Langsom Lørdag – efterårs-blues

Efterår er min yndlings-årstid (næst efter jul…), men jeg er godt klar over, at det ikke er sådan for alle. Efterårets tunge, mættede farver der langsomt grånes, de dunkle, regnfulde dage og de stadigt mørkere aftner kan opleves som triste. Derfor giver det god mening at beskæftige sig aktivt med glæde på denne tid. Hvordan finder vi glæde midt en omgang efterårs-blues?

Uanset vejret, lyset og årstiden, så kan vi alle have perioder, hvor livet er gråt og trist. Den ene smertefulde oplevelse afløser den anden, og det virker som om man aldrig får ro. Når jeg går gennem sådan en periode, så griber jeg tit mig selv i at tænke at nu må jeg da snart få en pause – det kan da ikke blive ved… men det kan det. Det er nemlig en del af den menneskelige præmis, at vi vil komme til at opleve sorg, lidelse og smerte. Det er ikke ligefrem nogen trøst, det ved jeg godt – men det er sådan set heller ikke ment som en trøst. Det er ment som en serviceoplysning. Det er sådan ting er, og jo hurtigere vi accepterer det, jo nemmere vil vi kunne navigere i det. Det er nemlig sådan, at når ting er svære, så er det let at være tung, men tungt at være let. Jeg har været inde på det mange gange før, men tænk lige over det igen: det er let at være tung, men tungt at være let.

Det kræver en ekstraordinær anstrengelse at hive sig selv op ved sokkeholderne, når livet er trist, men det kræver nærmest ingenting at lade sig synke hen i mismod. Tristhed avler tristhed, og der kræves en aktiv beslutning for at gå imod strømmen. Jeg foreslår ikke at nogen skal lukke øjnene for problemer; det kan være meget uhensigtsmæssigt, og endda decideret farligt, fordi man så ikke får gjort det der skal gøres. Man skal ikke lalle sig igennem hårde tider, ikke vende det blinde øje til, og lade som om de ikke er der. Man skal forholde sig realistisk til det der er, tage sig af det der skal gøres, og også tage sig tid til at holde lidt om sig selv og andre. Man må godt være ked af det, og ens tristhed fortjener at blive mødt med varme og omsorg.

Man skal bare ikke hænge fast i det, og man skal for alt i verden ikke dyrke det. I stedet for viljesløst at lade sig suge med ned i tristheden, kan man vælge at gøre anderledes. Det kræver en indsats, men det er umagen værd. Når man aktivt vælger at gøre noget ekstra, for at komme op på 100 % dedikation, så er det ofte sådan at selv en forholdsvis lille ekstra anstrengelse gør at man kommer meget langt. Jeg tror, det er fordi man går ud af sin komfortzone; man tvinger sig selv til at gøre mere end normalt, og derved aktiverer man dele af sindet, som ellers får lov at sove.

Når jeg er trist, samler jeg på lyspunkter. De er der altid, og de gror under min opmærksomhed. Hvis alt er gråt, er det nemt at overse et venligt smil fra en fremmed – men hvis jeg giver mig tid til at se det, vil den glæde det vækker i mig vokse. Det tror jeg på, fordi jeg har set det tit nok: At alt vokser under vores opmærksomhed, både det triste og det glade.