Tilbage i maj måned besluttede jeg at gøre op med 23 års regelmæssig hårfarvning, og tillade mit hår at få sin naturlige farve. Min naturlige farve er efterhånden ret grå, men gråt hår er hot (det bliver jeg ved med at sige, selvom jeg stadig er en lille smule usikker på, om jeg i virkeligheden tror på det. Efterhånden er jeg vist ved at have overbevist mig selv).
Jeg fik lagt en masse lyse striber ind i håret, og så holdt jeg ellers op med at farve bunden. Mit hår vokser ret hurtigt, og i takt med at jeg har fået flere og flere grå hår, er det gået hurtigere og hurtigere med at få en grim udvoksning, så jeg til sidst måtte farve det hver tredje uge – besværligt, og også problematisk på den måde at de konstante farvninger fik opbygget en meget mørk farve, uanset hvor forsigtig jeg var med kun at farve det nyudvoksede. Noget helt andet var, at selvom den nuance jeg farvede mig til, faktisk var lysere end den jeg er født med, så var den efterhånden blevet for mørk i forhold til min hud.
Jeg var rigtig glad for det nye, lysere hår, som meget bedre kamuflerede det grå – så glad at jeg i august valgte at gå skridtet videre, og få lagt endnu flere striber, så mit hår blev ret lyst og koldt/gråt i tonen. Samtidig tog jeg et stort og farligt skridt: jeg fik klippet omkring 20 cm af længden. Måske ikke noget der, i det store billede, påvirker verden på nogen omvæltende måde, men virkelig voldsomt for mig 😉
Det gik hurtigt op for mig at jeg elskede mit nye, korte hår – og at jeg med klipningen havde sparet mig selv for ca. 400 ud af de 8-900 dårlige hårdage jeg havde indstillet mig på i forbindelse med overgangen til gråt. Derfor er det måske ikke så overraskende at jeg snart fik lyst til at klippe det igen. Der hvor jeg overraskede mig selv, var da jeg blev så modig at jeg gik til en fremmed frisør, til trods for at jeg ikke er veget fra Poul Eriks side de sidste mange år. Det var da også med bævrende hjerte at jeg lagde mit hår i hænderne på en vildtfremmed brasilianer, men min svigerdatter (som, i parentes bemærket, altid har fantastisk hår) sagde god for ham, og jeg vidste at jeg ikke ville kunne komme til Poul Erik før engang til næste år, så jeg tog springet.
Det gik godt! Jeg er glad for mit nye hår, både for klipningen og for den farvebehandling han gav det. Han brugte en blanding af forskellige produkter til at trække meget af det rødlige skær ud, så farven er blevet mere jævnt grå – og han har lovet mig at skrive ned hvilke produkter han har brugt, så jeg måske kan fortsætte behandlingen hjemme i Danmark.
Billederne ovenfor er taget med min iPhone i det mindre end optimale lys i salonen, men de kan vist godt vise både klipningen og den nye farve. Nedenfor er et billede som er taget nogen dage efter klipningen, hvor jeg har vasket det, og bare ladet det lufttørre – knap så tjekket som en professionel blow-out, men det er altså ret sjældent at jeg får afsat ‘mig-og-min-føntørrer’-tid. I dette tilfælde er jeg oven i købet ‘au naturel’, helt uden nogen make-up overhovedet, og ved at besvime af udmattelse, fordi jeg netop er klatret op ad Pico de Tijucca (kæmpe gigantisk enormt bjerg i Rios jungle)…
Der er ingen tvivl om, at jeg glæder mig til at komme hjem til min egen trygge frisør, selvom jeg nu har lært, at det kan lade sig gøre at gå til en fremmed frisør, og få et godt resultat. Det handler selvfølgelig meget om held, men man kan også hjælpe heldet lidt på vej. Først og fremmest kan man være virkelig klar i sine beskrivelser af, hvad det er man ønsker sig. Istedet for at sige at man gerne vil ‘have studset spidserne’, er det bedre at vise helt præcis hvor meget man gerne vil have taget. Jeg forklarede, med min svigerdatters hjælp (!), at jeg gerne ville have taget 1 cm foran, og 2 bagtil, hvor mit hår vokser meget hurtigere. I virkeligheden ville jeg gerne have taget 1.5/3 cm, men jeg ved at mange frisører bruger et andet centimetermål end mig, så derfor besluttede jeg at bede om lidt mindre, og derved forøge chancen for at få det jeg ønskede mig. Det er jo alt andet lige også nemmere at komme tilbage og få taget lidt mere af, end det er at klistre det afklippede på igen. Jeg gjorde også meget ud af at forklare hvordan jeg ville have det klippet; at det skulle klippes helt lige over, uden nogen form for graduering, undtagen helt fremme omkring ansigtet.
En anden mulighed er selvfølgelig at tage et billede med, men det ville jeg personligt kun gøre hos en frisør jeg i forvejen stolede 100 % på. Et billede siger mere end tusind ord, men det er svært at vide, om det siger det samme til frisøren som det gør til mig 😉
Redigering: Jeg har lavet et indlæg, hvor jeg gennemgår hele min brydsomme rejse mod det grå hår, og deler alle mine erfaringer – gode såvel som smertelige.
