Barnevidunderbarnet kiggede en dag op på mig med de sprællevende, gnistrende øjne der er hendes særkende, og spurgte: ”Farmor, hvorfor siger du egentlig aldrig nej?”. Og ok – det siger lidt om mine evner til at kontrollere en situation som involverer hende, men ledte faktisk også til en spændende snak om det at sige nej og at opdrage. Jeg fortalte hende jo, at jeg havde brugt uendeligt mange år på at opdrage på hendes far og onkel, og at jeg havde sagt nej så mange gange, at jeg ganske enkelt ikke orkede flere nej’er. Vi fik snakket om hvordan nej er sådan lidt en del af jobbeskrivelsen for mødre og fædre, men at det altså er overvældende træls, og ikke noget man gider mere end allerhøjst nødvendigt.
Og alligevel så mærker jeg en gang imellem trangen til lige at opdrage på nogen. Nogen som gør noget forkert. Eller i hvert fald noget, jeg synes er forkert, om det så er at bruge stanniol og klorin, smide affald på gaden, opføre sig hensynsløst i omgange med andre… jamen, fortsæt selv listen, for den er i princippet uden ende.
Jeg har prøvet at kontemplere selve konceptet ‘opdragelse’, og det har været spændende og lærerigt. Jeg har endnu ikke helt sluppet impulsen til at påtvinge andre min overlegne visdom (aka opdrage på dem), men jeg har da lært mig selv nogen spilleregler. Før jeg kaster mig ud i at dele min viden om, hvordan livet bør leves hvis man er ordentlig, så gennemgår jeg en lille, ultrakort tjek-liste, hvor jeg spørger mig selv:
1) Hvor vigtigt er det for mig, at denne person bliver overbevist om at jeg har ret, og at min måde er den bedste?
2) Hvor sandsynligt er det, at jeg lykkes med min mission, så vedkommende vil komme ud som et nyt og bedre menneske?
Det har ledt til, at jeg som regel stopper ved impulsen… og at jeg i hvert fald aldrig kommer til at opføre mig så grimt som den kvinde, der klaskede en modbydelig kommentar til min søns billede fra vores babyfest. Hun skrev, løseligt oversat, at bare fordi man var glad over at skulle have et barn, gav det ikke én ret til at være selvisk og egoistisk, og at de 15 balloner vi fejrede dagen med, formentlig allerede havde dræbt mindst én hval. Det er nemlig et oplagt eksempel den slags opdragelse, jeg taler om. Den slags opdragelse, jeg selv mærker tendensen til at engagere i, men som jeg ihærdigt kæmper imod. Fordi jeg hellere vil leve fredeligt med mig selv og mine egne valg, end jeg fortælle alle andre, hvordan de bør vælge.
Og så spørger jeg bare: Hvem kan vel sige nej til hende??
Du har så evig ret – man skal vælge sine kampe med omhu, og glem sådan en dum bemærkning, du fik fra en “åh så frelst person”.
Præcis – det er langt fra alle kampe der er værd at tage, og det er sjældent dem der foregår på Instagram
Somme tider skal man også huske at opdrage på sig selv … Jeg besluttede, at jeg ikke måtte sige “Nej!”, hvor jeg lige så godt kunne sige “Ja!”, bare fordi jeg havde travlt med noget og ikke lige fik tænkt mig ordentligt om. Sådan var det nemlig i min barndom. Derfor sagde jeg i stedet “Lige et øjeblik, så kan jeg se på dig og lytte til dig!” Det kunne mine børn godt lide, for så var der ro og tid til at tale om tingene, mens vi så på hinanden. Fordi man sidder med ‘magten’ til at sige “Nej!”, er det ikke altid ensbetydende med, at man også sidder med ‘retten’.
Det lyder virkelig som en god ide! Du har jo helt ret: nej er ofte det nemme svar, hvis man ikke orker at tænke sig om.
Hun er bare helt skjønn!
Ja, er hun ikke vidunderlig? Farmors pige ❤️
Å si nei barnebarna er ikke enkelt, og jeg prøver å si ja så ofte jeg kan. På min jobb tenker vi Stop, drop and review og det er en god leveregel i mange situasjoner, også privat og når vi skal svare et barn.
Stop, drop and review lyder som en fantastisk leveregel. Den vil jeg straks tage til mig!! Tak for den