Straumur er en nordisk sweater, som er opkaldt efter min gamle hest. Straumur er sjov at strikke, men opskriften kommer foreløbig kun i én størrelse. Jeg har dog en voldsom lyst til at strikke den op i nogen skønne gråtonede jordfarver, og så kunne jeg jo meget passende samtidig regne på forskellige størrelser.
Jeg har altid elsket sweatre med nordiske mønstre. Som barn udvalgte jeg mig et mønster, og bestilte trøjen hos min mor, med besked om, at den altså ikke måtte kradse – og så kunne min mor pænt sidde og nørkle med små, indviklede farvemønstre i tarveligt akrylgarn. Ikke helt fair måske, men det betød at trøjen blev brugt!
Heldigvis er jeg kommet over min uld-fobi, omend jeg stadig bedst kan lide strik som er så blødt, at jeg kan bruge det uden langærmede bluser indenunder. Denne sweater er strikket i et meget blødt og lækkert garn, som er så vidunderligt fluffy, at det færdige arbejde kommer til at se lige tilpas tilfældigt ud. Jeg bryder mig nemlig ikke så meget om mønsterstrik i alt for hårdt tvundet garn, fordi jeg synes det bliver lidt skarpt i udtrykket. Til gengæld er jeg ikke begejstret for, hvordan garnet opfører sig – det fnugger og fælder, så jeg er lige ved at blive vanvittig, og jeg har rigtig meget lyst til at strikke det op i en anden kvalitet. Enten i Drops Air, eller i en kombination af Merino Extra Fine og Kid Silk – det ville være vidunderligt, er jeg sikker på. Lige om lidt…
RED: Min veninde har strikket den op i én tråd Air og én tråd Brushed Alpaca Silk, og fik et forrygende resultat! Hun brugte 5 nøgler af hver i bundfarven, og 2 af hver i kontrastfarven – altså i alt 7 nøgler Air og 7 nøgler Brushed Alpaca Silk.
Bemærk: Mine gratis opskrifter er ikke nødvendigvis testet i alle størrelser! Læs mere om vilkårene for gratis opskrifter i dette indlæg.
Garnet er fra Drops og hedder Melody. Jeg har brugt omkring 300 gram grå og 100 gram råhvid til denne sweater, som er en stor one-size, med en overvidde (brystmål) på ca. 125 cm. Jeg har ikke regnet på andre størrelser, men tænker at den er ret nem at gøre kortere eller længere, ved blot at forkorte eller forøge striberne uden mønster. Til gengæld er den nok lidt mere kompliceret at gøre smallere, da maskeantallet jo helst skal passe med mønsteret. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men det kræver nok lidt mere pusleri med mål og masker.
Opskrift på islandsk sweater
Strikkefasthed: 12 masker / 10 cm på pinde 6.
Krop:
Slå 148 masker op, og strik rib: 2 ret, 2 vrang i 6 cm.
Skift til glatstrik, og tag 4 masker ud på første omgang.
Strik 22 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 12 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 3 omg glat i bundfarven.
Luk for 5 m, strik 71 m, luk for 5 m, strik de resterende 71 m.
Lad arbejdet hvile.
Ærme:
Slå 26 masker op, og strik rib: 2 ret. 2 vrang i 8 cm.
Skift til glatstrik, og tag 5 m ud på første omgang.
Fra nu af tages der 1 m ud hver 2. omg , til der er i alt 61 m på omg
Strik 16 pinde glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 12 omg glat i bundfarven.
Strik mønster (12 omgange).
Strik 3 omg glat i bundfarven.
Luk for 5 m, strik 51 m, luk for 5 m.
Lad arbejdet hvile.
Bærestykke:
Saml for- og bagstykke samt ærmerne på en rundpind, i alt 244 masker.
Tag fra nu af ind på hver anden pind på flg måde: ved alle fire samlinger begynder man indtagninger 3 m før samlingen. Strik 2 r sammen, strik 2 ret i bundfarven, tag 1 m løs af, strik 1 ret og før så den løse m over den m du strikkede ret. Således får du taget 8 masker ind i alt på omgangen.
Strik 8 omg glat i bundfarven.
Strik 12 omgange i mønster.
Strik 14 omg glat i bundfarven.
Der er nu taget ind på 17 omgange, og der er således 108 masker tilbage på pinden. På næste omgang tages der 42 m ind jævnt fordelt, så der er 66 m tilbage på omg.
Strik 8 pinde rib: 2 ret, 2 vrang, og luk løst af
Montering:
Sy hullerne under ærmegabene i begge sider, og hæft alle ender. Put eventuelt det færdige arbejde i fryseren et par timer for at begrænse løse hår (kan med fordel også gøres inden man begynder at strikke!).