Oprydning på den virkelig omfattende måde

Jeg er jo for nylig landet herhjemme efter syv måneder som medfølgende hustru (var i øvrigt virkelig god til det der ?medfølgende hustru?-set up. Rockede det, faktisk), og kan pludselig se, at der er dele af mit hjem, som bare ikke duer.

Det er der flere årsager til. Det at være afsted så længe har rykket mit perspektiv, og jeg kommer hjem med en fornemmelse af, at jeg har fået et helt nyt liv, som jeg kan putte lige præcis det ind i, jeg har mest lyst til. Rod er ikke en af de ting, og det bemærker jeg, fordi syv måneder på farten rent faktisk har været lidt hårdt ved vores hjem. Gennem hele forløbet har vi været hjemme omtrent hver anden uge. Vi er kommet bankende ind ad døren, har dumpet et par kufferter (eller, mere præcist, indholdet af et par kufferter), og er et par dage senere strøget ud igen, med nypakket bagage. Vi har rejst rundt i forskellige lande, på forskellige årstider og i forskelligt klima, og derfor er der forholdsvist få ejendele der har klaret transitionen fra én kuffert til en anden, hvilket jo så igen betyder at en virkelig stor del af vores jordiske gods for indeværende er enten proppet ind i tilfældige skuffer og skabe, eller strøet med løs hånd rundt omkring.

Samtidig har jeg oplevet, hvor befriende det er at leve med forholdsvist få ting. Det er begrænset hvor meget en kuffert kan rumme, men denne begrænsning til trods, er det chokerende få ting jeg har savnet undervejs.

Det er med andre ord blevet tid til at gå totalt Kondo * på hele hjemmet!

Det er noget jeg gør med jævne mellemrum, fordi ‘nogen’ har visse samler-tilbøjeligheder, og fordi ‘nogen’ ikke nødvendigvis altid synes at oprydning af hemmelige gemmesteder er det sjoveste. I mit Utopia forsvinder ting, når man lægger dem hvor de ikke kan ses, for så magisk at springe i eksistens igen det øjeblik man får brug for dem. Indtil Utopias komme er jeg imidlertid nødt til med jævne mellemrum at sortere i mine besiddelser, og jeg har efterhånden fået udviklet et perfekt system til opgaven.

Hvis jeg har et passende tidsrum til min disposition, følger jeg denne model:

  1. Tag ét rum ad gangen. Sådan er jeg nødt til at gøre det, ellers mister jeg modet undervejs. Jo også meget federe at kunne nå til pkt. 13 indenfor overskuelig tid!
  2. Overvej rummets funktionalitet. Hvis ikke den er i top, hvad kan du så gøre for at hjælpe dem på vej? Det her er et ret vigtigt punkt, for hvis du springer det over, går der alt for kort tid, før du må på den igen. Se på rummet med friske øjne, og se på dig selv og dine vaner med ærlige øjne. Gider du at folde din pyjamas sammen hver morgen, og lægge den i en skuffe? Hvis svaret er noget i retning af ?Mest nej?, så bør du finde en fornuftig løsning til nem opbevaring af nattøj i rotation. Har du for vane at fylde dine lommer med småmønter, visitkort, brugte elastikker, kvitteringer, regnorme og gamle tyggegummipakker? Så var det måske en ide med en flad bakke, du kan tømme dine lommer ud på hver aften (og hvorfra du så hver morgen kan fiske eventuelle skatte op, og lade resten ryge i skraldespanden. Med det samme, blev der sagt).
  3. Find nødvendige redskaber og eventuelle nyindkøb frem. Du gider ikke at rende frem og tilbage, og risikoen for at falde i staver / blive frygteligt sulten efter en lille snack / komme i tanke om noget virkelig vigtigt, som du liiige kan tage dig af minimeres, hvis du fra start sørger for at fjerne mulige distraktioner.
  4. Tøm rummet. Egentlig typisk ret festligt på nu-skal-der-ordentlig-ske-noget måden.
  5. Se på én ting ad gangen. En. Start fra en ende af, og nøjes med at se på en enkelt genstand. Én ting kan man altid klare at forholde sig til, men et bjerg? Not so much.
  6. Lav 5 forskellige, tydeligt afgrænsede bunker: smid ud – doner – sælg – gem – læg på plads, som tingene sorteres ud i. Prøv i første omgang at gå ret hårdhændet til værks; du kan altid revurdere til sidst.
  7. Gør rent, og lav eventuelle nødvendige opgraderinger af rummet. Få det nu bare gjort. Du er snart færdig.
  8. Put smid ud i skraldespanden. Med det samme.
  9. Læg doner ud i bilen, så du kan køre det til relevant genbrugsstation. Med det samme.
  10. Fotografer sælg,så du kan oprette annoncer på Trendsales / DBA / andre relevante steder. Med det samme.
  11. Vask, tør og fold alt der skal gemmes. Put det i brugbare beholdere, som du mærker med den aktuelle dato. Med det samme.
  12. Læg de ting, du har brug for, på plads. På Plads er nøgleordene her – se pkt. 2.
  13. Sæt dig lige midt i rummet, og nyd frugterne af dit hårde arbejde!

Vores walk-in closet efter sådan en omgang. Jeg har været letsindig nok til tidligere at dele et før-billede. Skulle jeg nok aldrig have gjort…


 

* Marie Kondo er en japansk-amerikansk oprydningsguru, som har indtaget stjernestatus med bogen The Life-changing Magic of Tidying Up.

Tilbage til forsiden

 

 

Måske vil du også læse...