Jeg er bange for højder. Ikke sådan på Uh, hvor Eiffeltårnet er højt-måden, men på den langt mere ucharmerende facon, hvor bare det at stille mig op på en stol giver mig svedperler på overlæben. Og – bare i tilfælde af, at nogen skulle finde på at spørge – nej, jeg er ikke det fjerneste bange for at flyve. Der sidder jeg jo i en magelig stol, med begge fødder solidt placeret på gulvet.
Forleden blev mine grænser udfordret på det mest eftertrykkelige, da en lidt utjekket vandretur i Val Sanagra løb helt af sporet. Vi endte på en ‘sti’ (og jeg bruger dette ord på den bredest mulige måde her), som bestod af et par stålwirer, fastgjort til en porøs klippeside 50 meter over en flod, hvorpå der var lagt skiftevis lidt trådnet og en række knækkede og ustabile cementfliser. Og den var laaaaaang, ‘stien’. Meget lang. Og i takt med at ‘stien’ blev dårligere og dårligere (nettet over den, som skulle beskytte os mod nedfaldende klippestykker, var faldet sammen under vægten af – ja: nedfaldne klippestykker, og lå således henover ‘stien’, som i øvrigt var gået så meget i opløsning, at vi visse steder måtte sætte os på enden og krabbe os hen over stejle fald), blev det mere og mere umuligt at vende om. Og nå ja – vi var også presset for tid, for vi løb om kap med solen, som ville i seng.
Jeg har, af gode grunde, ingen billeder fra de værste stykker af ‘stien’, men her kan man se hvordan den er planlagt – wirer i klippevæggen, og et ‘gelænder’ (og igen bruger jeg ordet i den bredest mulige betydning) ud mod det voldsomme fald. Dette stykke var okay at gå. Ikke sjovt, men helt afgjort okay, og den betagende skønhed opvejede næsten gyset. Sådan fortsatte det ikke…
Her er et par billeder jeg har lånt. Det ovenfor er fra en YouTube video af turen, tilbage i 2013, hvor stien endnu hang sammen – tjek eventuelt fra 15.50 inde, for at se områdets skønhed. Det nedenfor stammer herfra, og illustrerer udmærket ideen bag stien. Bare lidt sjovere, før skidtet begyndte at bryde sammen…
Jeg kom igennem, fordi det skulle jeg. Der var ingen andre muligheder, så jeg bed tænderne sammen (ikke nemt at gøre, mens man hulker højlydt), og satte den ene fod foran den anden.
Var jeg sej? Mneejaa… Jeg gjorde noget, som jeg slet ikke turde. Men er det sejt? Måske. Måske ikke. Sikkert er det i hvert fald, at jeg ikke var nogen amazone, som jeg krøb tudende frem over de skrækindjagende rester af det, der fra starten var en ringe udtænkt ide. Omvendt er det jo, som ham min elskede bemærkede, ikke særlig sejt at gøre noget, man ikke er bange for.
Den der virkelig var sej på denne tur, var vores lille Fili. Hun travede troligt – og forsigtigt! – i hælene på Peter. Normalt følger hun mig, men jeg tror ret hurtigt hun afgjorde med sig selv, at han var et bedre bud på en fører i den pågældende situation…
Nå ja – og så vil jeg da i øvrigt lige runde af med at fortælle, at da vi nåede enden af mareridtet, blev vi mødt af et opslag der bekendtgjorde, at stien var lukket, og ikke kunne bruges mere…
Min højdeskræk blev udfordret, og jeg kom igennem skrækken, men det var ikke fedt. Det var ikke en storslået oplevelse af, at nu overvandt jeg, én gang for alle, en latterlig fobi. Igen: jeg kom igennem, fordi jeg skulle. Der var ganske enkelt ikke andre muligheder. Og det faktisk sådan, jeg som regel sameksisterer med mine fobier * – jeg respekterer dem, men tillader dem ikke at forhindre mig i at gøre noget jeg vil eller skal.
Hvordan tackler I jeres fobier, hvis I da ellers har nogen? Fik I overvundet dem alle i ungdommens kåde overlegenhed, eller er I lidt mere ferme end undertegnede til at undgå situationer der trigger dem?
Glad Pia. Virkelig glad – og lidt overrasket – over at overleve…
* Undtagen min græshoppe-fobi. Er jeg alene hjemme med en græshoppesituation, bliver det ramte rum aflåst, mens jeg venter på hjælp. Kan for eksempel fint sove i stuen.
