Uge 7, det er jo sådan noget med noget børnenes vinterferie og den slags – og bare fordi ens børn er 27 og 28 år gamle, skal man jo ikke snydes. Altså: Søndags Snapshots fra Rio de Janeiro! Jeg nyder livet ved poolen og på stranden, på lange cykelture og små, finurlige restauranter. Men allermest nyder jeg at være sammen med ældstesønnen og hans vidunderlige hustru, som vi ser alt for lidt til.
Saltvand, sol og bølger så langt øjet rækker. Ikke noget skidt at sige om det. Der er ekstra meget liv ved vandet i disse dage, selv på vores strand, som vi ellers normalt har nærmest for os selv – det er nemlig karneval, så alle har fri, og det skal fejres med en tur på stranden. Altid.
Solbeskinnede cykelture langs stranden, og hyggelige strandbarer hvor man sidder med fødderne i sandet, mens man propper sig med den herligste mad. I denne uge oftest akkompagneret af en hel masse vældig høj musik (det er det med dét der karneval igen), men det er så også okay.
Acai og fiskefad – og denne sukkergris er slet ikke i tvivl om, hvad der er bedst. Acai er jo sådan en slags super food, og man kan nærmest mærke kroppen blive et par år yngre med hver mundfuld. Og om ikke yngre, så i hvert fald gladere.
I onsdags var det nøjagtig fem år siden, jeg havde den enorme glæde at vie ældstesønnen til kvinden i hans liv. Det er en dag som stadig står lysende klar i min erindring: det mest perfekte, ultimativt intime bryllup, hvor brudeparret kun havde inviteret 4 gæster til en magisk aften i herskabelige omgivelser. Det blev fejret med en storslået middag i stearinlysenens skær, overmåde romantisk, og meget passende til både Valentine’s Day og bryllup (og ja, datoen blev til dels valgt for at gøre det nemt for sønnike at huske dagen. Bare ærgreligt at de så har slået sig ned i Brasilien, hvor man ikke fejrer Valentine’s…). Vi mindes dagen på en helt enestående romantisk restaurant midt i regnskoven, hvor vi sad under den yndigste pavillon og nød maden til lyden af den våde nat, der dansede på taget.
Lokalt dyreliv er altid interessant, men efter at have mødt fire alligatorer på to dage, tror jeg nok jeg bare springer den planlagte vandretur langs kanalen over. Er den lidt bekymrede type, og kan faktisk meget bedre lide små klappehunde end alligatorer. Med mindre vi taler håndtasker, altså.
Det har på mange måder været en fin uge, og alligevel vil den altid blive husket for sorg. Og dét er livet: dejligt og forfærdeligt, i én stor, rodet blanding. Næste uge hænger vi stadig ud hernede – der er jo også skoler der holder vinterferie i uge 8, og vi skal ikke gå glip af noget. Rigtig god ferie til de af jer, som er så heldige – og god hverdagsuge til alle jer andre.
