Søndags Snapshots – op og ned

Noget af en blandet uge, må jeg nok sige. Den har budt på en masse af det, jeg slet ikke kan få nok af, men altså også på noget af det, som jeg slet ikke bryder mig om. Når man så dertil lægger, at jeg har haft lynende travlt, efterlader det en let omtumlet, men i bund og grund glad, Pia. Mange ting er faldet i hak i ugens løb, og jeg har taget hul på et vanvittigt spændende projekt, men jeg har også måttet sige et trist farvel.

Lille Zig Zag kunne ikke mere. Her er han til sin 14 års fødselsdag, i fin form – men i mandags blev livet ham for tungt, og vi måtte tage afsked. Han var Frk. T’s hund, men også lidt min. Vi boede jo sammen, og delte både en sjov hverdag og mange ildelugtende kys.

Det er hårdt, det med at have kæledyr. Man påtager sig et kæmpe ansvar, ikke bare for at fodre, passe og pleje dem, men også for at træffe den hårde beslutning, når tiden er kommet. Tiden var i dén grad kommet for Zig Zag, og det vidste vi alle sammen godt. Selvfølgelig gør det sorgen lettere at bære, men altså… hvor jeg dog savner den lille glade tosse, som stod ved min køkkendør hver morgen; som tydeligt lod mig vide, hvornår han var alene hjemme og træt af det; og som altid var klar til at nusse. Hvis ellers han opdagede at jeg var kommet. Han var både blind og døv til sidst, men humøret fejlede aldrig noget.

Ja okay, lidt corny. Men puha, hvor jeg har arbejdet hektisk med den der overflytning. Er ingen ørn til det tekniske, og når sådan en svaghed kombineres med en usvigelig (og ofte ubegrundet) tro på egne evner, så skal det jo gå galt. Tilføj lidt servernedbrud og en syg exportfil, og situationen bliver borderline frustrerende. På et tidspunkt torsdag aften slettede jeg alle indlæg fra bloggen, for at kunne uploade rettet indhold; en temmelig nervepirrende affære. Men det gik – og nu skulle alt køre. Blev der sagt.

Mine smårollinger skal giftes!!! Jubiiii!!!! Jeg knuselsker fester, og meget mere festligt end bryllup bliver det næppe. Jeg er helt klart for meget, når det kommer til fester – men nøj, hvor jeg nyder det. Har kastet mig ud i forberedelserne med udelt, ukontrolleret fryd. Har allerede forsøgt at overtage begivenhedens online presence, og er vist i det helt taget bare svigermonster fra helvede… Prøver om jeg kan styre det en lillebitte smule, og satser ellers på, at ungerne skubber mig til afkøling i et skab, når det bliver for stygt.

Næste uge bliver stille. Som i helt stille. Fraregnet bryllupsforberedelser – dér kommer fuldt knald på (eller også bliver der stille i mit afkølingsskab). Under alle omstændigheder bliver det rart. Lange solbeskinnede dage (håber vejrguderne læser med), og hyggelige frostklare aftner. Ja tak.