…lidt selvmodsigende, men jeg er jo i tilbagetrækning, og har vældig lyst til at komme tilbage til templets langsomme liv…
Jeg kunne bare ikke modstå fristelsen til at prale en lillebitte smule. For det må man godt, har jeg besluttet. Altså prale. Jeg er virkelig glad og stolt, og det har jeg lyst til at dele med jer – min nye bog er nemlig omsider udkommet!
Den har været mange år undervejs, som jeg også skriver i dens efterskrift: først som en spæd ide, så som konkret projekt, og ind imellem som en sort sky af dårlig samvittighed.
Her bagefter har jeg egentlig haft lyst til at skrive det hele om, rub og stub, for det kan altid blive bedre. Det gjorde jeg nu ikke. Jeg rettede de værste fejl, og så prøver jeg ellers at finde ro med, at bogen er ufuldstændig. Den ro finder jeg blandt andet i det faktum, at ufuldstændighed er en enhver meditationsmanuals præmis. Jeg tror simpelthen ikke, det kan lade sig gøre at skrive en korrekt meditationsmanual. Det er prøvet tit nok, og rigtig mange af forsøgene er så gode, at jeg kommer til at ryste på hænderne, når jeg husker på, at det er den tradition jeg har forsøgt at skrive mig ind i. Men uanset hvad, så kan ingen bog beskrive så dynamisk et værktøj, så subtilt et håndværk, som meditation er. Det jeg har forsøgt at beskrive i bogen, er dels min egen vej, dels hvordan man ville lære meditation, hvis man kom til en af vores lokale grupper.
At stoppe og se er mit forsøg på at skrive en moderne meditationsmanual, solidt grundfæstet i de ældgamle belæringer fra munken Chih-I. Han skrev uendeligt klogt, men desværre også umådeligt vanskeligt tilgængeligt, om meditationssystemet Shikan, som er det meditationssystem, jeg primært er uddannet i.
Indholdet er jeg rigtig godt tilfreds med, og at det grafiske ikke er optimalt, lærer jeg at leve med. Jeg minder mig selv om det japanske princip om Wabi-Sabi; at det er de små fejl, der gør perfektion. Det var nok aldrig meningen at princippet skulle anvendes som undskyldning for ringe omhu og dygtighed i forhold til en bogs opsætning, men jeg drejer det lidt, og håber at blive tilgivet.
Uanset hvad, så er jeg glad, lettet og stolt. Det er skønt omsider at have frugterne af de mange års arbejde på gaden, så at sige – og det giver mig frihed til at fokusere på noget andet. Skal nok finde på et nyt projekt, for jeg trives bedst med projekter, og holder vældigt af at have en hel håndfuld bolde i luften. Bare nogen af dem lander ind imellem 😉
Godmorgen. Tillykke med bogen – det må være en kæmpe tilfredsstillelse at få den udgivet, Jeg håber, den blive godt modtaget i de relevante kredse.
Tak! Det er en ubeskrivelig lettelse at være færdig med den, og jeg er både tilfreds med afslutningen på det kæmpe projekt og med resultatet!
Stort tillykke med din meget flotte bog 🙂
Det er et stort arbejde der ligger bag og sikkert tusinde tanker og fordybelser.
Godt gået/skrevet 🙂
Tak Tina. Ja, det er et gigantisk arbejde at skrive en bog – selv når det er et emne man er komfortabel med. Alene det at sortere alle tankerne, for slet ikke at tale om at få dem på papir. Men nu er det gjort, og det er rart!