Søndags Snapshots i fred og ro

Søndag igen? Jamen, hov – det er jeg slet ikke klar til!! Ugen er bare ræset afsted, og jeg har svært ved at se, hvor den er blevet af. Sandheden er jo nok, at den er forsvundet i en hvirvel af gæster og fornøjelser og en begyndende efterårsagtig kreativ rus. Jeg har helt generelt en tendens til at begrave mig selv i en sand overflod af kreative ideer og projekter, så snart sommeren går på hæld, og således altså også i år. Og det er dejligt, og jeg tager glad og gerne imod. Så jeg strikker og hækler og tegner og beregner. For jeg skal da lave tasker og sweatre og sokker og julepynt (det er jo liiige om lidt, sagde hun. Mens hun tørrede sveden af panden). Og så skal jeg lave et dåbssjal til lille John.

Vi holder Johns navngivningsfest i september, og fordi der er tale om en navngivning (ved en buddhistisk ceremoni) og ikke en traditionel dåb, fik jeg den glimrende ide at udskifte den traditionelle dåbskjole med et ekstravagant sjal. Jeg tænker en tynd silketråd, tilsat en smule blød, fnugget uld, strikket op i smukke hulmønstre og med en overdådig flæsekant. Nøj, det bliver fint 🙂

Ellers er ugen mest gået med badning, afslapning og småture rundt i de herlige små byer, vi er velsignet med hernede. Det er ikke meget der sker, og det er sin helt egen form for dejligt. Især når man sammenligner med Det Store Udland, hvor der sker en masse. Hvor Donald T igen og igen taber sutten, som for eksempel i denne uge, hvor han vel egentlig nærmere spyttede den ud. Lige i hovedet på lille Danmark. Den slags er jo, hvad det er; temmelig forventeligt, kan man mene. Men det ærgrer mig, at hans tarvelige retorik åbenbart taler til visse danskeres allerlaveste karakter. Øv. Men det gider jeg egentlig ikke bruge så meget tid på, som jeg sidder her, midt i alt det smukke. Det er muligvis overfladisk af mig, men omvendt så mister den slags trakasserier grebet, så såre man hæver blikket en kende. Og det er fordelen ved undermålere – at de er forholdsvis nemme at overse.

God søndag til jer, og god ny uge!

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg smelter altså over dine babybilleder 🙂 Men som lige så nybagt bedstemor som dig har jeg nok også et ekstra blødt punkt for babyer.
    Hvor er I heldige at have et helle i det fantastiske land med alle de maleriske små byer. Min datters svigerfar er fra Syditalien, og sidste år var vi heldige at komme med ned til familiens feriehus. I’m in love – det må jeg sige.

    1. Sådan mellem bedstemødre kan vi nok hurtigt blive enige om, at der ikke er noget mere lækkert end vores guldklumper!
      Du kan tro vi nyder de sidste dage i fulde drag – der er noget helt særligt ved snåbyerne og landskabets skønhed ❤️

Comments are closed.