Lige en hilsen herovre fra det østlige – vi er taget på vandretur til Bornholm, og sender et postkort en af dagene. Indtil da vil jeg lige dele et af mine mere uheldige karaktertræk med jer…
I sidste uge skrev jeg om, hvordan jeg fra tid til anden laver en mental oprydning, hvor jeg gennemgår mine aktiviteter, forpligtelser og vaner. Det er en måde at holde øje med, om jeg hele tiden lever lige præcis sådan som jeg allerhelst vil.
I hverdagen sker der ind imellem det, at den ene dag tager den anden. Uhensigtsmæssige vaner overtager, når jeg kører på autopilot. Det er meget mere rart at være mig, hvis jeg husker på mine idealer og drømme, og sørger for, at mit liv afspejler mine ønsker.
Det eneste problem med mit 7-trins system er, at det nogen gange kan være svært at få øje på, hvor tiden egentlig forsvinder hen. Kender I det, at en dag bare smuldrer mellem fingrene på én? Altså ikke på den fede måde, hvor det ene tilbagelænede øjeblik tager det andet, og man bagefter kigger tilbage på en smuk perlerække af fordringsløse lykkeøjeblikke, for den slags smuldren er vidunderligt jo. Jeg tænker mere på den slags dage, hvor man faktisk har en del opgaver, der skal fra hånden, og hvor man virkelig knokler – men hvor der bare ikke rigtig synes at ske noget…
For nogle år siden oplevede jeg, at min tid løb fra mig. Jeg kunne aldrig rigtig nå mine opgaver, og jeg følte mig konstant stresset. På et tidspunkt besluttede jeg mig for at rydde op i mit arbejdsliv, og fravælge de opgaver som jeg ikke havde tid til – men da jeg satte mig for at lave en analyse af mine opgaver og mit tidsforbrug, viste det sig overraskende nok, at alle mine opgaver snildt burde kunne løses indenfor almindelig arbejdstid. Hvad var det så der var galt? Travlt havde jeg jo, og jeg var i gang hele dagen igennem. Jeg begyndte at tage tid på mig selv, for at finde ud af, hvor min dag forsvandt hen. Hver gang jeg startede på at arbejde med en ny opgave, skrev jeg et notat i en arbejdsdagbog, og – endnu vigtigere, viste det sig – hver gang jeg sprang videre til noget andet, noterede jeg også det. Sådan her så min arbejdsdagbog ud en af de første dage:
9.00: skriver på en artikel, som jeg har lovet færdig i ugens løb
9.08: email kommer ind, så jeg tjekker den lige. Hov – der var også kommet en reklame fra Amazon, så jeg smutter lige ind og ser hvad der sker.
9.20: artikel
9.30: sætter vand over til te, og smider noget tøj i vaskemaskinen
9.55: artikel
10.15: færdig med artikel, tager mig en pause inden jeg læser korrektur. Jeg tjekker email, Facebook, diverse blogs og debatsider, og ups – det gik der mere end en time med. Noget af det var selvfølgelig marginalt arbejdsrelateret, men ikke på min liste over opgaver i dag…
11.30: læser korrektur på artikel, og gemmer den, så jeg kan tjekke den en ekstra gang inden den bliver sendt til redaktøren (hvorfor???!?). Bladrer lige i nogen af mine gamle artikler, og tjekker min email.
12.00: frokost
12.30: tømmer vaskemaskinen, henter post. Tjekker min email, og ser om der er noget nyt på templets Facebookside.
13.10: skriver på min nye bog.
13.33: research til bog. Ryger lidt langt ud ad en tangent. Tjekker email, besvarer et par spørgsmål. Ser også lige efter hvordan vejret bliver i morgen (ikke fordi det betyder noget, og jo sådan set heller ikke fordi jeg kan gøre noget ved det, men altså…), og om der er ideer til spændende illustrationer på Pinterest. Slår også lige et hurtig slag forbi Instagram.
13.57: skriver videre på bogen – råtekst, som skal redigeres kraftigt, men der kommer da ord på papiret. Drikker te imens, som jeg lige holder en kort pause for at lave. Bliver afbrudt af en veninde der kommer på besøg, vist nok omkring kl. 14.30. Det er lidt svært at arbejde hjemme, for jeg kan ikke lide at sige, at jeg ikke har tid. I øvrigt er det også alt for hyggeligt at snakke med hende!
38 minutter var jeg om at skrive en artikel, og så brugte jeg nok yderligere omkring ti minutter på korrekturlæsningen. Hvorfor jeg ikke sendte den straks, må få lov at stå hen i det uvisse. Det er fuldkommen tåbeligt, fordi det betyder at jeg skal have fat i den én gang til, før jeg er færdig. Så skrev jeg koncentreret på bogen i 23 minutter, lavede research til den, og skrev videre på den i måske knap en halv time. Og så var den dag gået!!!?
Hvor blev den af?? Ja, det viser min arbejdsdagbog jo egentlig ret tydeligt. Den forsvandt i en strøm af mere eller mindre vigtige småærinder, og tåbelige tjek og gen-tjek af sociale medier, email og meget mere.
Jeg prøvede efterfølgende at disciplinere mig selv. Det var jo ret tydeligt for mig, at jeg havde ladet et evigt skiftende mylder af små indfald overtage styringen, og lige så tydeligt at det ikke bragte mig noget godt. Jeg forfulgte konstant mine indskydelser, men følte mig aldrig tilfredsstillet. Derfor valgte jeg en ny strategi. Når jeg satte mig for at arbejde, understregede jeg for mig selv, at jeg skulle arbejde, ikke andet. En god beslutning, bestemt – men desværre ikke en jeg førte ud i livet. Det var jo ikke fordi jeg ikke ville, der skete bare det, at distraktionerne tog magten fra mig, og jeg nåede nærmest aldrig at opdage det, før det var for sent.
Derfor besluttede jeg at tage en kold tyrker. Hver gang jeg satte mig for at arbejde, slog jeg wi-fi fra på min maskine. Til gengæld arbejdede jeg i forudbestemte blokke af tid, som regel bare tredive minutter ad gangen. Tredive minutter kunne jeg nemt koncentrere mig, og det var nemt at overbevise mig selv om, at den tid skulle være dedikeret arbejdet og intet andet. Hold nu op, hvor fik jeg pludselig meget fra hånden! På fire gange tredive minutter, altså bare to timer, nåede jeg meget mere end jeg før gjorde på en hel dag. Til gengæld måtte jeg afsætte særlig tid til at besvare emails, kommentarer og spørgsmål på sociale medier – to-tre gange om dagen bestemte jeg mig for; det måtte være mere end nok. Det betød selvfølgelig, at folk måtte vente et par timer mere end sædvanligt på svar fra mig, men det var der vist ingen der opdagede.
I dag er det blevet en god vane at arbejde når jeg arbejder, og holde fri når jeg holder fri. Det er herligt. Jeg når mine opgaver uden problemer, og når jeg slapper af, er jeg bevidst om, at det er det jeg gør, så jeg nyder mine pauser meget mere.
Er I gode til at skelne mellem arbejde og fritid – eller betyder det ikke noget for jer? Jeg tænker at mange garanteret sagtens kan jonglere med flere bolde, og være glade for det – jeg kan bare ikke!
