Søndags Snapshots fra en venlig by

Endnu engang hej fra Texas. Jeg nyder livet herovre i fulde drag, selvom jeg må indrømme, at jeg er en kende skuffet over så få skydere og Stetsons jeg har set. Okay, i lufthavnen så jeg flere ikke-ironiske cowboystøvler på mænd end nogensinde før i mit liv, men sådan når man bare trasker rundt på gader og stræder? Slet ikke nok. Ikke desto mindre er jeg vældig begejstret for Texas, hvor folk er enestående venlige, også selvom de har deres helt eget brand of crazy her. Ved motorvejsafkørslerne hænder det at flokke af Trump-tilhængere stolt flager store billeder af den bizarre lille mand, sammen med skilte der tilkendegiver deres frastødende særegne overbevisninger. ”A trannie is a lie”, ”Pray to end abortion”, og ”Global warming is a lie”… Men ja, vi har jo lov at være forskellige…

Det er lidt sjovt med Dallas. Det er en ret stor, meget levende by i rivende udvikling – men ikke desto mindre er der typisk kun én ting, folk tænker på, når de hører dens navn. Ja; mordet på præsident Kennedy. Selv nu, mere end 55 år senere. Øverst på enhver liste over ting man skal se i Dallas, finder man da også The Sixth Floor Museum at Dealey Plaza. Der er indrettet et museum i det tidligere Texas School Book Depository, og det er tilsyneladende konstant travlt – man bør i hvert fald indstille sig på noget ventetid. Til gengæld er det afgjort umagen værd; det er et fint lille museum, hvor man blandt andet får lov at stå i vinduet, hvorfra Lee Harvey Oswald affyrede sine skud. Nede på gaden er selve mordstedet markeret med et stort kryds på asfalten, og Dealey Plaza står stort set uændret siden 1963.

Indtil videre har vores tur ellers mest stået på Walmart, Target og naturligvis IKEA. For når man skal bygge et helt nyt hjem op fra bunden, så er IKEA altså the shit. Også selvom det har sat adskillige ekstra grå hår i mit hoved. Og det er ikke kun mit hår, der ældes. Min krop har også drejet mig en knap denne uge. En ulyksalig tennisalbue, som efterhånden gør så ondt, at jeg har sat mig selv på strikkepause – hvor sørgeligt er dét lige?? Heldigvis har jeg fundet ud af, at jeg stadig kan hækle, så nu sysler jeg med Granny Stripes, så vi kan få et par fine tæpper i det nye hjem. Stadig ikke helt det samme, men en ok trøst.

Næste uge kommer den til at stå på glæden ved veludført arbejde, nogen store bøffer, en masse familiehygge, en lang flyvetur, og derefter en tur til London med mine smårollinger – og ja, jeg føler mig meget taknemmelig og forkælet af livet 🙂