Nu kan jeg ikke bære det længere… alle de mennesker, der fortæller mig, at de desværre ikke kan strikke, selvom de vildt gerne ville lave ny puder/en sweater/lidt hyggeligt babytøj – eller bare have glæden ved at sidde og pusle med noget garn! Derfor indstifter jeg nu en Strikkeskole, hvor jeg nænsomt guider begynderen igennem de første, svære skridt med garn og pinde.
Selvfølgelig vil det drille i begyndelsen. Al begyndelse er svær. Til gengæld er belønningen så rigelig, at jeg helt klart synes, det er nogle timers frustration værd. Den der nemme, hyggelige måde at strikke på, hvor pindene gløder, maskerne flyver, og den ene lækkerhed efter den anden hopper af pindene er slet ikke så langt væk, som det måske kan synes i starten.
Så grib et par strikkepinde i str 3,5 og et nøgle garn. Hvis du skal ud og købe pindene, vil jeg anbefale at du straks fra starten køber en rundpind af en rimelig kvalitet – det er så uendeligt meget nemmere at strikke på, og helt ærligt: hvorfor gøre det sværere for sig selv end nødvendigt?
Med hensyn til garnet, så starter vi med noget helt almindeligt bomuldsgarn, af den slags som kan fås i alle garnbutikker og de fleste supermarkeder. Det hedder gerne noget med 8/4, men hvis ikke det står på garnet, så kig på løbelængden. Den fortæller hvor mange meter garn der er pr. 50 gram, og dermed også noget om garnets tykkelse. Gå efter en løbelængde på omkring 170 meter pr. 50 gram – det kommer sig ikke så forfærdeligt nøje, for vores første projekt er en helt simpel klud. Er garnet lidt tykkere eller tyndere, bliver kluden en smule større eller mindre, og det går nok endda. Bomuldsgarn er ikke det nemmeste i verden at strikke med, men jeg anbefaler det alligevel til det første projekt, simpelthen fordi det er for kedeligt at sidde og strikke små firkanter, som ikke kan bruges til noget. En bomuldsfirkant er en karklud, og den slags er altid hyggeligt!
Det første du skal gøre, er at slå masker op. Det kan man gøre på utallige måder, men jeg foretrækker denne krydsopslagning fordi den er nem at lave, nem at strikke første pind fra, og dejligt elastisk. Se videoen fra Drops her, og prøv at følge med.
Slå 44 masker op med dobbelt garn, og gør dig klar til at strikke. Den første pind er besværlig, så hvis du har adgang til en rutineret strikker, kan du med fordel bede vedkommende om at strikke den, men ellers væbner du dig bare med tålmodighed, og glæder dig over, at det snart bliver meget nemmere!
Med hensyn til det der med dobbelt garn, så kan man naturligvis bruge to nøgler, men man kan også tage en tråd fra ydersiden og en fra indersiden, så man kun bruger et enkelt nøgle. For at få fat i tråden fra indersiden skal du stille dit garnnøgle på højkant og skubbe det lidt sammen. Så åbner hullet i midten sig lidt, så du stikke et par fingre ind og få fat i den løse ende.
Du skal strikke lutter retmasker. Følg den næste Drops video, og strik derudaf. Række efter række af retmasker, indtil arbejdet er kvadratisk.
Når du har et kvadrat på pindene, skal du lukke af. Det kan man også gøre på mange forskellige måder, men i første omgang skal du lære den nemmeste. Den er ikke altid optimal, fordi den ikke er så elastisk, men tænk over at strikke så løst som muligt, eller strik eventuelt selve aflukning på lidt større pinde. Se hvordan du gør nedenfor.
Den allersidste maske lukker du ved at knække garnet og trække den løse ende igennem masken.
Med en stoppenål fæstner du garnenderne fra starten og slutningen. Hvis det skal være rigtig fint (og det skal det!), kan du gøre det som på videoen her:
Og det var det! Nu kan du strikke, og du kan bruge din fine nye karklud. Hvis den er en smule ujævn i faconen, hylder du det hjemmegjortes princip om egenartet skønhed – og glæder dig over, at alt kommer med rutinen.
Næste uge skal vi gennemgå hvordan man strikker vrangmasker, og hvordan man laver mønstre ved at kombinere ret og vrang. Hvis du støder ind i uoverstigelige problemer, må du endelig skrive, så skal jeg gøre mit bedste for at vejlede.
Alle har ret til at strikke 🙂