I søndags holdt vi jo lille Johns navngivningsfest, og der er flere af jer, der har spurgt til, hvordan sådan én foregår efter buddhistiske traditioner. Det er en ceremoni jeg holder meget af, så i dag vil jeg dele hovedtrækkene i den med jer.
Der er selvfølgelig ret stor forskel på, hvilken stemning forældre ønsker at lægge, så der er ikke rigtig to navngivninger der er ens. Nogen ønsker at lade det foregå i en skov eller ved vandet, andre vil have en stor havefest, mens atter andre foretrækker en mere formel fest. Det der er grundstammen i ceremonien ændrer sig dog ikke meget, uanset omstændighederne.
John i sit smukke dåbssjal
Der er grundlæggende tale om en formel velkomst til barnet, hvor forældrenes familie og venner bliver indbudt til at dele glæden over den lille ny. Først bliver der talt til barnet. Man giver en kort historie om det navn, forældrene har valgt, og så reflekterer man over, hvordan ingen kan vide, hvordan det nye liv vil udfolde sig. Barnet vil, på sin vej gennem livet, komme til at møde både sorg og glæde, og man minder om, at vi må lide med det sørgelige, og glædes ved det skønne – og at barnet på intet tidspunkt vil stå alene med noget af det. Der vil altid være nogen, som er parat til at dele både byrder og glæder.
Albert Einstein har sagt, at der kun er to måder at leve sit liv på. Den ene er, som om intet er et mirakel – den anden er, som om alting er et mirakel. Man minder barnet (nok mest forældrene, i virkeligheden…) om, at et nyt liv i sig selv er et mirakel, og at mirakler findes alle vegne, hvis man kigger efter dem. Fuldkommen som Sandheden, eller rettere Sandhederne. Ingen person eller institution har patent på sandheden, og barnet skal finde sin egen sandhed; sin egen vej.
Mange forældre vælger også selv at tale for barnet. Det er jo en vidunderlig mulighed for at få sagt noget af alt det, som måske bliver glemt i hverdagen – det store og betydningsfulde, som godt kan drukne lidt i lange nætter, våde bleer og amning.
Nogle gange har forældrene valgt en eller flere spirituelle forældre til deres barn, lidt ligesom gudforældre. Hvis der er sådan nogen på banen, taler man også til dem. Man minder dem om den store forpligtelse, sådan en status medfører. Deres vigtigste opgave er at holde barnets nysgerrighed levende, og at stå ved barnets side, når det begynder at stille De Store Spørgsmål. Livets store spørgsmål kan ind imellem gøre os lidt akavede, fordi de kalder på de store ord, og på intenst nærvær – men her må vi huske på at bryde vores egne grænser, så vi kan være der helt og fuldt for den, der tør spørge. Der er ikke brug for nogen Store Svar. Det man først og fremmest skal gøre, er at hjælpe barnet til at finde sine egne svar.
Selve den formelle velkomst består i, at man rituelt renser barnets krop, tale og sind. Det er gennem krop, tale og sind, man skaber sin karma, og en renselse af den karma man er født med, giver et smukt udgangspunkt på den videre færd gennem livet. Det foregår ved hjælp af enten indviet vand eller lidt pulverrøgelse, hvorefter der læses en velsignelse, og barnet sendes videre i livet, med ønsket om, at det må gå i fred.
Det er altid meget rørende at få lov at dele sådan en stor dag med en ny familie – og det bliver bestemt ikke mindre rørende af, at dagens hovedperson er ens eget barnemirakelbarn! Så smelter alt sammen, og hjertet er på nippet til at briste under presset af al den glæde, det skal rumme.
Så Interessant. Tillykke med barnebarnet og det dejlige navn (sådan hed min morfar og min ældste bror) og også tak for atter en dejlig opskrift.
John er et godt navn! Det er gået lidt i glemmebogen, men jeg elsker det. Sjovt at det nærmest har været familienavn hos jer 🙂