Normalt har lillejuleaften altid stået højt på min liste over ‘Dage der er værd at gentage igen og igen’, men sidste år skete der noget, som for evigt har slået skår i min glæde over denne dag.
Vi mistede min elskede svigerfar. Ganske tidligt om morgenen mistede vi en helt særlig mand; en hjertevarm, kærlig, omsorgsfuld mand, som var en af mine bedste venner. Jeg kunne altid regne med Jørn. Ligegyldigt hvilken skør ide jeg kom op med, så vidste jeg altid, at han i hvert fald ville bakke mig op. Nogen gange kom hans opbakning i form af en hovedrysten og et skævt smil, men den kom altid. Altid. Man møder meget få mennesker, der på den måde altid står i ens hjørne, og når man er så heldig at få dem præsenteret på en sølvbakke som jeg gjorde, hvor han var en del af den mande-pakke jeg valgte, så er det bare om at åbne hjertet og armene, og sige tusind tak.
Havde nogen spurgt mig sidste år, ville jeg nok have gættet på, at jeg efter et år ville være i stand til at mindes, uden at savnet skulle ruske mig halvt i stykker hver gang. Sådan er det ikke endnu, og tårerne triller mig da også ned ad kinderne, mens jeg skriver. Jeg savner min svigerfar.
Jeg ser ham ikke længere hele tiden, men i starten blev jeg konstant snydt af mit usamarbejdsvillige sind, som bare ikke ville acceptere at han ikke var mere. Jeg så ham, når jeg svingede ind på gården. Så gik han da dér, næsten ude af syne, og hakkede i jorden eller vandede træerne. Jeg så ham, når jeg gik gennem stalden. Stod døren på klem ned til værkstedet, fik jeg en lille en bobbel af glæde i brystet, for så kunne jeg lige nå at slå en sludder af med svigerfar, inden jeg skulle videre i dagens program. Kunne jeg ikke finde Fili, var min første tanke altid, at hun da syslede rundt sammen med svigerfar.
Hver morgen og hver aften tager jeg mig tid til at mindes ham under mine ceremonier, og jeg glæder mig hver gang over, at et så enestående menneske kom til mig. At have kendt ham er en velsignelse, som jeg aldrig kan tilbagebetale, men jeg håber at jeg kan holde bare en lillebitte smule af ham i live, ved hver dag at mindes hans kvaliteter, og prøve at levendegøre dem i mig selv.
Hans generøsitet, hans ubestikkelige loyalitet, hans stille fordringsløse varme, og hans fantastiske evne til at både se og acceptere alle tings såledeshed – det er ting verden aldrig kan få nok af, og jeg gør mit bedste for at leve op til hans høje standarder (som han vel at mærke aldrig påduttede nogen af os andre. Han satte store krav til sig selv; aldrig til os. Vi kunne altid mærke, at vi var perfekte, lige præcis som vi var).
I dag har vi tændt røgelse ved hans sten, og lagt blomster i bassinet ved Avalokitesvara. Det anlæg var det sidste af hans mange store projekter herude på gården, og det står som et mindesmærke over ham. Selv det faktum at det ikke er helt vandtæt (men næsten, og man kan altid efterfylde en smule fra tid til anden), er en hyldest til svigerfar og hans vidunderlige evne til at styre forretningen ‘Good Enough Constructions’.
Stærke varme ord !
Varm hilsen Viggo