Da jeg var i London, var der en bog, som syntes at være overalt. I vinduerne hos Waterstone, men også mellem hænderne på mennesker på cafeer, i undergrundstog og stikkende op af tasker alle vegne. Så jeg blev nødt til at købe den med hjem, selvom jeg ikke vidste det mindste om den, og aldrig havde hørt om den før. Bogen hedder I’ll be gone in the dark, og er skrevet af Michelle McNamara.
Det er egentlig mærkeligt at jeg ikke har bemærket den før, for jeg er vild med TrueCrime-genren. Og det har jeg besluttet at skrive uden at skamrødme. Hver vores guilty pleasure, ikke sandt? Så… Making a Murderer? Ja, mange tak. The Staircase? Mja, okay. The Disappearance of Madeleine McCann? Uh, ja. Læg dertil, at bogen har vundet prisen for bedste 2018 non-fiction på Goodreads, og det bliver virkelig besynderligt, at jeg ikke er faldet over den før.
I’ll be gone in the dark er beretningen om en kvinde, som helt på egen hånd begiver sig ud på jagten efter den voldtægtsforbryder og morder, som terroriserede Californien op gennem 70’erne og 80’erne. The Golden State Killer, en udspekuleret grusom mand, som har uhyggeligt mange liv og skæbner på sin samvittighed. Nu er der tilmed en TV-serie om ham: Jagten på The Golden State Killer, som ligger på DR TV, så jeg svælger i grum uhygge.
Det er jo glimrende underholdning, på den dybt foruroligende måde. Hvad er det, der driver et menneske som ham? Hvor er det gået galt? Og hvordan forhindrer vi den slags i at ske igen? Især det sidste punkt er et tilbagevendende tema i TV-serien, hvor flere af de interviewede fortæller om de landvindinger indenfor retspraksis og –sikkerhed, denne sag har medført. Uanset hvad, så er det med lidt blandede følelser, at jeg kaster mig over TrueCrime-beretninger. Fordi, som Gillian Flynn så rammende udtrykker det i bogens forord:
I love reading true crime, but I’ve always been aware of the fact that, as a reader, I am actively choosing to be a consumer of someone else’s tragedy. So like any responmakesible consumer, I try to be careful in the choices I make. I read only the best: writeres who are dogged, insightful and humane.
Michelle McNamara døde desværre allerede i 2016, to år før det lykkedes at identificere The Golden State Killer, og bringe ham for en domstol. Ny DNA-teknologi gjorde det muligt at finde ham, omkring 40 år efter han havde indstillet sin bestialske hærgen, men det skete altså først i 2018. Det gør dog ikke bogen svagere. Faktisk er det, for den tilfældige læser, ret lige meget, hvem han er – selvfølgelig betyder det alverden for hans ofre og deres familier, men historien om ham er gysende interessant, uanset om vi kan kalde ham Joseph James D’Angelo eller må nøjes med hans kaldenavne, the Golden State Killer. the East Area Rapist, the Visalia Ransacker, eller the Original Night Stalker.
TV-serien er ført helt op til idag, så der er vi med, når politiet omsider kan identificere ham. I øvrigt tænker jeg, at vi her har at gøre med noget så sjældent som en bog og en TV-serie, som fint supplerer hinanden. Selvfølgelig er det fristende at udnævne bogen til at være bedst; det giver sig selv, at den er langt mere grundig og omfattende end serien, og så er det også nærmest reglen, at bogen skal være bedre end filmen/TV-serien (med Gøgereden som den nødvendige undtagelse, der bekræfter reglen). Men her har serien altså den fordel, at den på sæt og vis afslutter bogen, og tilfredsstiller den nysgerrighed, som man uundgåeligt sidder tilbage med efter endt læsning. Får de mon fat i ham? Lever han overhovedet endnu? Og den rigtig krybende uhyggelige: Er han stadig aktiv, og er han bare rykket så tilpas langt væk, at ingen er opmærksomme på lighederne med tidligere forbrydelser?
Hvordan har I det med TrueCrime? Har I måske gode forslag til, hvad jeg nu kan kaste mig over?
