Begynderstrik – Farfars cardigan

begynderstrik - cardiganbegynderstrik - cardigan

Alt for ofte hører jeg fra læsere, som har vældig meget lyst til at prøve en af mine strikkeopskrifter, men som ikke helt kan overskue at kaste sig ud i et indviklet projekt ego-strik, fordi de ikke har været i en garnbutik siden start-firserne, hvor vi alle strikkede så pindene glødede.

Det synes jeg jo er skrækkeligt trist, så derfor har jeg besluttet at lave et par virkelig simple opskrifter på nem strik. Sådan noget som alle kan gå i gang med, hvis de kan slå masker op og strikke ret og vrang. *

Jeg har valgt at det skal være strik på forholdsvis tykke pinde, af den slags hvor man får kontant afregning for sin indsats. Hvor en enkelt strikkeaften bringer én en betragtelig bid nærmere målet. Men omvendt ikke på så tykke pinde, at arbejdet bliver for tungt eller vanskeligt. Pinde 6 synes jeg selv er en fin mellemting.

Så her er mit første bud på en god begynderstrik: Farfars cardigan, som er helt enkel, uden vanskelig formgivning eller en masse tællearbejde. Mere eller mindre lige op og ned, og med raglanærmer der strikkes sammen med kroppen, så der er minimalt arbejde med sammensyning bagefter. Og oven i købet strikket i et let, lækkert garn, der gør det færdige arbejde til en fornøjelse at bære! Jeg har brugt en skøn alpaca-blanding, Sky, som kan fås i alle mulige farver hos Hobbi.dk.

Undervejs i opskriften forklarer jeg arbejdsgangen lidt mere omhyggeligt end normalt, og skulle der være yderligere spørgsmål, er jeg naturligvis klar til at hjælpe!

Begynderstrik – Farfars cardigan

Størrelse s (m) l

Overvidde  (53) 61 (63) cm

Længde 60 (61) 63 cm

Strikkefasthed 16 m på 10 cm med p 6

Garnforbrug:  7 (8) 8 nøgler Mayflower Sky

 

Ryg- og forstykke

Ryg- og forstykke (altså kroppen på din cardigan) strikkes frem og tilbage på rundpind. Du har brug for en rundpind, for på et tidspunkt kommer der rigtig mange masker på pinden, og en rundpind er også meget mere behagelig at sidde med.

Slå  177 (201) 213 m op på rundpind 5. Først skal du nemlig strikke rib, og det er rart at strikke den på lidt tyndere pinde end resten – så holder den bedre faconen. Tag den første maske vrang af. Det gør du ved at lade som om du skal strikke en vrangmaske, men i stedet for at strikke masken, lader du den bare glide over på den anden pind, hvorefter du trækker lidt i garnet, så den lægger sig pænt. Strik herefter 1 vr, 1 r hele den første pind, bortset fra den sidste maske, som altid strikkes ret. På næste pind, og alle de følgende pinde, starter du også med at tage en maske vrang af. Herefter strikker du ret over retmaskerne fra forrige pind, og vrang over vrangmaskerne, bortset altså fra den sidste maske.

Fordi det er en cardigan, skal du huske at strikke knaphuller i den ene side. Strik det første knaphul efter 1 cm, og derefter yderligere 5 knaphuller med 7,2 (7,4) 7,8 cm imellem. Du laver et knaphul i ribben ved at starte fra retsiden, og strikke således:

Knaphul
1 m vrang af. 1 ret, 1 vrang, 1 ret. Slå garnet om pinden (dette omslag gør det ud for en ny maske på næste pind), tag 1 maske vrang af, strik 1 ret, træk nu den maske du tog vrang af hen over den sidste maske. 1 vrang, 1 ret.

Fortsæt i rib til arb måler 5 cm.

Skift herefter til rundpind 6 og fortsæt i glatstrik (altså 1 pind ret, 1 pind vrang), bortset fra de yderste 8 m i hver side, som fortsat strikkes rib. Husk på knaphullerne!

Strik til arb måler 32 (33) 35 cm. Nu strikkes næste omg således: Strik 42 (48) 51 m (første forstykke), luk de næste 8 m af til ærmegab, strik herefter 76 (88) 94 m (ryg), luk igen 8 m af til ærmegab, og strik de sidste 43 (49) 52 m (det andet forstykke).

Lad arbejdet hvile, mens du strikker ærmerne.

 

Ærmer

Slå 40 (42) 44  m på rundpind 5. Strik rib i 6 cm, fuldkommen som på kroppen. Jeg foretrækker som regel at strikke ribkanten frem og tilbage – så er det nemlig nemmere at se, om maskerne har snoet sig, før jeg begynder at strikke rundt.

Nu skal du skifte til rundpind 6, og begynde at strikke rundt. Hvis din rundpind er for lang, kan du bruge magic loop-teknikken. Marker den første maske på omgangen, og fortsæt i glatstrik, mens du tager 1 m ud på hver side af den markerede maske. Tag 2 masker ud i alt 12 (13) 14 gange med ca. 2,5 cm imellem udtagningerne.

Udtagning
Stik højre pind ned i lænken mellem to masker. Sæt lænken på venstre pind. Drej lænken en omgang, så du har en løkke at strikke en ny maske i.

Efter udtagningerne har du 64 (68) 72  masker på omgangen. Når ærmet måler 45 (45) 44 cm, lukker du 8 m midt under ærmet, og lader resten af maskerne hvile.

Strik endnu et ærme magen til.

 

Bærestykke

Sæt maskerne fra det første forstykke, det ene ærme, ryggen, det andet ærme, og det andet forstykke på en rundpind 6, i alt 273 (305) 325 m. Markér den første og den sidste maske på ærmerne (altså 4 masker ialt).

Din pind ser nu således ud:

42 (48) 51 m fra et forstykke (de første 8 masker er strikket rib), en markeret maske (den første på ærmet), 54 (58) 62 m fra et ærme, en markeret maske (den sidste på ærmet), 76 (88) 94 m fra ryggen, en markeret maske (den første på ærmet), 54 (58) 62 m fra næste ærme, en markeret maske (den sidste på ærmet), 43 (49) 52 m fra det andet forstykke (de sidste 8 m strikket rib).

LÆS NU BÅDE AFSNITTET DER HEDDER ‘RAGLANINDTAGNINGER’ OG DET DER HEDDER ‘HALSUDSKÆRING’ – læs helt frem til det afsnit, som hedder “Montering og krave”, før du strikker videre. Du skal nemlig både lave raglanindtagninger OG halsudskæring. Det er ikke svært, man skal bare huske at gøre begge dele, og jeg forklarer det hver for sig.

 

Raglanindtagninger

Strik 6 (4) 2 pinde med alle maskerne, og begynd derefter raglanindtagninger.

Strik 48 (54) 58  omg, hvor du på hver anden pind tager ialt 8 masker ind, 2 og 2 omkring de markerede masker. Du strikker skiftevis en retpind med indtagninger og en vrangpind uden indtagninger.

Start indtagningen 2 masker før du når frem til en af dine markerede masker. Strik 2 masker ret sammen ved simpelthen at stikke pinden igennem begge masker som om de var én. Strik 1 maske ret (det er den markerede maske). Strik igen 2 masker ret sammen ved at stikke pinden igennem begge masker som om de var én. Du har nu taget 2 masker ind – gentag indtagningen ved alle fire markerede masker, og du har taget 8 masker ind på en pind.

 

Halsudskæring 

Strikkes samtidig med raglanindtagningerne!!

Begynd på halsudskæringen når du har strikket ca. 1 cm efter dit sidste knaphul.

Du skal tage 1 m ind indenfor ribkanten på skiftevis hver 2. og hver 4. pind, indtil du har taget ialt 12 (13) 14 masker ind i hver side. Det gør du således:

Lav alle indtagninger på retpinde. Start som sædvanligt med at tage 1 maske vrang af, og strikke 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret. Tag nu 1 maske løs af, og træk den over den sidste maske – så har du taget 1 maske ind. Fortsæt med at strikke retmasker indtil der er 9 masker tilbage på pinden. Strik så 2 masker ret sammen – så har du taget endnu 1 maske ind – og strik videre 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 ret (den sidste maske, som altid strikkes ret).

 

Montering og krave

Strik en pind fra retsiden, hvor du tager 8 m ind jævnt fordelt over ryggens masker. Strik en pind vrang.

Luk herefter alle masker undtagen de 8 yderste masker på hver pind. Over disse masker skal kraven nemlig strikkes. Det er vigtigt at din aflukning bliver så elastisk som muligt, så brug eventuelt nedenstående metode, som altid giver perfekt resultat:

begynderstrik - cardigan

Strik 2 masker. De strikkede masker befinder sig nu på højre pind.

Strik venstre pind igennem dem begge, oppefra og ned (se foto).

begynderstrik - cardigan

Fang garnet med højre pind,

og strik begge maskerne som én. Du har nu lukket en maske af.

begynderstrik - cardigan

Fortsæt med at strikke rib over de første 8 masker på pinden, indtil det ribstrikkede stykker er lige næsten langt nok til at nå rundt om nakken og hen til de 8 masker på den anden side. Sy nu de 2 gange 8 åbne ribmasker sammen med maskesting – hvis du ikke ved hvordan man gør det, er der en fin video her.

begynderstrik - cardigan

Sy derefter kraven til halsudskæringen, sy hullerne under ærmegabene, og sy knapper i forstykkets ribkant (ud for knaphullerne).

Jeg har valgt nogen meget markante knapper i sort og guld – og alle sammen forskellige. Det er nogen jeg har samlet gennem flere år, og altid har tænkt, jeg ville lave et eller andet fantastisk med 😉

Du kan selvfølgelig sagtens sætte mere neutrale knapper i, så du får et mere klassisk look.

Damp cardiganen let. Det er nemmest at gøre med en steamer – har du ikke sådan en, kan du forsigtigt føre et dampstrygejern henover arbejdet uden at røre det. Det skal bare lige rammes af dampen, så fibrene retter sig ud.

* Kan du ikke slå masker op og strikke ret og vrang, er der masser af fine instruktionsvideoer på Youtube!

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Den ser rigtig fin og forårsskøn ud, – lækker detalje med knapperne 🙂

    1. Tak Anja. Jeg er rigtig glad for, at jeg omsider fandt anvendelse for de gamle knapper – de giver en ellers helt klassisk cardigan lidt kant.

Comments are closed.