I dag er det min svigerdatters fødselsdag, og jeg kan ikke engang komme til at give hende en gave. Fødselsdagsbarnet er nemlig den af mine skønne svigerdøtre, som bor i Rio. Vi ser hende forhåbentlig snart igen, og så har vi en dejlig fødselsdagsoverraskelse med til hende, men indtil da kan hun se noget af sin gave her:
Sidst jeg besøgte hende, talte hun om, at hun ønskede sig et lækkert, groftstrikket tæppe. Den slags hænger ikke på træerne i Brasilien (og der ville de jo heller ikke rigtig gøre nogen nytte…), så jeg besluttede at lave et til hende.
Det er ret simpelt lavet. Jeg slog ganske enkelt 149 m i kraftigt garn på p. 6, strikkede ca. 170 cm halvpatent *, og lukkede løst af. Da tæppet var færdigt, lavede jeg to sorte pompomer, som jeg har syet på i det ene hjørne. Er helt sikker på, at hendes hundehvalp vil få stor glæde af dem!!
Og nu vi er i det kreative hjørne, så har jeg også lagt opskriften på min sweater op i indlægget fra i går. Jeg håber I gider dele billeder, hvis der er nogen af jer der strikker den!
* Halvpatent:
- p og alle følgende pinde fra vrangsiden strikkes ret
- p og alle følgende pinde fra retsiden strikkes 1 ret, hvor du stikker pinden ned i den foregående maske (den fra pinden før), så du får to løkker med ind i masken, 1 vrang
Halvpatent er ikke ens på for- og bagside. Det er et meget elastisk mønster, og maskerne bliver noget bredere og kortere end hvis du strikker glat.
Genialt! Der var slet ikke brug for hverken Google eller YouTube – der var beskrivelsen på halvpatent! 🙂 Flot tæppe du har lavet til din svigerdatter – det er jeg sikker på hun bliver glad for. Om mon ikke de har brug for at putte med et tæppe i Rio også en gang imellem?
Bestemt! Deres vinter er jo som vores sommer, og der er masser af dage, hvor det er hyggeligt med et tæppe.
Hejsa
Hvor er det et flot tæppe.
Jeg er nybegynder og leder efter både maskeantal OG garnforbrug. Maskeantallet kan jeg læse, men hvor meget garn har du brugt til tæppet?
Hilsen
Vibeke
Hej Vibeke, og tak for de søde ord!
Jeg kan faktisk ikke huske, hvor meget garn jeg brugte – og svigerdatterens hund har siden ædt tæppet, så jeg kan ikke engang veje det. Et gæt er at man bruge lige omkring 1000 gr garn til et stort tæppe. Hvis du køber garnet hos mig, kan du købe rigeligt, og så må du gerne returnere det ubrugte.