Langsom Lørdag – om kontrol og sameksistens

Jeg har lavet en regel. Det er der sådan set ikke noget nyt i; jeg elsker at lave regler, og gør det hele tiden – naturligvis blot for at bryde dem igen, og sådan skal det såmænd også nok gå med denne. Men altså. Min tanke er, at jeg vil dedikere bloggen her til de gode og hyggelige ting i livet. Lade den være et pusterum, om man vil. Det er ikke, fordi jeg ikke ser med stor alvor på de forfærdelige ting der sker i verden, men simpelthen fordi der er så lidt brugbart, jeg kan sige om det. Jeg er ikke læge, ikke epidemiolog, og kan ikke bidrage med noget som helst fornuftigt. Og så kan jeg jo ligeså godt fokusere på det, jeg kan: hygge og hverdagsglæde. Det er også derfor, ugens indlæg har handlet om gæstefløj og håndstrik.

Mit liv i karantæne er jo ikke meget forskelligt fra mit almindelige liv. Jeg er introvert til benet, så jeg har ikke for vane at opsøge mennesker, og mit arbejde foregår hjemmefra. Så karantæneliv ved jeg vel i virkeligheden en smule om, men den smule har jeg allerede delt. Jeg har delt mine ideer til karantænehygge, og mine erfaringer med at arbejde hjemme – og så har jeg egentlig ikke så meget mere brugbart at bidrage med.

Andet end denne påmindelse:

Ingen af os kan kontrollere hele verden, men alle påvirker vi alting.

Hvis du tænker lidt over det, er det faktisk en ret stor mundfuld. Du kontrollerer intet, men påvirker alt. På én gang en lettelse, og noget af et ansvar.

Jeg mediterer nogen gange på Indras Net. Jeg ser for mig et stort net, som udgør hele verden. Nettet består af tråde, som samles på kryds og tværs, og i alle samlingerne sidder der strålende diamanter. Disse diamanter genspejler hinanden, så du i hver diamant kan se alle de andre – helheden er i detaljen. Samtidig er hver enkelt diamants billede skabt af alle de andre. så hvis én diamant ændres, ændres de alle – detaljen er i helheden. Det er et fint billede på, hvordan vi hver især påvirker alt, men samtidig ikke har nogen mulighed for at kontrollere det hele.

Det er en lettelse at give slip på de konstante forsøg på at få kontrol, og hvis Coronaen kan give os noget (udover Covid 19…), så er det en oplagt chance for at se, hvor håbløs vores jagt på kontrol er. Det er vidunderligt at lade skuldrene sænke sig, og bare give slip. Og det er slet ikke spor svært. Det er jo faktisk en ikke-ting; man lader bare være med at holde fast.

Samtidig har denne krise også med al ønskelig tydelighed vist, hvordan vi alle påvirker alt. Der kræves bare én skødesløs person for at sprede smitte. Bare ét øjebliks tankeløshed, og man kan ende med at være årsag til fortvivlelse, sygdom og måske endda død.

I den mindre fatale ende er det også tydeligt, at vi påvirker hinanden. Hvordan behandler vi hinanden? Viser vi omsorg og tapper gavmildt af vores overskud, eller krøller vi os sammen og bider fra os? Spreder vi varme og håb, eller har vi udmattet os selv til et punkt, hvor vi ikke længere har noget at give? Det er kun alt for nemt at udmatte sig selv i disse tider. Det er bare at være på internettet konstant, og reagere på enhver nyhedsnotifikation.

Det er vigtigt at være informeret og nogenlunde opdateret, men jeg har besluttet, at for mig må to gange om dagen være nok. Formiddag og tidlig aften. Fordi det skal ikke være det første, jeg ser om morgenen, og ikke det sidste jeg ser, inden jeg går i seng.

Hvordan håndterer I krisen? Holder I modet oppe – og hvordan bevarer I håbet?