Hvis der er en litteraturgenre jeg ikke har haft den mindste interesse for de sidste mange år, så er det den vi nu kender som Young Adult – ungdomsbøger hed det, sidst jeg læste dem – men lige pludselig dukkede de op alle vegne, hos bogbloggere, book-tubere osv, og jeg blev nysgerrig. Jeg læste John Green, og blev vild med ham (En Flænge i Himlen knuste nærmest mit hjerte, og jeg blev helt nostalgisk over Let it Snow). Jeg læste også et par af de dystopier, som væltede frem, og jeg kunne lide dem. Det var fængslende, hurtig og letfordøjelig læsning, og ulige meget sjovere end at se dem som film. Først læste jeg Hunger Games, derefter Divergent, og senest Maze Runner.
Her er det fjerde del af Maze Runner – som faktisk er første del, eftersom den foregår i tiden før Wicked, før labyrinten overhovedet var bygget – jeg underholder mig med, og den er god! Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at den handler om Mark og Trina, som oplever de soludbrud, der lægger jorden nærmest øde, og begyndelsen til den smitsomme sygdom, som hærger i seriens første tre bøger. De kæmper for at overleve, og for at samle de andre få overlevende om sig, så de måske kan finde en måde at leve videre på. Jeg synes den er bedre end både toeren og treeren i serien; helt på højde med den første.
Det er dog lidt en udfordring at koncentrere sig om en bog her på stranden. De brasilianere, de kan altså noget med strande. Masser af plads, masser af parasoller og solstole – og muntre handlende, som hele tiden kommer forbi. Hvem kan vel andet end elske en strand hvor du hele tiden får tilbudt kolde drinks, små lune retter, bikinier, håndklæder, frisk frugt og alt muligt andet? Er lidt i himlen 😉
