Der er et par ting, der er fuldkommen definerende for livet i Rio. En af dem er vandet – altså ikke det der kommer fra oven, omend det også spiller en rolle, men alt det dejlige vand man kan boltre sig i og ved.
Rio ligger jo i en regnskov (derfor det der med, at vandet der kommer fra oven spiller en betydelig rolle), og lige nu er det efterår hernede. Således bliver vi jævnligt truet med regn, men foreløbig er det blevet ved truslen, og jeg vil mene, at det her simpelthen er den slags efterår, der ville kunne glæde selv den mest indædte efterårshader. De fleste dage hænger vi ud ved poolen eller på stranden, og skulle vejret være usamarbejdsvilligt, kan man jo altid komme ud og trave i junglen, snuse rundt i skønne Lapa og Santa Teresa, eller cykle sig en tur.
Rio er en meget særlig storby. Alene det, at den er grønnere end nogen anden by jeg nogensinde har besøgt, gør den speciel, men det mest særlige er nok, at den simpelthen er sine strande. Vi har ikke at gøre med en by der har en strand, men snarere med en strand der er en by. Det er på stranden, livet sker, og alt det oppe bag stranden er bare en praktisk foranstaltning, som tillader strandlivet at fungere. Her kunne man måske indvende, at det bare er fordi jeg er gæst hernede, at det virker sådan – men alle bruger stranden til alt. Brasilianerne bevæger sig meget. De løber, cykler, løfter jern og står på rulleskøjter, og det foregår altsammen på eller ved stranden. Mange af de fattigeste kvarterer i Rio, favelaerne, ligger tæt ved stranden, og selvom man ikke har nogen penge, så har man i hvert fald solen og vandet. Skal man mødes, er det også på stranden – alle store fester og demonstrationer foregår for eksempel typisk på Copacabana.
Stranden er byen, og der er masser af den. Det starter helt inde omkring det der, måske lidt misvisende, kaldes centrum, med Praia Vermelha. Helt tæt ved Sukkertoppen ligger en lillebitte hyggelig strand, som jeg stadig har til gode at besøge. Den må være herlig at slappe af på efter turen op ad bjerget til den betagende udsigt, men indtil videre har jeg altså ikke prøvet den. De andre strande har jeg til gengæld efterhånden fået et ganske nært forhold til, til trods for at jeg normalt faktisk langtfra er nogen strandløve. De her strande er bare noget helt særligt, med deres liv, skønhed og særegne stemning – og det vidunderlige vejr, ikke at forglemme!
Hjertet i Rios egentlige centrum, Zona Sul, rummer verdens nok mest berømte strand. Copacabana – navnet alene emmer af stemning og fest, og det er helt okay, at Barry Manilow nynner med i baghovedet, når du kaster dig ud i Copacabanas sydende liv. Her er der gang i den fra tidlig morgen til sen aften, og især søndag eftermiddag er noget særligt, når Avenida Atlantica spærres af for biler, og det hele forvandles til én stor folkefest.
I slutningen af Copacabana kan du kravle over det lille forbjerg ved Praia do Arpoador (hop eventuelt lige i bølgerne først; de er der jo for det samme), og så er du pludselig The Girl From Ipanema. Ipanema er en af mine personlige favoritter, en sand (!) fest, med ren livsglæde i overmål. Man kan snildt tilbringe en hel ferie her. Her kan du bade, slappe af, spise og drikke, og iagttage de glade Cariocas (Rios indbyggere) i gang med det vigtigste de ved: at nyde livet. Apropos det med at spise og drikke, så husk endelig at prøve en Acai Bowl (Acia fås med mange forskellige toppings, men traditionelt er en Rio Bowl med granola og banan), en Guarana (verdens skønneste sodavand), og en herlig strand-snack, i form af krydret ost på en pind, som lynhurtigt lunes i sælgernes medbragte ovne.
Husk endelig også at gå tilbage til Arpoador ved solnedgang, hvor hele klippen fyldes med mennesker, der vil nyde et af verdens skønneste syn: solnedgangen over Ipanema!
Fortsætter du vestpå, er der lige et par favelaer (Vidigal og Rocinha), og derefter rammer du Barra de Tijuccas 18 km lange, kridhvide sandstrand. Strandbarerne ligger, meget praktisk, med korte mellemrum, og der kan man fint hænge ud til langt ud på aftenen. Mæt af sol og saltvand er det helt vidunderligt at krybe op i en palmedækket lounge med et tæppe om knæene, og fylde sig med lækre brasilianske småretter.
Efter Barra kommer du til ‘mit’ hood: Recreio. Nu er vi lidt ude i kanten af byen, og det betyder at der er færre mennesker, og mere vild natur. Her kan du, hvis du er en lille smule heldig, møde aber, næsebjørne, alligatorer og den pudsige capivara. Du kan selvfølgelig også bare nyde stranden i Recreio, som egentlig består af en hel række af småstrande, hver med deres særpræg, men med det til fælles, at bølgerne er store og udsigten smuk. Der er små strandbarer på den ene side af vejen, og dejlige restauranter på den anden, som sørger for, at du aldrig når at blive alt for sulten. Det bliver man i øvrigt sjældent i Rio…
Når du forlader Recreio, kommer du ud i Brasiliens vilde natur, og dét er smukt! Kør videre vestpå, og nyd Prainha (den lille strand) med den fantastiske fiskerestaurant og de seje surfere, eller fortsæt helt ud til Grumari, som er Paradis på jorden.
Grumari er smuk, vild og øde. Her er du virkelig mellem himmel og hav – der er knald på farverne, og skønheden herude tager pippet fra mig hver eneste gang jeg er her. Det røde flag er altid hejst på Grumari, men det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan bade. Man skal bare være en lille smule forsigtig, og en stor smule stærk 😉
Rio er for alle. Rio er noget helt for sig selv, og jeg tror aldrig jeg kan blive træt af smagen af Rio, som er smagen af sol, saltvand og sukker.
