Nytårs Snapshots 2020

Godt nytår, alle sammen – jeg håber I har gode planer for en festlig aften, om end den nok for manges vedkommende vil se en smule anderledes ud end normalt.

Jeg har lyst til at sige jer tusind tak fordi I vælger at bruge jeres tid herinde, i mit lille hjørne af internettet! Det glæder mig umådeligt, at så mange har lyst til at være med, for det er altså bare sjovere at skrive, når man ved, at der er nogen som gider at læse med. Jeg er uendeligt taknemmelig for hver og en af jer. Det er vidunderligt at I er her, jeres kommentarer varmer, og når jeg ind imellem ser en af mine strikkeopskrifter promeneret på en stolt strikker, er jeg nok nærmest mere glad end strikkeren selv!

Her i huset har vi lagt op til en vidunderlig aften, på den dejligt stille måde, som jeg helt klart foretrækker. Store nytårsfester er ikke lige mig. Jeg synes årsskiftet kalder på nærvær og refleksion; den slags ting, som trives bedst i fred. Derfor er jeg overmåde tilfreds med, at Peter og jeg skal fejre helt alene, i vores elskede Loveshack.

Vi har besluttet at gentage de senere års succes med en hel masse små lækkerier, i stedet for en stor middag. Især for en  kræsenpind bevidst spiser som mig er det alletiders koncept, og eftersom Peter er en fremragende kok, giver det også ham lejlighed til hygge lidt i køkkenet 😉

Vi skal gå lange hundelufteture, spille 500 og lave nytårsfortsæt, reflektere over året der gik, og drømme om året der kommer. Der skal være glitrende pynt, friske tulipaner og masser af kransekage, og kl. 18 skal vi sidde parat til Dronningens Nytårstale. Hvert år undrer det mig lidt, at kongerigets mindst royale indvåner (undertegnede. Jeg ser absolut ingen anvendelse for et kongehus…) insisterer på netop dette TV-program til nytår, men tradition er tradition, og tradition skal holdes. Bare vær sød ikke at spørge mig hvorfor…

Ved midnat skal vi høre Rådhusklokkerne ringe nytåret ind, vi skal holde vores kære i hjertet, og vi skal spise 12 druer for at sikre os 12 lykkelige måneder i det nye år.

Nytåret er på mange måder sådan lidt en dobbelttydig tid for mig. I mange år hadede jeg nytårsaften af et godt hjerte. For mig var det en aften med opskruede forventninger og indbygget tristhed, og for min skyld kunne vi ærligt talt godt have gået af med den. Sådan har jeg det heldigvis ikke længere, men det er formentlig først og fremmest fordi jeg er lykkedes med at overbevise ham min elskede om, at det er en aften der bedst tilbringes i et lille, trygt selskab, med kun de allernærmeste. En aften hvor der er plads til både spas og fordybelse, og hvor man i fred og fordragelighed kan reflektere over året der gik, og året der kommer. Hvor man andægtigt kan tage hul på det fine nye år, med de mange uberørte dage, som man kan fylde med lige præcis dét, man har allermest lyst til.

Hvad skal det nye år indeholde; hvad af det gamle skal bæres med videre – og hvad kan vi med sindsro give slip på?

Vi kan sjældent selv bestemme alle de ydre rammer for det nye år, men vi kan altid bestemme, hvordan de skal udfyldes. Og lige præcis dét gav 2020 os en masse gode eksempler på. Mange planer blev skudt i sænk i årets løb. For mig indebar det en del smertefulde aflysninger af ture over til ældstesønnen og hans familie, som vi var afskåret fra gennem en stor del af året. I sådan en situation har man et valg, og det har jeg hele tiden mindet mig selv om. I 2020 kunne jeg ikke vælge, om jeg ville være sammen med dem eller ej, men jeg kunne vælge om de (s…. åndssvage l…. rammer) skulle forhindre mig i at finde glæde hvor jeg var eller ej.

Heldigvis har der været gyldne lykkestunder herhjemme i år. Mest markant selvfølgelig med Vidunderlige Victors ankomst; det længe ventede barneønskebarn, som var så genial at lade sig føde på en søndag, så han kunne få ekstratitlen barnesøndagsbarn. For søndagsbørn, de er særlige. Sagde søndagsbarnet.

Jeg har talt velsignelser i årets løb, og de har været mange. Vi har lært så meget af 2020. Vi har lært at glæde os på trods, at glæde os i det små, og at finde glæden hvor vi er. Det er alt sammen virkelig gode ting at kunne, så jeg tænker at vi tager disse færdigheder med os på vores videre færd.

Jeg ønsker jer et glædesfyldt og fantastisk nytår. Pas nu godt på jer selv og hinanden, og lad os håbe, at 2021 vil give os lidt større frihed!

Måske vil du også læse...

10 Comments

  1. Jette says:

    Jeg elsker din måde at anskue livets udfordringer på, og se de fine ting, som der også altid er!
    Godt nytår til jer❤️ Elsker jer

    1. Tak ❤️ Rigtig godt nytår til jer alle – jeg elsker jer, og glæder mig til at dele skønne stunder med jer i det nye år!

  2. Fru Moll says:

    Rigtigt godt nytår! Vi tager også i sommerhus, i Lønstrup, med gode venner, som vi har holdt nytårsaften med i 20 år. Maden og samværet er i højsæde, og så glæder jeg mig til en lang gåtur ved Vesterhavet 1. nytårsdag. Der skal også strikkes lidt!
    Glæder mig til at høre fra dig i 2021!

    1. Sommerhusnytår er en virkelig dejlig ting! Jeg håber I havde en skøn aften, og kom godt ind i det nye år

  3. Susanne says:

    Gott Nytt År!
    Jag läser din blogg med stor förnöjelse, tack för att du delar med dig av dina tankar. Stort tack också för dina gratismönster, har hafts så roligt när jag stickat Hönsestrikk, Falderebet med flera.
    Önskar dig allt gott!

    1. Tusind tak fordi du læser – og strikker! – med. Alt det bedste i det nye år

  4. Godt nytår og al det bedste for det nye år – nu vender det snart 🙂 kh. Birgitte

    1. Det gør det! Jeg håber du får et vidunderligt år, med masser af muligheder og glæder 🙂

  5. Godt Nytår til dig – og jeg vil glæde mig til at følge dig på blog, på Instagrm og på podcast også i 2021.

    1. Tusind tak, Conny!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.