At være turist på repeat

Det er lidt sjovt, det med at være turist. Altså, når man rejser til et sted, med den faste intension at besøge stedet, snarere end at flytte dertil, jamen så er man jo pr. definition turist. Og alligevel er det, som om selve ordet turist har fået en lidt negativ klang. “Der er fuldt af turister”, “Stedet er ødelagt af turisme”.

Jeg elsker at rejse. Jeg elsker at se og opdage nye steder. “Nye for mig” er godt nok; jeg har ikke behov for egentlig udforskning, og det betyder også, at jeg intet har imod at være turist.

Selvfølgelig er jeg ligeså træt som alle andre af deciderede turistfælder, men omvendt så har selv de da deres helt egen, særegne charme. Måske ikke lige, når man står og er ved at vride nakken af led for at få et glimt af Trevi Fontænen eller Mona Lisa, men det er da brandsjovt at kæmpe sig frem i menneskemængden ved Sensoji templet i Tokyo. Fordi menneskemængden i sig selv er eksotisk, og en integreret del af oplevelsen – og fordi man lige så godt kan synes det er sjovt, for menneskemængden vil være der uanset 😉

Noget jeg virkelig har lært at holde af, er at vende tilbage. At være turist på repeat; at komme tilbage til steder, man allerede har besøgt – fordi man så kan tage det heeelt roligt. Man har jo set det, der skal ses, og det giver en vidunderlig ro. Man har ikke snydt sig selv for en af livets store oplevelser. Man har ikke siddet med ryggen til Notre Dame – man har set den. Og derfor kan man slappe af, og åbne sig for de andre oplevelser. De små fordringsløse perler man uforvarende snubler over, når man lykkeligt strejfer om uden mål eller med, og som kan være svære at få øje på ved det første besøg. Eller den store oplevelse det kan være at genbesøge et vartegn, man tidligere har rynket på næsen ad – som det skete med mig og Peterskirken. Vi har altid haft et kompliceret forhold, vi to, og det var først da jeg så skrumlet gennem min svigerdatters øjne, at jeg kunne anerkende dets forsonende træk.

Hernede er der steder, vi vender tilbage til, år efter år. Locanda Isola Comacina, for eksempel, den mest henrivende restaurant på søens eneste ø. En smuk sejltur derover, en rask travetur rundt på øen, og så ellers proppe sig med mad så skøn, at englene synger. Ikke noget skidt koncept.

Vi skal også altid en tur til Como by og til Lugano, ligesom vi er nødt til at spilde tiden på torvet i Menaggio. Vi skal altid til frokost i Varenna, på shopping i Bellagio, til markedsdag i Porlezza – og så skal vi selvfølgelig ud og gå vores elskede ture.

Og det er godt, og det er trygt. Det der med at vide, hvilke fornøjelser der ligger i pipelinen, så man bare kan læne sig tilbage og tage imod. Og i øvrigt vide, at man har masser af god tid!

Måske vil du også læse...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.