Langsom Lørdag – om minder

Nu har jeg efterhånden levet længe nok til at kunne se, hvordan forskellige diller fra tid til anden strømmer hen over os og trækker sig tilbage, for senere at komme igen. Som bølger ved en strand, og jo egentlig meget hyggeligt, hvis ellers man kan lægge kynismen fra sig, og prøve at glemme alt det, man ved.

En af de diller, der jævnligt vender tilbage, er det med oprydning. Ikke sådan at forstå at ingen nogensinde rydder, med mindre det er topmoderne – jeg taler om de helt gennemgribende oprydningsdiller (på Marie Kondo-måden). Der, hvor vi efterlades tilbage med gabende tomme skabe, reoler, skuffer og vægge…

Jeg er stor fan af oprydning, både på den meget omfattende måde, på 20 minutter om dagen-måden, og på kompakt garderobe-måden, men minimalist bliver jeg aldrig. Jeg elsker T.I.N.G. Små pudsige souvenirs, minder om svundne tider, fotografier, fine skatte – alt det dejlige, som giver min dag glasur på.

Der er bare dét ved det, at minder meget ofte ender i en vakkelvorn papkasse bagest i et skur. Og det er synd, for dér kan ingen nyde dem. Fotografier i en æske bliver ikke elsket, men omvendt kan man jo heller ikke smide dem ud!

I gamle dage, for sådan ca. 20-30 år siden, var jeg vældigt god til at lave albums med mine fotografier. Jeg puttede alt muligt i dem – koncertbilletter, teaterprogrammer, restaurantregninger og meget mere, som kom ind sammen med mine fotos og lidt tekst. De albums holder jeg meget af. Jeg har dem troligt stående, og tager dem faktisk frem fra tid til anden og bladrer i dem. Meget ofte ender det med, at familiens øvrige medlemmer kobler sig på, og vi tager en fælles tur ned ad mindernes sti.

Men så kom livet i vejen. Jeg fik for travlt til at lave albums, så jeg gemte alle de skønne sager til den der dag i en ubestemt fremtid, hvor jeg ville have meget mere tid. Den der dag, som aldrig kommer…

Så minderne hobede sig uelskede op, og det var trist, og derfor måtte jeg finde en løsning.

Min løsning har, i al din besnærende enkelhed, været at tage digitale fotografier af hele herligheden, og samle det i en privat familieblog. En gratis WordPress-blog, som er nem og hurtig at oprette, og hvor jeg uploader fotos og ord med jævne mellemrum – og som er til stor glæde for både mig selv og familiens øvrige medlemmer. Ind imellem løber jeg ud for plads, men så opretter jeg bare en ny blog, og fortsætter fortællingen om vores liv.

Blog-formatet har selvfølgelig nogen svagheder. Man kan ikke sidde med en blog på skødet, og bladre i gamle sider. Til gengæld kan man sidde i hvert sit hjørne af verden og se på de samme sider, når man trænger til at genoplive en særligt lykkelig stund – og man ved, at ens minder ligger sikkert i cyber-space, så man altid kan få fat i dem!

Hvordan tackler I jeres ting og minder?

Måske vil du også læse...

7 Comments

  1. Fru Moll says:

    Godmorgen.
    Dine lørdagsbetragtninger er så hyggelige!
    Genial idé med sådan en familieblog. Vi har en familie-dropbox med billeder – den bliver brugt for lidt, så jeg vil virkelig overveje at oprette sådan en familieblog, hvor det vel kun er dig, der kan lave indlæg? Vil også overveje en lukket familiefacebook-side! Skal vist have hjælp af sønnen? God weekend

    1. Det er faktisk ret nemt at lave en familieblog – og fuldkommen gratis hvis du for eksempel bruger WordPress. Som udgangspunkt er det kun dig der kan lave indlæg, men du kan godt oprette flere ‘administratorer’, hvis du gerne vil tillade flere familiemedlemmer at dele.

  2. Fru Moll says:

    Tak for rådet! Jeg vil prøve via WordPress og så oprette flere Administratorer!

  3. Jette Kromann says:

    Hej Pia
    Vil bare spørge dig om du har ændret noget på den alm. Fiftyfabulous.dk blog. Jeg kan nemlig ikke på nogen måde komme på din blog på min ipad. Jeg har prøvet i flere dage. Jeg får besked om at der er serverproblemer. Jeg kan godt komme på, på telefonen og på den bærbare pc. Jeg har heller ikke problemer med andre blogs og hjemmesider. Kun din.
    Hilsen Jette

    1. Der er ikke lavet nogen ændringer, men nogen gange vil ældre operativsystemer give problemer med http/https omdirigeringer – det sker for mig nogen gange. Prøv evt at indtaste hele adressen i din browser: https://FiftyFabulous.dk. Jeg håber det hjælper!

      1. Jette says:

        Tak- men desværre

        1. Øv. Er din iPad helt opdateret? Det er ofte det, der er problemet for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.