I dag skal vi omsider holde min mors 70 års fest. Det er ellers ret lang tid siden hun havde fødselsdag, men forskudte fejringer er tilsyneladende noget man vænner sig til, når man har været så ufornuftig at lade sig føde midt i sommerferien.
Jeg har pyntet festteltet og vores gamle lade, som efterhånden har tjent som baggrund for utallige herlige fester. Denne gang har jeg valgt et ganske farverigt tema for at kunne hamle op med naturen, som jo står i sin skønneste pragt for tiden.
Pink, gul og grå. Det er da til at få øje på! Jeg har været mere gavmild med den pink og den gule, og holdt lidt igen med den grå, som først og fremmest er med for at hæve indtrykket fra ‘børnefødselsdag i påsken’ til ‘fest’.
Når man skal pynte et stort, hvidt festtelt, er det vigtigt at huske på, at pynten skal være til at få øje på. Det små og pussenussede forsvinder nemt, og i værste kommer det faktisk til at se rodet ud. Hvis man vil have små pynteting, skal der være mange af dem, og de skal placeres med omhu. Det kan være et problem med blomster, hvor jeg nogen gange synes det virker som om jeg enten kan vælge a) at blive fuldkommen ruineret, eller b) at smide (godt nok lidt færre) penge ud af vinduet, fordi dekorationerne er for små, og dermed ikke rigtig ser ud af noget. Derfor har jeg istedet tilføjet farve i form af vimpler, vifter, møllehjul og kulørte servietter Man kommer virkelig langt med en stak farvet kopipapir!
Laden synes jeg egentlig har en så rå og rustik charme, at jeg ikke helt nænner at gøre alt for meget ved den. Den er temmelig mørk, så jeg har tilføjet en del hvidt herinde. Buffetbordet står således med hvid dug, under de hvide guirlander jeg lavede til vores Skt. Hans aften sidste år, og imellem de to hvide lysekroner af origami-traner. På bordet har jeg lagt en ranke af gode sager fra haven, og stillet en enkelt, stor blomsterdekoration.
Rundt omkring i rummet, på gavebord og sammen med velkomstdrinken, står der yderligere tre store dekorationer, igen med masser af grønt fra min efterhånden let skaldede have, og et par håndfulde blomster i gul og pink. Og det er egentlig dét – der er for 120 kr blomster, og alligevel ser det ud af en masse.
Nu er der så bare tilbage at vente på festens hovedperson, som jeg glæder mig helt vildt til at fejre!
Wow, så utrolig vakkert og delikat pyntet. Jeg er imponert og nå håper jeg virkelig at det blir en skikkelig bra fest. Det står i alle fall ikke på pynten. Lykke til, og gratulerer til jubilanten.
Beste hilsen Ingrid på http://www.ingridtunheim.no
Tusind tak, Ingrid. Vi havde en vidunderlig dag, og min mor nød hvert øjeblik!