Hjertesagen – min julesweater

Babystrik er sjovt og hyggeligt, men det der med egostrik kan nu altså også noget. For eksempel får man jo lov til at bære resultatet af alle de hyggelige stunder i sofaen – som jeg lige nu bruger min nye julesweater konstant. Altså virkelig hele tiden. Fordi den bare er noget så dejlig, og jeg slet ikke kan få nok af den. På sommerhustur, gennem lufthavnen, og naturligvis non-stop hernede i det smukke italienske efterår. Min fødselsdag er jo ovre, så det er helt okay at begynde at smugle lidt jul ind hist og her.

julesweater

Og så er den jo altså heller ikke mere julen end som så. Ved første øjekast bare en helt traditionel nordisk sweater – men går man lidt mere i detaljen, så synes jeg jo altså, at de fine røde hjerter er noget så julede, og det er da også dem, der har givet navn til sweateren.

julesweater

Selvfølgelig er mønsterstrik altid mere kompliceret end ensfarvet, men der er nogle små tricks i designet, som gør denne til en absolut overkommelig opgave. Alt er strikket på rundpind, så man slipper helt for den ellers vældigt festlige øvelse med mønsterstrik på vrangpinde (jeg ender gerne som det hjælpeløse centrum i et kæmpe bundt af sammenfiltrede garner…), og mønstrene er lavet, så der sjældent er mere end et par masker mellem skiftene – og i hvert fald aldrig mere end 5. Det betyder at trådene lægger sig pænt, helt uden hjælp, og at man ikke behøver at sidde og sno dem på bagsiden.

Læg dertil, at den er strikket i det lækre Drops Air, som jeg også brugte til Isabellas julesweater, og så har vi altså en vinder! Drops Air er noget så blødt og lækkert. Det er et garn med et skønt vamset udseende, men i modsætning til så mange mohairgarner, så afsætter det ikke fnug alle vegne. Fordi det er lavet som en blanding af alpacca, uld og polyamid, holder det faconen helt perfekt, og er tilpas let til at den færdige sweater kan bære sig helt utroligt flot. #yndlingsgarn

julesweater

Opskrift på julesweater

Størrelse s (m) l (xl) – jeg har strikket en str l til mig selv, og den er virkelig rummelig, præcis som jeg kan lide den.

Overvidde 50 (55) 61 (67) cm

Længde 60 (61) 63 (65) cm

Strikkefasthed 17 m på 10 cm med p 5

Garnforbrug:
5 (6) 6 (7) nøgler Drops Air farve 06, sort mix
1 (1) 1 (2) nøgler Drops Air farve 04, mellemgrå
1 nøgle Drops Air farve 01, natur
1 nøgle Drops Air farve 07, rubinrød

Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.

 

Ryg- og forstykke 
Hele sweateren strikkes rundt på rundpind. Har du ikke rundpinde i de rette længder, kan du eventuelt bruge magic loop-teknikken.

Slå 168 (192) 204 (228) m op med sort på rundpind 4. Strik dobbeltrib (2 r, 2 vr) i 5 cm. Skift til rundpind 5, og fortsæt i glatstrik til arb måler 32-33-35-37 cm.  Nu strikkes næste omg således: Strik 38-44-47-53 m (halvdelen af ryggen), luk de næste 8 m af til ærmegab, strik 76-88-94-106 m (forstykke), luk igen 8 m af til ærmegab, og strik så de sidste 38-44-47-53 m (anden del af ryggen). Lad arb hvile, mens du strikker ærmerne.

Ærmer
Slå 40-42-44-46 m på rundpind 4 med sort. Strik dobbeltrib i 5 cm. Skift til rundpind 5, og fortsæt derefter i glatstrik, mens du tager 1 m ud på hver side af startmasken, i alt 12 (13) 14 (14) gange med 2,5 cm imellem udtagningerne. Du har nu 64-68-72-74 m på omg. Når arb måler 45 (44) 44 (43) cm, lukker du 8 m midt under ærmet.

Bærestykke 
Sæt maskerne fra ryg, et ærme, forstykket og det sidste ærme på en rundpind 5, i alt 264 (296) 316 (344) m, og marker starten af omg midt bag. Strik 2 (4) 6 (6) omg, hvor du tager jævnt ind til 256 (288) 304 (336) m, og start så mønster efter diagrammet nedenfor. Der er 16 (18) 19 (21) rapporter på omg, og du tager ind ifølge diagrammet, så du starter med 16 m pr rapport, og ender med 6 m pr rapport: (96) 108 (114) 126 m.

Strik 1 omg i sort, hvor der tages ind til 80-84-86-88 m.

Krave
Skift til rundp 4, strik kraven i sort dobbeltrib, ca. 7 cm. Luk elastisk af.

julesweaterjulesweater

Montering

Hæft alle ender, sy åbningerne under ærmerne, og damp din sweater let. Det er nemmest at gøre med en steamer – har du ikke sådan en, kan du forsigtigt føre et dampstrygejern henover arbejdet uden at røre det.

Måske vil du også læse...

8 Comments

  1. Så produktiv du er, Pia, imponerende. Myke strikkegensere i ull er deilig på denne årstiden, ja nesten et must. Og du, gratulerer med vel overstått fødselsdag. Du er så utrolig flott og jeg er glad jeg er blitt kjent med deg i denne litt merkelige cyberverdenen.

    Beste hilsen Ingrid

    1. Det er så inderligt gengældt Ingrid – skønt at have lært dig at kende! Hver gang jeg er i en lufthavn, håber jeg at støde på dig

  2. Sussi Johansen says:

    Fantastisk flot sweater! Jeg kan ikke se, hvor der bliver taget ind.. kan du hjælpe?

    På forhånd tusind tak

    mvh

    Sussi Johansen

    1. Hej Sussi, indtagningerne fremgår af diagrammet – der hvor felterne har prikker, er maskerne taget ind. Dermed kan du se, at rapporten starter med at have 16 masker, og slutter med at have 6. Giver der mening?

  3. Signe Ryberg says:

    Hvor de den bare fin – og diskret julet

    1. Tak Signe. Jeg ville netop gerne lave en julesweater som kunne bruges hele året

  4. Lene says:

    Hej Pia
    Super flot sweater
    Jeg er i gang med en til mig selv – men jeg har lidt problemer med mønstret. Der hvor der er en prik, skal jeg her strikke 2 masker sammen ?
    Og når der så startes med en prik og i samme mønsterrække slutter med en prik, skal der så være 2 x 2 sammenstrikkede masker lige efter
    hinanden ?
    Håber du kan hjælpe mig videre
    På forhånd tak for hjælpen

    1. Prikker er masker der er taget ind – masker der ikke findes mere, fordi du har taget dem ind.

Comments are closed.