Halvvejs gennem januar synes jeg det er okay med lidt pral. Jeg har faktisk klaret de der tre M?er rigtig godt når jeg selv skal sige det, og i hvert fald meget bedre end jeg havde forventet. Der har været enkelte ups?ere, men hvad er vel et liv uden ups?ere? 2017 er året hvor jeg vil prise min ufuldstændighed, om ikke af andre årsager, så fordi det giver så herligt mange anledninger til at fejre mig selv.
Motion er det gået rigtig godt med. Jeg har kun snydt ganske få dage, nemlig mens barnevidunderbarnet var på besøg. Skal jeg vælge, foretrækker jeg kvalitetstid med hende og hendes familie, fremfor med den der trappe…
Jeg ville ønske jeg var sådan en übercool bloggertype, som kunne sige at det har været en fornøjelse, og at jeg slet ikke kan forestille mig livet uden motion, men det ville være forkert. Man må ikke lyve. På den anden side kan jeg, helt uden at blinke, men nok med en smule ærgrelse, sige at min krop har det bedre nu, end den har haft det længe. Mine konstant lurende rygproblemer mærker jeg meget mindre til, og forbruget af smertestillende midler er dykket gevaldigt. Om jeg lærer noget af det? Det vil tiden vise (men jeg har et meget godt gæt).
Mad der kan bruges til noget er det gået marginalt ringere med. Marginalt ringere er godt, og den stak pandekager, og alle lakridserne, og left-over kransekage (hvad sker der for det?? Har da aldrig haft kransekage tilbage efter en nytårsaften før) var det hele værd. Det er gået godt sådan måske lige omkring 80-85 % af tiden ? og i den forbindelse vil jeg gerne lige minde om Shakespeares vise ord:
There is nothing good or bad, but thinking makes it so
…og jeg lader så bare være med at tænke.
Meditation er lidt en no-brainer for mig. Jeg har efterhånden så mange års erfaring med mit sinds tumlerier, at jeg udmærket er klar over, at jeg har brug for den tid til mig selv. Det er normalt for mig at meditere hver dag ? men det er også (stadig) normalt for mig at ?glemme? det ind imellem. Det sker typisk når alting bare kører derudaf i gladeste gear; når verden på nydeligste vis indretter sig efter mine luner, og intet går mig imod. Så glemmer jeg, hvor vigtigt det er at få mig sat.
På den anden side bliver jeg ret hurtigt mindet om det. Efter en tid uden daglig meditation opdager jeg lige pludselig en alt for velkendt fornemmelse af at være lidt ude at takt med livet, lidt som om mine tandhjul ikke helt er i hak med verden. Der kommer sådan en subtil skurren, som om der er noget galt med mig, som om jeg er anderledes (og ikke på den fede måde). Jeg bliver urolig, har det som om jeg mangler et eller andet, jeg føler mig bare en lillebitte smule ensom og udenfor, og den følelse gør mig sur. Jeg kan ikke lide at være hverken urolig, ensom eller sur, og så er det jo godt at jeg kender kuren. Ville bare være rart om jeg snart kunne få lært det på den helt afgørende måde, så jeg ikke behøver de små bump på vejen. Jo slet ikke noget jeg gider at slås med, når jeg ikke engang kan dulme fornemmelsen med flødeboller.
