Søndags Snapshots fra Dubai

Det er svært ikke at sidde med et stort smil, når jeg kigger min kamerarulle igennem. Ugen der gik har været præget af glæde, feriestemning og luksusafslapning – ikke noget at klage over dér! Vi nyder vores lækre Air BnB, og er faktisk faldet rigtig godt til. Heller ikke vanskeligt, skulle man mene. Der er masser af tid til at være sammen på den intense feriemåde, som bare er så særlig, og omgivelserne er der ikke en finger at sætte på!

dubaidubai

Dubai er overdådig luksus i et omfang man nærmest ikke kan forestille sig. Nå ja, og fristelser i et omfang, man døjer med at fatte. Især ham den lille er en fabelagtig partner-in-crime når det kommer til shopping, og han har blandt andet erhvervet sig en soldragt, en lyseblå kamel, og det allermest nuttede Baby’s First Christmas-sæt. Som den opmærksomme læser måske kan se, har jeg også fået mig en souvenir. Fordi sådan en skal man have. Tænk om man glemte en dejlig ferieoplevelse, fordi man forsømte at hjemtage et minde – det ville være en skam!!

Min skønhedsfavorit
Jeg kan godt blive lidt grå og træt i betrækket af sådan en blanding af sol, vind, saltvand og aircon, som jeg svælger i lige nu. Lidt tarveligt, at det ydre ikke altid afspejler det indre, men heldigt at jeg havde været så forudseende at medbringe en god ansigtsmaske: Peter Thomas Roths 24 K Gold Mask. Den indeholder (ikke overraskende) 24 karat guld, som opstrammer, løfter og lysner huden. Derudover indeholder den koffein, som dræner ophobet væske, og peridot; en halvædelsten der også kendes som olivin, og som indeholder store mængder magnesium. Magnesium revitaliserer huden, og afhjælper synlige tegn på ælden og stress. Hyaluronsyre og glycerin sørger for et exceptionelt fugt-boost, og huden efterlades vidunderligt blød, jævn og rolig efter bare ti minutter med masken. Og så passer noget så luksuøst som en guldmaske bare rigtig godt til Dubai – selvom jeg nu også har tænkt mig, at den senere skal kaste glans over min hverdag 😉

I øvrigt lærte jeg at sætte pris på noget, som ellers tidligere har irriteret mig lidt. På alle Peter Thomas Roths produkter er brugsanvisningerne trykt på selve emballagen. Det har generet mig, fordi jeg synes det ser rodet ud – men når man står i Dubai med en lille tube (uden karton eller indlægsseddel, for dem har man selvfølgelig smidt ud), er det altså rart at at alle informationer er umiddelbart tilgængelige. Og sådan lærer jeg hele tiden noget.

I Matas og Magasin kan man købe et Meet your mask-sæt med seks forskellige masker, blandt andet 24K Gold Mask, som naturligvis også kan købes separat.

dubai

Strandglæder. I november! Det kan altså noget – men det kan dansk november også, og jeg er ok med at vende hjem til J.U.L om lidt! Selvom her er dejligt.

På tirsdag går turen hjemad igen. Hjem til nisser, gran og vaniljekranse, og til den hverdag, som jeg elsker ekstra højt i juletiden. Er I begyndt at jule, eller venter I? Jeg har altid haft svært ved at vente, og besluttede for en del år siden, at det behøvede jeg heller ikke. Julens lys og varme er en kærkommen tilføjelse til den mørke, danske vinter, så hvorfor opsætte stramme regler for, hvornår man må begynde?

dubai

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Borte bra, men hjemme best i lengden i alle fall. Det ser helt vidunderlig ut med et lite avbrekk i Dubai sammen med familien. Og du, nydelig CC veske.

    1. Det var herligt at være væk, og endnu bedre at komme hjem! Og ja – den fine taske er en perfekt souvenir Jeg elsker blandingen af den meget traditionelle form, og det utraditionelle materiale.

Comments are closed.