Ugen har været stille. Meget stille. Første kuld unger forlod os i lørdags, og næste kuld kommer først i aften, så vi har været alene i verden. Og det er også en slags ok, for vi er vældig godt selskab, ham min elskede og jeg. Ikke noget empty nest syndrome her, selvom vi da egentlig godt gad at have vores skægge og charmerende unger omkring os hele tiden.
Vi har nydt lange dage på Comosøen, kun afbrudt af lange frokoster i søens charmerende småbyer. Det er ikke svært at være begejstret over den fabelagtige skønhed der omgiver os til alle sider, og den ultimative form for privatliv man har midt ude på søen. Det er besynderligt, at så få bruger selve søen – bortset fra færgerne og en enkelt sejler i ny og næ, fungerer søen nærmest som vores helt egen swimming pool.
Det var faktisk en af de helt tungtvejende grunde til, at vi valgte at købe hus her i området: kombinationen af fest, farver og menneskemylder i småbyerne, og fornemmelsen af totalt afsondret ensomhed (tosomhed, som regel) i bjergene og på søerne. Og så selvfølgelig den storslåede skønhed, den gode mad og det tilbagelænede liv.
At ligge ude på vandet og lade sig vugge blidt af dønningerne, mens man lytter en god bog (for det bliver man ikke søsyg af), eller snupper en middagslur. Nogen holder af at hoppe i vandet, og det skal nogen have lov til. Selv har jeg ikke behov for det kolde gys, og bader helst ikke i vand der er meget under 30 grader.
Vores lille by, Bilate, er forladt, bortset fra os. Det er præcis som jeg foretrækker det – de eneste naboer er får, høns og æsler, som folk inde fra Den Store By (Gottro, som formentlig har omkring 200 indbyggere, hvis man tæller på den generøse måde) tager sig af.
Vores 98-årige nabo – som slet ikke er vores nabo, for han bor selvfølgelig inde i byen, men han kommer ud forbi os nærmest hver dag. Tidligere kom han sprængende i en lille, trehjulet ladvogn hver morgen kl. 7 (og så fik vi ligesom også noget ud af dagen!) for at passe sine marker og dyr, men de senere år er det bare blevet til hyggeture.
Jeg har tænkt mig at blive gammel på italiensk. De kan noget med at holde sig i gang, og der er en livsalig strøm af gamle nisser, som hver aften i skumringen tusser ud forbi vores spøgelsesby, ud til et fint lille udkigspunkt lidt længere fremme. Har de ondt ved at gå, støtter de sig gerne til en gammel klapvogn, for ud at gå, det skal man.
Denne her udsigt bliver jeg aldrig træt af. Da vi flyttede hertil, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville tage den for givet. Det løfte har jeg holdt. Det er det første jeg ser om morgenen, og det sidste jeg ser inden jeg går i seng, og jeg lader mig villigt begejstre hver eneste gang.
I går tilbragte jeg en god bid af dagen her, i fuld gang med Dewey’s Readathon. Jeg fik læst en håndfuld bøger, lidt fra min sommerlæsestak, og lidt fra mine bugnende hylder hernede – og dejligt var det 🙂
Men for nu at komme tilbage til udsigten, så er den måske i virkeligheden allerbedst når der er torden i det fjerne, lynene knitrer over søen, og man kan følge uvejret vej hen mod os. Tordenvejr er noget af det mest fascinerende; voldsomt og betagende og noget så hyggeligt. Bortset fra selvfølgelig, at strømmen nærmest pr. automatik slår fra, så såre der er den mindste rumlen i luften… Utallige er de gange, jeg er løbet ud i styrtregn for at bakse vores el-skab op og slå strømmen til igen. Trods alt til at have med at gøre, når vi er i huset – men er man andetsteds, kommer strømmen jo ikke tilbage. Heller ikke til fryseren. Lærte, på den hårde måde, at tømme fryseren før afrejse – uden at gå i for mange udelikate detaljer kan jeg videregive den erfaring, at optøede madvarer bliver utiltalende efter bare ganske få dage…
I aften kommer tre af mine yndlingsmennesker, og jeg glæder mig sådan til at se dem. De skal forkæles med store bidder af Italien, og det bliver magisk. Jeg ønsker jer alle en helt igennem vidunderlig uge, om I stadig har ferie, eller er kommet tilbage til hverdagen. For ja, hverdagen… den kan altså også noget!
