Update på projekt “Capsule Wardrobe”

Nu har jeg, i hvert fald i princippet, levet med min begrænsede vintergarderobe – min capsule wardrobe – i 7 uger, og vinteren er vel forbi, eller? (hint, hint til vejrguderne). Jeg var som udgangspunkt en smule betænkelig ved foretagendet, men efter at have prøvet det, er jeg faktisk ret begejstret. Det har været noget så nemt, og selvfølgelig kan det have noget at gøre med, at jeg havde to ugers ferie fra projektet, mens jeg var i Rio. Men jeg tør nu alligevel godt erklære, at eksperimentet var en succes. Det har været så meget nemmere at finde noget at tage på, og jeg har overhovedet ikke haft tilfælde af ”opgivende stirren ind i skabet”. Og det giver jo umiddelbart ingen mening overhovedet, for hvorfor skulle det være nemmere at have færre valg?

Det skyldes det jo nok primært, at det jeg har haft at vælge imellem, alt sammen har været yndlinge. Når man skal begrænse sig, giver det jo mening at udvælge det allerbedste, hvad jeg da også havde gjort. Gode gamle travere, som sagtens kan tage et par år mere i ringen.

Og med det i baghovedet kunne man måske forestille sig, at tøjkriser ville være en ting der hørte fortiden til, hvis alt hvad der hang i mit skab var yndlinge, så de gode sager ikke druknede i alt det andet? Men så igen; måske ikke. Måske handler det ganske enkelt om, at livet bare er mere simpelt, når der er færre valg? Sikkert er det i hvert fald, at når man ikke længere skal bruge værdifuld tid og sparsom hjernekapacitet (nu taler jeg om mig selv…) på at klæde sig på, får man lige pludselig overskud til at interessere sig for noget mere interessant!

Jeg er på mange måder bizart fascineret af begrænsninger, og Project 333 har længe interesseret mig. Jeg læste første gang om det, mens ham min elskede og jeg rejste rundt i syv måneder med hans arbejde. Forunderligt nok gik ideen om en kompakt garderobe, bestående af 33 stykker tøj som man brugte i 3 måneder, lige i hjertet på mig. Omvendt var det svært at gennemføre på det tidspunkt, fordi det var svært nok at pakke (og nå at vaske!) som det var, men måske det skulle være nu?

Og så alligevel. Jeg har nemlig besluttet mig for, at den optimale garderobeløsning for mig nok er en blanding af høj kvalitet og mindre udvalg. Ideelt set skulle mit tøjskab indeholde forholdsvis (dejligt elastisk begreb) få, men højtelskede stykker tøj. På den måde kender jeg for så vidt målet, og kan koncentrere mig om at finde vejen.

Umiddelbart er den ikke svær at få øje på, vejen. Det er jo bare at:

1. fjerne (deponere/sælge/donere) alt det tøj, der er mindre end højtelsket, og
2. indkøbe det der eventuelt måtte mangle.

Og så er det, jeg ruller rundt på gulvet af grin. For der er altså ikke noget ’bare’ ved det, i hvert fald ikke for mig. Hvornår er et stykke tøj tilpas højtelsket til at have fortjent sin plads i mit skab? Er noget for eksempel højtelsket, hvis det kunne være herligt at have på en dag? Njaaa… ikke helt, vel?

Jeg går i tænkeboks, og regner med at finde en guldrandet langtidsløsning – fortsættelse følger, og gode råd og erfaringer modtages med kyshånd!