Vores sommerplaner er lidt rodede, men efterhånden begynder der at komme styr på dem. I morgen tager vi til Italien, og det bliver godt. Normalt er vi jo dernede det meste af sommeren, men i år har det, af mange virkelig gode grunde, været anderledes, og skal man tilbringe en (halv) sommer i Danmark, så er i år jo slet ikke noget skidt bud.
Vi har hygget os med småture ud i det danske sommerland. Der ligger uendeligt mange herlige steder rundt omkring, og bare venter på os – også selvom vi har været begrænsede af 1) at skulle kunne komme hurtigt hjem, og 2) at vores ture ikke måtte involvere en masse traven omkring, fordi ældstesønnen lige er blevet opereret i sit dumme knæ. Men vi har været i Frederikssund, i Roskilde, i Helsingør, og en lille tur op til Hundested med den perfekt charmerende havn.
Før jeg besluttede mig for at forkæle mig selv med en kompakt garderobe, ville den slags småture med garanti have resulteret i bunker af skrammel absolutte nødvendigheder, som jeg ville fornøjes ved for en stund, for derefter at stoppe dybt ind i et allerede propfyldt skab, og aldrig skænke det en tanke igen. Men ikke længere. Alle vores ture har resulteret i én (1) kjole – som til gengæld er så betagende smuk, at jeg slet ikke kan holde op med at se på den.
Lille Pia, lille Pia, fik en kjole fin.
Holdt så meget af den, sov med den om natten…
Min nyfundne skønhed stammer fra Stine Goya, og ja, den var… ikke billig. Men mine tre andre Stine Goya kjoler har henholdvis 7, 6 og 3 år på bagen, og bliver stadig flittigt brugt, så når man begynder at udregne pris pr. gang et stykke tøj bruges, hører de afgjort til i den billige ende af mit klædeskab.
Og fik jeg så nævnt, at jeg synes den er vældig pæn? De små glæder…
Så fin kjole, Pia og du kommer til å få mye glede av den fremover. Jeg synes det er helt i orden å kjøpe seg litt dyre klær om man bruker dem ofte. Det er dyrt å kjøpe mye billig skrammel også av dårlig kvalitet.
God tur til Italia.
Beste hilsen Ingrid
Enig – hellere lidt, men godt. De lækre ting kan man bruge i mange år!
God sommer til dig, Ingrid.