Hjemmelavede julegaver er dejlige at give. Når man strikker til sine kære, får man lejlighed til at sidde og tænke på dem mens arbejdet står på, og glædes ved at have dem i sit liv. Man strikker mening ind i gaven; gør den betydningsfuld med sin tid og sin opmærksomhed. Derfor har jeg lavet et par nye opskrifter på fine småting, som jeg synes er gode gaver – enten til ens kære, eller til en selv. For selvfølgelig kan man give sig selv gaver, og hjemme hos os ligger der altid mindst én gave under træet fra Pia til Pia.
Mit første bud på en julegave er et par fingerløse vanter, strikket i lækkert, blødt uldgarn. Indrømmet – det er ikke min lettest tilgængelige opskrift., selvom tidsforbruget er til at have med at gøre, selv i den travle juletid. Man skal kunne strikke mønster, samtidig med at man laver kile til tommelsfinger, og ind imellem jonglerer man med ikke mindre end 6 pinde… Men det er totalt umagen værd, og samtidig er det et overskueligt projekt.
Når jeg laver små strikkede herligheder som disse, kan jeg godt lide at bruge et ekstravagant garn. Der går så lidt til, og det giver altså lige gaven det lille ekstra. Derfor har jeg strikket i det lækre alpaca fra Frisenvang, men opskriften kan også sagtens bruges til Drops Air.
Opskrift på fingerløse vanter
Tidsforbrug: ca. 6 timer
Garnforbrug: 100 gr Drops Air, farve 01, natur eller 100 gr. Frisenvang mellemfin kvalitet, naturhvid
Pinde: strømpepinde 3 og 4
Strikkefasthed: 18 m x 24 omg i glatstrik på p 4 = 10 x 10 cm
Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.
Læs hele opskriften igennem, før du starter!
Slå 40 masker op på strømpepinde 3. Strik 9 cm dobbeltrib: 2 vr, 2 r. Skift til strømpepinde 4.
Start mønster
Du skal strikke mønster på vantens overside, mens du strikker ret inde i håndfladen. Således skal du strikke 22 masker i mønster 1, fulgt af 18 masker ret. OBS – de to første pinde i mønster 1 skal ikke medregnes i mønsteret; de viser bare, hvorledes mønsteret skal placeres over ribben!
Samtidig starter udtagninger til tommelfinger
Marker maske nr. 22 og 24 på omgangen (altså den sidste maske i mønster 1, og nr. 2 maske efter den). Indenfor disse masker skal du tage ud til tommelfinger. Lav udtagningerne således:
Første omg: Start umiddelbart efter du har strikket den første markerede maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den første markerede maske og den maske du skal til at strikke) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
Strik næste maske ret.
Saml løkken mellem de to næste masker (altså mellem den maske du netop har strikket, og den sidste markerede maske) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Anden omg, og hver anden omg herefter: Strik 22 m i mønster 1, og de øvrige masker på omg ret.
Tredje omg: Start lige inden du kommer til den første maske, du tog ud på 1. omg – altså masken efter den første markerede maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
Strik 3 masker ret.
Saml løkken mellem de to næste masker op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Femte omg: Start lige inden du kommer til den første maske, du tog ud på 3. omg – altså masken efter den første markerede maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
Strik 5 masker ret.
Saml løkken mellem de to næste masker op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Syvende omg: Start lige inden du kommer til den første maske, du tog ud på 5. omg – altså masken efter den første markerede maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
Strik 7 masker ret.
Saml løkken mellem de to næste masker op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Niende omg: Start lige inden du kommer til den første maske, du tog ud på 7. omg – altså masken efter den første markerede maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
Strik 9 masker ret.
Saml løkken mellem de to næste masker op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Strik de 10 nye masker med (i ret), indtil arbejdet måler 15 cm. Når arb måler 15 cm overfører du de 11 masker til tommelfingeren (de 10 masker du har taget ud, og masken i midten) til en tråd, og lader dem hvile.
Slå 1 ny maske op hvor du har sat tommelfingerens masker på tråd, og fortsæt rundt efter mønsteret med 40 masker på omg.
Når mønster 1 er slut skifter du til strømpepinde 3, og strikker derefter mønster 2 OG strikker samtidig alle maskerne inde i håndfladen i perlestrik . Luk herefter elastisk af i perlestrik.
Strik kant på tommelfinger
Sæt de 11 masker fra tråden på strømpepinde 3. Saml en ny maske op i den maske du slog op, lige efter du havde sat maskerne på tråd, så du har 12 m på omg. Strik 2 omg perlestrik, og luk derefter alle 12 m elastisk af i perlestrik.
Mønster 2 nedenfor
Mønster 1 ovenfor
Forklaring til diagrammer
X = vrang på retsiden
SS = sæt 1 m på hjælpepind bag arb, strik 1 r, strik masken fra hjælpepinden ret
// = sæt 1 m på hjælpepind bag arb, strik 2 r, strik masken fra hjælpepinden vrang
\\ = sæt 2 m på hjælpepind foran arb, strik 1 vr, strik de 2 m fra hjælpepinden ret
((( = sæt 1 m på hjælpepind bag arb, strik 1 r, strik masken fra hjælpepinden ret
))) = sæt 1 m på hjælpepind foran arb, strik 1 r, strik masken fra hjælpepinden ret
Strik den anden vante på samme måde – men husk at lave tommelfinger i den modsatte side, altså før mønster 1!
Atter en dejlig opskrift fra dig. Tusind tak <3
Tak for de søde ord – de betyder mere end du måske ved