Nu er jeg lige om lidt på vej hjem fra Rio, hjem til jul og (overvejende indendørs) hygge. Jeg gør mit bedste for at samle solskin og saltvand nok til en lang vinter, men hvis ikke det lykkes, må jeg jo bare afsted igen. Måske til februar? Har altid hørt at karnevallet er fantastisk i Rio 😉
Heldigvis kommer jeg hjem til mine kære, og til lange, skønne, mørke aftner, med varm te i kruset, en kærlig hundesnude ved siden, og en god bog i hånden. Jeg holder meget af at genlæse gamle favoritter fra mine boghylder ? at genlæse en elsket bog er som et ømt gensyn med en gammel ven. I hvert fald nogen gange… andre gange er det anderledes.
Bogen My Ideal Bookshelf handler netop om yndlingsbøger; om de bøger der er med til at definere os, og som fortæller en masse om, hvem vi er. I denne bog fortæller en række forskellige mennesker om deres forskellige yndlingsbøger, som for eksempel bogen der ændrede deres liv, den bog de læser igen og igen, bogen de holder allermest af, bogen der har gjort dem til den de er, den bedste bog de nogensinde har læst, og bogen der altid får dem til at græde.
Det er ikke en bog jeg nogensinde har sat mig ned og læst fra ende til anden. Det er bog som jeg ind imellem bladrer i, og som altid får mig til at reflektere over mit eget forhold til mine bøger.
Der er nogen bøger, der bare altid glæder mig. Den mest romantiske bog jeg nogensinde har haft fat i, er Den Tidsrejsendes Kvinde, og den genlæser jeg hver gang jeg trænger til at småsnøfte lidt på den hyggelige måde. Agatha Christies mysterier er altid god underholdning, især fordi jeg er ret god til at glemme, hvem morderen er (og nej, det er meget sjældent butleren!). Laura-bøgerne er et sikkert hit, når jeg trænger til at forsvinde ind i et uskyldigt hverdagsdrama fyldt med barndommens store følelser, Gaimans bøger er garant for vidunderlige eventyr med flyvende sprog, og når jeg vil gribes om hjertet af de bedste bøger jeg kender, er det Carlos Ruiz Zafon, jeg rækker ud efter.
Og det er bare toppen af isbjerget ? der er så mange bøger som har været med til at forme mig på godt og ondt, som har givet mig trøst, glæde, underholdning og udfordring, og som jeg bare kan læse igen og igen.
Men så er der de andre. De bøger som jeg engang elskede, men som taber ved en genlæsning. De bøger som tiden er løbet fra. De bøger som næsten knuser mit hjerte, når jeg genlæser dem, fordi de bare slet ikke er, som jeg huskede dem (formentlig fordi jeg slet ikke er som jeg var). Det er lidt vemodigt at sige farvel til en bog, som man har været glad for; svært at opdage, at den ikke rigtig klarede tidens tand.
For nogen tid siden så jeg, at Louise havde anmeldt Panduros ?Rend mig i traditionerne? på sin blog, og at hun ikke var rigtig begejstret. Jeg huskede bogen som vanvittigt morsom, så jeg besluttede at genlæse den, bare for at se om den stadig holdt. Det gjorde den ikke. Sproget forekom mig barnagtigt, morsomhederne virkede lidt forkrampede, og den satiriske samfundskritik kunne have tålt en smule ironisk distance. For mig at se har den bog størst betydning som et historisk indlæg, fordi den viser noget om, hvordan vi engang opfattede verden, og hvad der engang var sjovt. At læse den var lidt som jeg forestiller mig, at et gensyn med den tids TV-programmer ville være ? nostalgisk, men ikke imponerende udover det. Øv.
Har du nogensinde oplevet at en favorit pludselig tabte højde? Håndterer du det mere graciøst end mig? Og hvad er det egentlig der afgør, om en bog klarer distancen eller ej?
Jeg er ret glad for at du har det på samme måde som mig med “rend mig i traditionerne”. Både min mor, farmor og far har jo snakket stolpe op og stolpe ned om, hvor fantastisk den her bog var, så jeg var så bange for, om det var mig der ikke forstod den, eller om jeg bar alt for hård da jeg dømte den.
Tak for et rigtig spændnede indlæg. Det fik min læselyst til at bevæge sig i mod mine genlæser-bøger, så jeg tror den står på Åndernes hus og Dræb ikke en sangfugl inde der er gået alt for længe.
– Louise – This Fictional Life
Åh, Åndernes Hus – den tænkte jeg på forleden, da vi dumpede ind på den mest fantastiske lille restaurant midt i Rios jungle. Hele huset var som taget ud af Åndernes Hus, og jeg sad bare og ventede på at Clara skulle kigge indenfor 😉
Hahaha, jeg er vild med, at du er “god til at glemme, hvem morderen er” i Agatha Christie-romanerne! Sikke dog en evne. Jeg har aldrig læst hende, men er faktisk inde i en periode, hvor jeg forsøger at sætte mig ind i de klassiske krimier. Er mest på Raymond Chandler lige nu, men jeg har allerede fundet en lille kort indføring i Christies forfatterskab. Syntes nemlig godt, det kunne virke lidt overskueligt, hvor jeg skulle starte og begynde.
Anyway, fedt indlæg! Det er jo skønt at reflektere over, hvordan forholdet til de læste historier aldrig bare er statiske, men udvikler sig sammen med en. Om det er så er til det bedre eller det værre.
Ja, det er en god evne at have!! Hvis du vil have hul på AC, synes jeg det ville være fint at starte med nogen af favoritterne: Endeløs nat, En af os er morderen og selvfølgelig den helt oplagte, Døden på Nilen. De er alle, på hver deres måde repræsentative, tænker jeg.
Gad egentlig godt vide, hvad jeg ville syne som dem i dag – det er ret lang tid siden jeg har læst dem sidst, og som jeg jo har erfaret, så er selv det skrevne ord foranderligt, eller rettere, MIN reaktion på det skrevne ord er foranderlig. Det må undersøges!