Uha, en masse fint vejr vi har haft i denne uge. Lige et par dage til den våde side, men så længe der også er masser af solskin, så går det nok at glæde sig over afvekslingen. Afveksling er en god ting. For eksempel sidder jeg lige nu oppe i vores hyggelige lille sommerhus på Mors, og har haft en fest med at kigge en glad kamerarulle igennem. Lige om lidt ryger der til gengæld nok et par eder gennem luften, når jeg skal prøve at uploade dem med vores elendige internet – og sådan går det hele op og ned, på festligste vis.
Vi har kørt lidt vandtema i denne uge. Først var det Christianshavns Kanal, på vores skønne tirsdagsformiddagsdate,
siden fulgte vi Flensborg Fjord et par dage, på vores tur ad Gendarmstien. I den forbindelse blev det næsten en smule for meget med det der vandtema – Det haver så nyligen regnet, osv.
Så kom turen til Vadehavet, som jeg ikke har besøgt i ganske mange år. Hvor er det dog fint, og hvor får man dog bare lyst til at gå ud i alt det blå, som ser ud til aldrig at stoppe.
Vi kørte fra Ho bugt langs Vesterhavet hele vejen op til Mors, og måtte selvfølgelig jævnligt ud og beundre vandet. Det var en noget så fin tur, jo især fordi vores lille Danmark virkelig gjorde sig umage – sensommersol og nærmest vindstille!
Endelig endte vi heroppe ved Limfjorden, hvor vi har et par dage i absolut fred og ro. Nattøj den halve dag, traveture i den sprøde septembersol, og bøger med bland-selv slik til aften. Slet ikke så ringe endda! Hvor er vi altså heldige her i landet, at vi nærmest konstant er i nærheden af vand. Der er noget særligt dragende over det, og så er det bare rigtig pænt.
Næste uge byder på en masse spændende arbejde, og på lørdag får jeg lov at lave det jeg holder allermest af ved mit job: at vie to lykkelige elskende til hinanden. Det er altid noget helt særligt, og da så meget desto mere, når der er tale om et par gode venner. Jeg håber I får en pragtfuld uge derude; den ligger klar til brug!
Hej , følger med glæde din dejlige blog og alle de spændende ting du og din mand går og laver. Er sådan i tviv om hvad du beskæftiger dig med – kan se at du skal vie nogle venner ? Håber du vil hjælpe mig. Hilsen en jævnaldrende fan 😀
Hej Trine,
Tak for de søde ord – og selvfølgelig vil jeg hjælpe med det!
Jeg er buddhistisk ‘præst’ – Dharmalærer er min officielle titel. Derfor får jeg ind imellem den glæde at forrette vielser, navngivninger og konfirmationer, og det er altid helt vidunderligt!
Jeg har skrevet et par indlæg om buddhisme og meditation, og overvejer faktisk om de skal have deres egen kategori. Det ville måske være meget smart. Noget andet er, at jeg er blevet opmærksom på, at siden om mig er forkert linket, så det vil jeg lige få rettet op på 🙂