Mit hjem er ret grønt. Jeg nyder at have liv omkring mig, og jeg nyder at lade en masse grønt live op på mit sort/hvide univers. Driverhuset, kalder vi det – og det navn sigter ikke kun til planterne 😉
Alle mine planter er nøje udvalgt efter et helt særligt kriterie: De skal være virkelig svære at slå ihjel. Det der i virkeligheden er tale om, er ganske enkelt min metode til at leve med den helt særlige afart af naturlig udvælgelse, som finder sted når jeg ind imellem glemmer dette kriterie, måske fordi en plante bare er så flot at jeg slet ikke kan lade den stå i fred. Den dør. Bare sådan – helt uden advarselssignaler eller noget. Den dør bare.
Nu mener alle jo nok ikke det samme, når de taler om nemme planter. For at en plante skal kunne kategoriseres som ‘nem’ i mit hjem, skal den kunne trives med husets menu, hvilket vil sige at den får noget vand en gang om ugen. Den får præcis så meget som får, og den skal ikke regne med, at mængden er afpasset forholdene eller sådan noget fancy noget. Den skal kunne leve af vand. Og kærlighed.
/Pia