Langsom lørdag – om netikette

Det kan sagtens lade sig gøre at leve langsomt i en hurtig verden. Det kræver bare, at man bevidst vælger langsommeligheden – og at man gør sig i stand til at vælge jaget fra. I takt med at verden bliver mindre og mindre, kan det synes sværere og sværere at holde fast i at tage sig tid. Vi overdynges med informationer, og det fordrer at vi gør os umage med at kende forskel på væsentligt og uvæsentligt.

Internettet er en vidunderlig kilde til information, underholdning og kommunikation – men hvis ikke vi er varsomme, kan det også blive en svøbe. Hvis vi tænker, at bare fordi vi kan være på hele tiden, så betyder det også at vi skal være på hele tiden, så skaber vi problemer for os selv. Og hvis ikke vi passer lidt på hinanden, kan vi komme til at gøre en masse ondt, måske endda uden at vide det.

Læs også om min lille internet-udfordring

Derfor tænker jeg, at vi har brug for lidt internet-etikette eller, lidt mere kækt: netikette. Det er noget vi alle kan have glæde af at overveje en holdning til, al den stund at det der internet formentlig er en velsignelse, der er kommet for at blive. Tiden hvor man kunne holde fast i, at det nok var en døgnflue, er vist svundet for længst…

netikette

Så. Hvordan bruger man internettet på den sociale måde? Hvad er god netikette? Vi der er opvokset med fastnettelefoner (som slet ikke hed fastnettelefoner, men slet og ret telefoner, fordi det var den eneste slags der var), lærte at en telefon er til korte beskeder og man telefonerer ikke efter kl. 21. Vi (jeg) overholdt ikke altid reglerne, men de var der. Om ikke andet, så som en rar rettesnor i baggrunden. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi kom op med noget lignende i forhold til internettet, så her er mine forslag, som jeg håber I gider hjælpe mig med at arbejde videre på.

Netikette for email

  1. Man sender ikke en tung, arbejdsrelateret og svarkrævende email lige inden lukketid. Det er simpelthen ikke okay, for det kan virke enormt stressende på modtageren at have sådan en bandit liggende i indboksen natten over.
  2. Man bør være varsom med cc-funktionen. Ikke noget med at sende masse-emails, bare fordi. Emails sendes kun til de helt rette, relevante modtagere.
  3. Emails kan med fordel være korte og koncise. Kom direkte til sagen, og gem falbeladerne til en anden gang.
  4. Modtagne emails skal som udgangspunkt besvares. Derfor er det også ekstra vigtigt at være bevidst om pkt. 2.
  5. En email som kan besvares inden for to minutter, bør du overveje at besvare straks. Det er venligt overfor afsenderen, og en lettelse for dig selv.
  6. En email som kræver et mere involveret svar kan vente op til 48 timer, men helst ikke længere. Kommer det til at tage længere tid, er det høfligt at give en hurtig melding om at du har modtaget den, og at du forventer at svare om x dage.

Netikette for sociale medier

  1. Sociale medier er bare det. Ro på.
  2. Når du interagerer med andres poster, så husk kun at skrive dét til andre mennesker, som du også ville sige til dem ansigt til ansigt. Er du den mindste smule i  tvivl, bør du måske lige vente en halv time…
  3. Kommunikation er, selv under de bedste omstændigheder, en vanskelig kunst. Det bliver ikke nemmere når det foregår på skrift, og måske endda i hast. Og nej, en smiley fjerner ikke den kniv, du lige satte i en andens ryg.
  4. Pas på med at poste på andres vegne – og husk at det er venligt at huske at spørge, før du poster et billede af en anden. Mange er fuldstændig ligeglade, men enkelte bryder sig ikke om det, og de skal have lov selv at vælge.

Og så husk fremfor alt, at vi endnu ikke er blevet enige om, hvilke spilleregler der gælder. Du har dine regler, jeg har mine. Det betyder, at der kun meget sjældent er grund til at blive sur på nogen, hvis de bryder dine regler – det er formentlig bare, fordi de ikke tænkte over det. Og så er det jo altså også bare nuller og ettaller alt sammen…

Hvordan ser din netikette ud?

Måske vil du også læse...

3 Comments

  1. Fru Moll says:
  2. Fru Moll says:

    . Helt enig!

    1. Dejligt at høre! Vi skal nok få det lært, men det tager sikkert noget tid…

Comments are closed.