikke vores). Halvrådden ensilage overalt, gamle eternitplader og mystiske vildfarne stumper, alt sammen dekoreret i forskellige farver af rødt. Der var meget rødt på gården.

Indvendigt, til gengæld, var det… gennemført afskyeligt. Det har jeg slet ingen billeder af. Jeg tænker, at ethvert kamera ville gå i strejke, hvis man bad det om at indfange noget så hæsligt. Tænk nålefilt og cigaræsketræ – ikke umiddelbart materialer der ældes med ynde. Eller har nogen som helst form for ynde, uanset alder.

Det er blevet til mange timer med gravemaskiner, trillebøre, skovle, spader og håndværkere – men hvad gør det?? Nu, to store ombygninger senere, har vi fået det, præcis som vi vil have det.

Du kan besøge drømmehuset her og her, se entreen, gæstetoilettet, vores køkken, spiseplads og stue, komme med ud i haven, og se længerne – eller du kan tage den store rundvisning, hvor du også kan se vores sommerhus.

Vi har skoven som nabo, søen om hjørnet, og Klokkekildeløbet går lige gennem vores baghave. Beliggenhed, siger jeg bare! Og det er jo det vigtigste. Resten kan fikses – og så er man sikker på at man får det, præcis som man allerhelst vil have det.