Sommerbøger

Sommeren kalder på læsning. Læsning i hængekøjen, læsning på stranden, læsning i dagens sidste solstråler – og naturligvis timevis af opslugt læsning på regntunge sommerdage. Jeg har et kært sommerlæsningsminde fra sommeren ’93. Vi var på cykeltur på Bornholm med vores to små rollinger, og vejret var, som vejret nu engang er i Danmark. Lidt blandet – men det gjorde ikke noget, for vi havde lejet verdens mindste campingvogn i Hullehavn, hvor ungerne legede på livet løs, mens Peter og jeg overgav os til en Dean R. Koontz-rus. Vi blev fuldkommen besat af hans (vildt uhyggelige!) bøger, og tog mange ture ind til kiosken i Svanneke, som heldigvis havde et nærmest uudtømmeligt lager af dem. Jeg har nærmest ikke åbnet en bog af ham siden, fordi det bare har føltes helt forkert. De hørte til i den helt specifikke sammenhæng, og kunne altså ikke rigtig læses andre steder. Måske jeg skulle forsøge mig med en af dem i år? Kunne være sjovt at se om jeg kunne få det til at fungere.

Jeg har nu allerede samlet mig en fin lille stak af bøger, som jeg glæder mig til fordybe mig i. Der er, som altid i mine bogstakke, ret stor variation: noget tungt og noget let, noget spændende og noget fagligt interessant. Variation er for mig nøglen til at få læst en masse. Almindeligvis har jeg gang i adskillige bøger ad gangen, så jeg til enhver tid kan række ud efter lige præcis det jeg har lyst til.

Læste Prebish’ bøger da jeg i sin tid gik på Sunderland University, og elskede dem. Er som udgangspunkt vild med erindringsbøger og personlige historier. Hvordan skulle denne her så kunne gå galt? Glæder mig til den, ikke mindst fordi jeg har haft den liggende alt for længe.

I Apple Tree Yard møder vi Yvonne Carmichael, en ulykkeligt gift videnskabsmand (videnskabskvinde?) i fyrrerne, som kaster ing ud i en affære med en mand hun slet ikke ved nok om. Ligger også som miniserie på Netflix, men vil nok heller læse bogen.

Stacy Shaw har livet for sig. Nyt job, nyt hus, og en baby på vej; hvad kan gå galt? Men pludselig en dag forsvinder hun.

Uha et herligt plot, og når man dertil lægger en detektiv med en rå baggrund og et hjerte af guld, så bliver det ikke meget bedre. Det skulle da kun lige være, hvis selvsamme detektiv kommer i fare under opklaringsarbejdet. Nå ja – det sker også her 😉

Lucy Arigho kan slet ikke modstå Greg Millars charme, og kun otte uger efter deres første møde overvejer hun, om ikke hans ide om et lynhurtigt bryllup ville være sagen. Hans børn er dog ikke umiddelbart begejstrede, og på en familieferie i Frankrig begynder alt at falde fra hinanden. Gregs opførsel bliver mere og mere bizar, og Lucy begynder at ane konturerne af hans mørke sider.

Fandt den på Goodreads, hvor den har fantastiske anmeldelser, så jeg glæder mig.

Fra bogens bagside:

To danske piger forsvandt sporløst på Englandsbåden i 1985. Mange år senere dukker et foto af dem op i en gammel kuffert hos en marskandiser i den engelske kystby Brine. Journalist Nora Sand, som arbejder i London for det danske blad Globalt, graver i historien og tager til Danmark for at undersøge pigernes brogede baggrund på en ungdomsinstitution. Snart vikles hun ind i en sag om en uhyggelig seriemorder, der afsoner en livstidsdom i det berygtede fængsel Wolf Hall. Begivenhederne tager fart, og Nora begynder pludselig at frygte for sit eget liv.

Den napper jeg da! Gode danske krimier kan man aldrig få for meget af, og denne her lyder lovende.

It began with an affair, and ended in murder. 

Jamen, hvordan skulle man da kunne modstå det? Lyder som en thriller i den lette ende, perfekt til en regnvejrsdag, med et tæppe om benene og endeløse strømme af varm te!

Elskede hendes foregående bog, It’s not me, it’s you, så satser på at også denne er chick-lit på den tørre, britiske måde. Den ryger med i strandtasken.

Historien om en blogger som gik fra livet i overhalingsbanen, over et anstrengt liv i forsøget på at geare ned, til ægte accept af, at selv det langsomme liv kan finde på at være mindre end perfekt. Har nævnt det før – jeg elsker personlige beretninger, og glæder mig til denne!

Var vild med Er du okay, Fie?, så har ret høje forventninger til bogen om Matthias. Matthias er homoseksuel, men tør ikke springe ud, fordi han er bange for sin fars reaktion. Umiddelbart lyder det lidt fortænkt, men mon ikke Anika Eibe klarer det på sædvanlig overbevisende facon?

Jeg ved slet ikke, hvorfor jeg ikke forlængst har læst Maria Gerhardts roste mesterværk, men nu skal det være. Lige nu, faktisk.

Hvad skal I læse her i sommer?

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

8 Comments

  1. Jette Mikkelsen says:

    Jeg skal da helt klart læse nogle af dem på din liste! Men har en stak på mit sengebord, som jeg enten ikke er færdige med, eller har fået påbegyndt.

    ‘Solsorten synger’ af Linda Olsson. Var vild med hendes forrige, og denne er også god, men tror mine forventninger var lidt høje, så den kæmper jeg med at få læst helt færdig.

    ‘Midnatspaladset’ af Carlos Ruiz Zafón. Den glæder jeg mig til at læse.

    Og så vil jeg have fingre i ‘Happy Ending’ af Anna-Sophie Lunding-Sørensen. Handler om en stærkt overvægtig telefondame på et bordel, der sammen med en stamkunde, tager ud for at lede efter en af de prostituerede, der er forsvundet. Der står; En ret skøn bog om skæve eksistenser og hårde livsvilkår på bunden af det danske samfund.

    Forfatteren er forresten også spørgsmålsforfatter til Bezzerwizzer 🙂

    Elsker gode bøger!

    1. Du gav mig Astrid og Veronika af Linda O – den var noget så fin! Midnatspaladset kan du glæde dig til, og så er det jo en del af en trilogi, hvilket klart giver ekstra point i min bog. Happy ending lyder skøn; den tror jeg måske også jeg vil kigge efter 🙂

  2. ‘Transfervindue’ står på min liste. I dag skal jeg i gang med Maren Uthaugs seneste bog og så håber jeg at kunne finde det helt rigtige til sommerferien. Måske ‘Stillidsen’ som jeg endnu ikke har læst. Kh. Birgitte

    1. Stillidsen kan jeg helt klart anbefale! Jeg synes den er noget så fin, og så har den en enorm kvalitet: det er tyk bog! Jeg elsker bøger der ikke slutter, lige som man har lært karaktererne at kende 🙂

  3. Jeg skal læse ‘Et lille liv’ af Hanya Yanagihara. Og eftersom det er noget af en moppedreng, så tænker jeg at det bliver den eneste bog, haha….!
    Tak for den fine inspirationsliste! ❤️

    1. Den har jeg også længe haft lyst til at læse – håber du lader os vide, hvad du synes om den!

  4. Jette says:

    Så har jeg læst/hørt Happy Ending, og den var ganske udemærket. Jeg har aldrig lyttet til en bog før, altså udover de historier jeg havde på kasettebånd da jeg var 5 år… og det var en virkelig god oplæser af denne bog.
    Så har jeg hørt Mopper og mig, fordi jeg har læst rosende ord om nogle af hendes andre bøger, men den kan ikke anbefales. Den var langtrukken, lidt kedelig bortset fra slutningen. Og oplæserne var virkelig dårlige.
    Så har jeg læst Jojo Moyes Sommeren før jeg mødte dig, og den synes jeg var virkelig tung i begyndelsen, men ca 200 sider inde, blev jeg fanget og var det, helt til slut.
    Skal lige nå Midnatspaladset inden ferien er slut! 🙂

    1. Pia says:

      Uh, det lyder som en god ferie! Jeg synes lydbøger er skønne på stranden – man slipper for at ligge og bakse med en tung bog, og undgår også solbriller/læsebriller problemet 😉

Comments are closed.