Det er dejligt at læse. Det er næppe nogen nyhed at jeg er glad for at forsvinde ind i bøgernes magiske verden; det er noget af det jeg gør allerbedst 😉
Jeg har altid været en læsehest. Med æselører og det hele. Fra jeg var helt lille, har bøgernes univers puslet og tiltrukket mig, og lige siden jeg læste min første bog på egen hånd (Pelle Haleløs), har jeg slugt metervis af bøger.
Indlægget indeholder reklame for Saxo Premium
Ofte møder jeg mennesker som fortæller mig, at de virkelig godt kunne tænke sig at læse mere. De oplever bare, at tiden ikke lige er til det, eller at de har svært ved at få hul på boblen; svært ved at finde lige præcis dén bog, som kan sætte fut i deres læselyst igen. Det er primært dem, jeg skriver til i dag, men andre kan måske også finde inspiration til at læse endnu mere – for det kan jo nærmest aldrig blive for meget.
Hvis du gerne vil i gang med at læse, har jeg et par gode tricks til dig. Tricks der hjalp mig i gang, ovenpå en længere periode, hvor min læsning var på lavt blus.
- Få én gang for alle gjort op med, hvad du bør læse. Det kan godt være, at du ikke er ret langt i de store klassikere, men måske er det ikke lige dér, du skal tage fat. Start med noget let og medrivende, noget som er ligetil og enkelt. Og meget gerne noget indenfor et tema, som på forhånd interesserer dig. Ender du med chick-lit eller krimier, så tillad dig selv at nyde det.
- Hav gerne gang i flere bøger ad gangen. Både fordi det er praktisk (en papirsbog på sengebordet eller i sofakrogen, og en ebog på telefonen for eksempel), men også fordi stemninger skifter så hurtigt, og det du havde lyst til at læse i morges, måske ikke er det samme som det, der kan friste dig i aften. For mig var e-bøgerne en afgørende game changer – og hvem ved, om de også kan blive det for dig? Hvis du har lyst til at teste det uden at binde dig til noget, vil jeg anbefale Saxo Premium, som giver dig 14 dages gratis adgang til deres betagende univers.
- Læs sammen med andre. Læsning er måske ikke som udgangspunkt en social aktivitet, men hvis du læser sammen med andre, bliver det ofte nemmere at få det gjort. Du kan enten finde (eller lave!) en læseklub på nettet eller ude i virkeligheden, eller du kan vælge at deltage i nogen af de læsearrangementer, der afholdes flere gange om året. Selv elsker jeg at deltage i Dewey’s Readathon, men der er mange andre muligheder.
- Læs med ørerne. Det har været virkelig svært for mig at lære at sætte pris på lydbøger, men nu kan jeg slet ikke undvære dem. Jeg lytter bøger når jeg gør rent, redigerer billeder, kører bil, går tur, og når jeg sidder og sysler med strikketøj eller andre nørklerier – og det er noget så hyggeligt.
- Gør det nemt for dig selv at læse. Hav bøger alle vegne, så der altid er et eventyr ved hænderne, uden du behøver at støve rundt efter det (se også punkt 2).
- Lav nogen gode læsevaner. Find de tidspunkter i din dagligdag, som passer naturligt til læsning, og gør det til en vane at finde bøgerne frem, i stedet for lige at tage en rundtur på nyheds-apps og de sociale medier. Selv læser jeg altid om aftenen, men også til min frokost (jaja, ved godt at jeg virkelig burdekoncentrere mig om maden, men ’burde’ er altså sat på hold) og under snart sagt enhver form for transport.
- Find de små lommer af tid. Aftal for eksempel med dig selv, at hver gang du vil tænde TV eller computer for lidt adspredelse, så læser du først fem minutter. Lidt har også ret, og sandsynligheden for, at du finder mere end fem minutter er ret stor.
Hvad er jeres tips til at få læst? Og hvad læser I lige nu?